Prøv avisen

26-årig mor: Ingen støttede mig, da jeg fik kræft

26-årige Simone Stackelies var næsten lige blevet mor til sønnen Victor, da hun for knap halvandet år siden fik at vide, at hun havde skjoldbruskkirtelkræft. Hun har både under og efter sin behandling savnet støtte til at håndtere de bekymringer og udfordringer, som gør sig gældende, når kræften rammer i en ung alder. - Foto: Palle Peter Skov

Simone Stackelies var nybagt mor, da hun som 25-årig fik kræft. Men midt i kampen for at komme sygdommen til livs, var der ikke nogen, der stoppede op og spurgte ind til hendes behov

”Kan jeg dø af det her?”, spurgte Simone Stackelies, da hun fik en kræftdiagnose i august sidste år.

”Det er jo kræft. Så det kan du,” fik hun fortalt.

Det var det, hun havde brug for. Hudløs ærlighed.

Også selvom beskeden var hård at få, når man som Simone Stackelies knap halvandet år forinden var blevet mor til sønnen Victor. Desværre viste ærligheden sig at være en mangelvare både under og efter behandlingen.

”Jeg er på intet tidspunkt blevet forberedt på det liv, jeg skulle ud til bagefter. Jeg får bare at vide, at når kræften er fjernet, skal jeg tage en pille resten af mit liv,” siger hun.

Simone Stackelies havde kræft i skjoldbruskkirtlen, som sidder i halsen. Den producerer et stofskiftehormon, og fordi kirtlen er fjernet, skal hun tage stofskiftemedicin. I maj blev hun sygdomsfri.

Simone Stackelies er blevet del af en kedelig statistik.

Hver femte unge kræftpatient føler, at de ikke bliver taget alvorligt ved deres første møde med sundhedsvæsenet, og en fjerdedel bliver ikke undersøgt ved første møde.

Det fremgår af undersøgelsen ”At være ung og få kræft”, som Kræftens Bekæmpelse offentliggør i dag. Der skulle gå et par år, før hendes henvendelser om en mystisk knude ved halsen blev taget seriøst.

På det tidspunkt havde den vokset sig større end en tennisbold. Da hun endelig kom i behandling, var hun meget overladt til sig selv.

”Det er som om, jeg trækker et nummer, kommer ind, får behandlet sygdommen, og så er det ud igen. Jeg skulle til kontrol på et tidspunkt, og fra jeg kommer, til jeg går fra lægen, går der fem minutter. Bagefter tænker jeg: Hvad skete der lige? Der var så mange ting, jeg gerne ville tale om, men der var ikke tid til det. De behandler sygdommen, men glemmer mig,” fortæller hun.

Simone Stackelies er uddannet social- og sundhedshjælper, men på grund af sit sygdomsforløb kan hun ikke vende tilbage til det liv, hun havde før.

Hun døjer blandt andet med smerter, træthed og føler ikke, at stofskifte-medicinen går i spænd med den hjertesygdom, hun også har. Men ingen har informeret hende om, hvilke bivirkninger medicinen kunne have.

Selvom hun ofte havde sin søn med på sygehuset, var der ikke nogen, der talte med hende om de bekymringer, hun gjorde sig som sygdomsramt mor - eller om Victor kunne forvente at have sin mor gennem sin opvækst.

Hun ved, at nogle former for kræft kan øge risikoen for at få en anden kræftsygdom senere i livet, men hun har ikke fået svar på, om det gør sig gældende for netop hendes sygdom. Mulighederne og risikoen ved at få børn, er hun også usikker på.

”Ingen har talt med mig om mine chancer for at få børn. Fra andre patienter har jeg hørt, at der kan være en risiko for, at barnet fødes for tidligt eller får stofskiftelidelser. Jeg har altid gerne villet have to børn, men nu tør jeg ikke få flere børn,” siger hun.

Oplevelsen af at der ikke tages hånd om de bekymringer, man sidder med som ung kræftpatient, står hun ikke ene om. Knap tre ud af fire unge i Kræftens Bekæmpelses spørgeskemaundersøgelse oplever kun i begrænset omfang at få støtte til den angst og de bekymringer, de sidder med under behandlingsforløbet. For Simone Stackelies var konsekvensen, at hun sad alene og gik en usikker fremtid i møde.

”Victors far og jeg gik fra hinanden. Jeg har mistet venner, fordi de ikke kunne håndtere, at jeg blev syg, og min mor havde svært ved at rumme det. Så jeg har ikke haft nogen,” siger hun.

Det var først, da hun kom i kontakt med mødestedet for Ung Kræft et halvt år efter sin diagnose, at hun kunne sætte ord på, hvordan hun havde det.

”Sundhedspersonalet har stået i situationen før med andre patienter. Det har jeg ikke. Jeg er 26 år og skal videre i livet, men jeg ville ønske, der var mere støtte, så man som ungt menneske kan få et godt liv igen efter kræft,” siger Simone Stackelies.