Prøv avisen
Politisk analyse

De borgerlige gruer for magtens pris

Et direkte regeringssamarbejde med Venstre i den flertalsregering, der nu er på papiret, rummer også en politisk risiko for Dansk Folkeparti.

Valgets tabende og vindende borgerlige partier har meget at miste ved at gå i regering. Derfor nøler de fire partiledere forud for forhandlingerne

De borgerlige partier gav via dronningerunden i går Lars løkke Rasmussen (V) den opgave at danne en flertalsregering. Et overraskende mandat, eftersom flere af partierne har udtrykt tvivl om, hvorvidt de overhovedet ønsker at være med i en regering.

Der er ikke tal på, hvor mange gange Dansk Folkepartis valgtriumfator, Kristian Thulesen Dahl, har gentaget, at Dansk Folkeparti overvejer, hvor man får mest indflydelse - som regeringsparti eller som støtteparti. Først når det står klart, afgør han og partiet, om man vil gå i en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen.

Men giver den overvejelse overhovedet mening for Folketingets nu største borgerlige parti i de kommende regeringsforhandlinger? Spørger man eksperter i statskundskab, er de ikke i tvivl: Et regeringsparti har næsten uden undtagelse langt større politisk indflydelse end et støtteparti. Gennem de ministerier, man kan besætte, får man serveretten til lovforslag, der skal fremmes, og man får indflydelse på hele regeringens arbejde gennem centrale udvalg som koordinationsudvalg og økonomiudvalg.

Noget helt andet er, at regeringsdeltagelse slider på især mindre partier, når det gælder vælgeropbakningen. Det har senest De Radikale og SF sandet i regeringssamarbejdet siden 2011. Før dem oplevede De Konservative det samme i VK-regeringerne.

Nu overvejer Kristian Thulesen Dahl, om Dansk Folkeparti som støtteparti har en mulighed for at få samme eller større indflydelse, end det fik i VKO-årene. Og om den indflydelse kan sikre, at partiet ikke mister mange skuffede vælgere inden næste valg, præcis som det er sket for andre partier, der har fået stor fremgang på kort tid.

Et direkte regeringssamarbejde med Venstre i den flertalsregering, der nu er på papiret, rummer også en politisk risiko for Dansk Folkeparti. Nemlig at De Konservative og Liberal Alliance vil kræve indrømmelser for eksempel på skatteområdet og velfærdsområdet, som slet ikke flugter med forventningerne hos Dansk Folkepartis vælgere. Skattelettelser for virksomheder eller vellønnede og et totalt udgiftsstop er ikke DF-politik, ligesom de øvrige borgerlige partier ikke vil acceptere at gøre dagpengesystemet dyrere, som Kristian Thulesen Dahl under valgkampen gav løfte om sammen med SF's leder, Pia Olsen Dyhr.

Dansk Folkeparti er imidlertid ikke ene om blandt de borgerlige partier at frygte magtens pris. Valgets taber, Venstres leder Lars Løkke Rasmussen, er således gået tøvende til opgaven som kongelig undersøger af muligheden for at danne en borgerlig regering. Han har sagt tydeligt, at han kun vil lede en regering, der trækker i ”den rigtige retning”. I den udtalelse ligger, at han ikke vil være statsminister for enhver pris, men det er også et taktisk forsøg på at lægge pres på Kristian Thulesen Dahl.

De Konservatives formand Søren Pape Poulsen sagde allerede inden valget, at konservativ regeringsdeltagelse kun kunne komme på tale, hvis partiet fik fremgang. Det gik to mandater tilbage, men nu har han altså åbnet for at træde ind i en flertalsregering. For et så lille og i forvejen katastroferamt parti er det en farlig sejlads.

Endelig har Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen mest direkte erklæret sig klar til at gå i regering og betegnet det som naturligt at prøve at komme det.

Liberal Alliance risikerer med sine vidtgående forslag om store skattelettelser og slankning af den offentlige sektor i endnu højere grad end de øvrige partier at skuffe de mange nye vælgere, når først hverdagens kompromisser melder sig.

Så hvor regeringsmagt traditionelt har været noget, alle partier har stræbt efter for enhver pris, handler det i dag mest om at undgå eller minimere den risiko, som magten pr. definition indebærer. Her lyder et ekko af den langvarige debat om løftebrud under SR(SF)-regeringerne.

Netop angsten for at miste vælgere på upopulære beslutninger kan gøre de kommende dages og måske ugers forhandlinger om et borgerligt regeringsgrundlag endnu vanskeligere, end de i forvejen så ud til at blive alene bedømt på det politiske indhold.