De borgerlige partiers borgerkrig gør regeringsskifte til et fatamorgana

De borgerlige partiers hovedmålsætning for tiden er at tage flest mulige stemmer fra hinanden. Så længe det er tilfældet, skal man se langt efter øget tilslutning til blå blok – for slet ikke at tale om regeringsskifte

Jakob Ellemann-Jensen (V) kritiserer de andre partier i blå blok for ”kannibalisering”, fordi de fører stemmemaksimeringspolitik på bekostning af hinanden. Dansk Folkeparti er eksempelvis for nylig begyndt at gå i kødet på Nye Borgerlige og Venstre for at vinde stemmer tilbage.
Jakob Ellemann-Jensen (V) kritiserer de andre partier i blå blok for ”kannibalisering”, fordi de fører stemmemaksimeringspolitik på bekostning af hinanden. Dansk Folkeparti er eksempelvis for nylig begyndt at gå i kødet på Nye Borgerlige og Venstre for at vinde stemmer tilbage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Alle politiske partier har tre hovedmålsætninger, som de skal vægte. For det første: flest mulige stemmer. For det andet: mest mulig politisk indflydelse. For det tredje: regeringsmagten.

Man kan aldrig få alle tre mål opfyldt på én gang. Vil man gerne have mest mulig politisk indflydelse, således at dele af partiets politik kan komme igennem, vil det ofte koste stemmer. Det skyldes, at det kræver kompromisvillighed, som fører til en noget udvisket partiprofil.

Det samme gælder, hvis man går efter og får regeringsmagten. Det slider som regel på et regeringsparti at have andel i magten (men indtil nu ikke på Mette Frederiksens socialdemokratiske regering).

Omvendt koster det politisk indflydelse, hvis man målrettet går efter at kapre flest mulige stemmer, fordi det bedst sker via en skarpsleben partiprofil, der som regel koster på indflydelseskontoen.

Alle partier står over for at skulle vælge mellem at kaste det tungeste lod i retning af en af de tre målsætninger. Det gælder naturligvis også for de borgerlige partier i den nuværende opposition – den såkaldte blå blok.

Hvis den borgerlige opposition skal understøtte et troværdigt regeringsalternativ, forudsætter det imidlertid, at partierne komplementerer hinanden, således at de ikke alle har samme mål. Det er imidlertid netop, hvad de har, og det er netop hovedproblemet for de borgerlige partier under ét.

Nye Borgerliges hovedformål er klart stemmemaksimering. Partiet satser tilsyneladende alt på at bide sig fast i Folketinget og at få flere stemmer end senest. Man finder behændigt ledige standpunkter angående klimapolitik, coronakrise, skattesænkninger og islamkritik, som de andre partier ikke satser på. I hvert fald ikke i den kombination.

Dansk Folkeparti har indtil for nylig været mere klar med hensyn til målsætningerne, for mens hovedmålsætningen frem til folketingsvalget i 2019 var politisk indflydelse, har regeringsskiftet næsten helt fjernet dette mål fra Jordens overflade. Resultatet har indtil nu været uklarhed om, hvad partiet vil. Først for nylig er man begyndt at gå hårdt i kødet på Nye Borgerlige og Venstre for at vinde stemmer tilbage.

Liberal Alliance er eksemplet på et parti, som i den grad er kommet i klemme, fordi det nærmest over natten i november 2016 med VLAK-regeringens etablering skiftede hovedmålsætningen om politisk indflydelse ud med en hovedmålsætning om regeringsdeltagelse. Herefter dykkede tilslutningen til partiet kraftigt, og man var på nippet til ikke at klare spærregrænsen. Dette ratslør med hensyn til hovedmålsætningen lider partiet sandsynligvis stadig under, selvom overlevelsen, partiprofileringen af stemmeerhvervelsen, nu er helt i centrum.

Det Konservative Folkeparti har traditionelt politisk indflydelse som hovedmålsætning. Partiet skulle være ”borgerlige stemmer, der arbejder”, som det hed på partiets valgplakater førhen. I oppositionsrollen siden 2019 har Søren Pape Poulsen imidlertid søgt at skærpe partiprofilen for at øge tilslutningen til partiet. Det sås blandt andet, da partiet allerede tidligt helt forlod forhandlingerne om en fremtidig kommunal udligningsreform tidligere i år, således at partiet kunne stå med rene hænder og uden ansvar for, at en række kommuner i det storkøbenhavnske skal betale mere i udligning.

Sidst – men ikke mindst – er der den borgerlige oppositions største parti, Venstre, som formanden, Jakob Ellemann-Jensen har udnævnt til ”det store dyr på savannen” i blå blok. Venstre er stadig et parti med blikket stift rettet mod regeringsmagten, men partiet blev allerede under Lars Løkke Rasmussen op til valget i 2019 gradvis mere stemmemaksimerende.

Denne vægtforskydning af Venstres grundmålsætninger er fortsat under Jakob Ellemann-Jensen, som selv siger, at man vil hente stemmer over midten til partiet. Det er mindre alvorligt for blå blok, end når stemmer søges hentet internt i familien. Derfor kritiserer Ellemann-Jensen også de andre partier i blå blok for ”kannibalisering”, fordi de netop fører stemmemaksimeringspolitik på bekostning af hinanden.

Hermed er blå bloks hovedproblem opridset. De borgerlige partier bruger krudtet på at partiprofilere sig i forhold til hinanden for at få flest stemmer i stedet for at arbejde for at få mest mulig politisk indflydelse. Før nogle af partierne begynder at renoncere herpå, sidder Mette Frederiksen så fast i sadlen som nogen.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet