Prøv avisen

De alligevel ikke helt almindelige børn

Hvert år bortadopteres 15-20 danske børn. De ligner alle andre danske børn, men de tumler ofte med problemer, der kan vokse sig store. Derfor er det problematisk, at de danske myndigheder nærmest slet ikke følger børnene, mener fagfolk. – Illustration: Kåre Viemose/Scanpix.

Selvom adoptivbørn fra Danmark oftere ender i problemer end børn adopteret fra udlandet, er der ingen tilsyn med dem. Myndighederne er for berøringsangste, og synet på børnene er præget af misforståelser, kritiserer fagfolk, der gerne ser adoptionssystemet lavet om

Hun vil bortadoptere barnet, siger hun til jordemoderen. Hun er alt for ung og alt for psykisk ustabil. Desuden har hun ikke råd til at blive mor.

Jordemoderen på hospitalets familiecenter tilkalder socialrådgiveren, og et kompliceret forløb med støtte og rådgivning går nu i gang. For ingen kvinder er helt sikre på sådan en beslutning. Slet ikke, når de skal til at beslutte, om de overhovedet vil se barnet, før det bliver taget væk. Vil de høre det skrige? Vil de have et fodaftryk med hjem eller give barnet noget med videre til adoptivforældrene? I månederne frem mod fødslen nager tvivlen, følelserne raser, og smerten over at skulle træffe så skæbnesvangert et valg er med hele vejen.

LÆS OGSÅ: Ingen holder øje med danske adoptivbørn

Men trods den turbulente begyndelse på livet er det ikke meget opmærksomhed, der efterfølgende bliver givet til de 15-20 danske børn, som hvert år bortadopteres. Overalt i det sociale system er der usikkerhed om, hvordan virkeligheden egentlig ser ud for børnene i deres videre liv. Og de regler, der findes på området, er både nye og meget vage. Indtil 2009 var der således ingen krav om, at adoptivforældrene fortalte nogen om, hvordan det gik. Og de blev ikke tilbudt nogen hjælp for at få hverdagen med et adopteret barn til at glide bedst muligt. Siden er det blevet indført, at forældrene skal skrive en halv til halvanden side om, hvordan det går, når barnet er 4, 7, 13 og 16 år. Der er dog kun løse krav til, hvad de skal skrive. Og skriver de slet ikke, er der ingen sanktioner, for rapporterne bliver kun lavet for de biologiske forældres skyld ikke for at myndighederne kan følge barnet. Der er også indført adoptionsforberedende kurser og et årligt besøg fra en psykolog med speciale i adoptioner. Men det er frivilligt, og ikke alle tager imod.

Til sammenligning er det en forudsætning for en udenlandsk adoptions fuldførelse, at en sagsbehandler udfærdiger en række omfattende rapporter, hvis indhold er klart defineret af donorlandet. Reglerne varierer fra land til land, men for børn fra Thailand gælder det eksempelvis, at en dansk sagsbehandler skal besøge barnet efter 2, 4 og 6 måneder og hver gang skrive en rapport, der blandt andet beskriver barnets almene helbredstilstand, fysiske, psykiske og sociale udvikling samt personlighed.

Forskellen er lige så markant, som den er mærkværdig, mener en lang række fagfolk med indsigt i adoptionsområdet. De er alle kritiske over for, at der ikke er mere opmærksomhed på de danske adoptivbørn. Og at reglerne ikke som minimum er nogenlunde ens for forældre til danske og udenlandske adoptivbørn.

Der burde være en langt bedre og mere kvalitativ opfølgningsprocedure, mener Michael Paaske, næstformand i Adoption & Samfund, som er medlemsorganisation for både adopterede og adoptanter.

For der er slet ikke så stor forskel på udfordringerne ved udenlandsk og national adoption, som mange tror, påpeger han:

Det er uforståeligt, at tilbuddene til forældrene ikke bliver gjort obligatoriske. Og at de er afhængige af satspuljemidlerne, så de nogle gange forsvinder. Man kunne fange problemerne langt tidligere i forløbet, hvis man gjorde tilbuddene varige, og jeg tror også, at forældrene vil opfatte det som en god hjælp.

Og problemer er der ofte nok af, påpeger Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri og lektor på Københavns Universitet. Hun bekræfter, at der ikke er nogen faglige begrundelser for, at det skulle være lettere at adoptere et dansk barn. Virkeligheden er nærmere lige modsat, for forventningen om en nemmere adoption kan skabe endnu større problemer, hvis illusionerne brister. Og det gør de tit, siger hun.

Det tager meget lang tid at få et dansk adoptivbarn, og fordi de kommende forældre ofte selv har prøvet at få børn meget længe, er det drømmebarnet, der kommer. Men børnene udvikler meget ofte tilknytningsforstyrrelser ved at blive taget væk fra deres biologiske mor. Og da systemet giver en fortrydelsesfrist på tre måneder til moderen, vil der altid være en periode med forvirring og usikkerhed for barnet, mens det er i pleje. Og det kan komme til udtryk på mange måder senere hen, siger hun og henviser til en stor undersøgelse fra 2007, hun selv har været med til at lave.

Her er data fra 853.513 danskere trukket ud i perioden januar 1988 til december 2005. Hovedkonklusionen er, at netop danske adoptionsbørn, der var mindst et år på adoptionstidspunktet, har en 30 procent højere risiko for at blive dømt for kriminalitet end ikke-adopterede. Udenlandsk adopterede har ingen forhøjet risiko.

At der er problemer med, at både forældre og myndigheder har tendens til at undervurdere opgaven med danske adoptivbørn, mener også psykolog Lene Kamm. Hun har 20 års erfaring med rådgivning af adoptanter og har forsket i adopteredes overlevelsesstrategier. Ifølge hende kan særligt tilknytningsforstyrrelser hos adoptivbørn også nemt opstå, selvom barnet blot er få måneder gammelt på adoptionstidspunktet. Uanset om barnet er dansk eller ej. Men de udfordringer, det kan give, er der kun meget lidt opmærksomhed på. Hun har selv været med til at indføre den såkaldte PAS-ordning (Post Adoptions Service), hvor en psykolog med særlig indsigt i adoption besøger adoptionsfamilien. Ikke som et tilsyn, men som en støtte. Ordningen har stor positiv effekt, viste en evaluering fra 2011, men ordningen er kun et tilbud.

Den slags støtte bør jo ske helt automatisk. Men det er desværre endnu et tegn på, at Danmark halter bagud på dette område, også forskningsmæssigt. Vi ved simpelthen for lidt, og vi gør for lidt for de danske adoptivbørn. Og jeg kan ikke forklare det med andet end en misforstået opfattelse af, at der sjældent er problemer med de danske børn, siger hun.

Når der alligevel bliver holdt så relativt lidt øje med både de danske adoptivbørn og adoptanterne, hænger det blandt andet sammen med den generelle diskussion om, hvor meget staten skal blande sig i danskernes privatliv. For de udenlandske adoptivbørn er det donorlandene, der bestemmer omfanget af indblanding, men for de danske børn er det den danske stat. Og her er ikke den samme tradition for at blande sig. Med god grund, mener direktør i DanAdopt Marianne Wung-Sung. Her formidler man udelukkende udenlandske børn til adoption i Danmark, men problemstillingen gælder adoption generelt, mener hun: Nogle forældre opfatter det nemlig som en mistænkeliggørelse og som en stempling som andenrangsforældre, der ikke selv kan finde ud af det, når de skal tjekkes efter.

Jeg forstår udmærket de udenlandske myndigheders behov for at sikre sig, at de har truffet et rigtigt valg ved at sætte barn og forældre sammen på denne måde. Det er jo en meget stor beslutning. Jeg forstår også de biologiske forældres behov for at følge barnet. Det er en afgørende del af den sorgbearbejdning, de fleste føler. Men man er også nødt til at se det fra de nye forældres synspunkt: Nu er det jo deres barn, siger hun og understreger, at under alle omstændigheder er barnets tarv selvfølgelig det vigtigste.

Men her er det heller ikke sort-hvidt. For hvornår er opfølgning og åbenhed godt, og hvornår er det begrænsende?

Netop hensynet til barnets tarv bør dog være det, der får balancen til at tippe og politikerne til at øge opmærksomheden på de danske adoptivbørn og gøre hjælpen til forældrene obligatorisk, mener psykolog, forsker og forfatter Niels Peter Rygaard, der har arbejdet med adoptionsbørn gennem flere årtier.

Adoptivforældrene vil gerne klare det hele selv, og det er også prisværdigt, men det er ikke sikkert, at det er for det bedste for barnet. For det kræver en del flere færdigheder at være mor og far til et adoptivbarn end et andet barn. Der er nogle andre og langt sværere problemstillinger at forholde sig til, og derfor bør man til en start gøre tilsynsmulighederne ens for adoptiv- og plejefamilier. Og gøre hjælpen obligatorisk. For forskningen viser klart, at adoptivforældre med hjælp fra myndighederne oplever en langt bedre tilknytning til det nye medlem af familien, siger han.