Stemmeprocenten ved de kommende valg til kommuner og regioner den 21. november vil som ved tidligere valg antageligt blive høj. Stemmeprocenten kan tages som et udtryk for opslutningen om det repræsentative demokrati, og i international sammenhæng slutter danskerne i imponerende høj grad op om det repræsentative demokrati.
Knap så imponerende er dog stemmeprocenterne ved lokalvalgene, hvis vi sammenligner med folketingsvalgene – eller med mellemkrigstidens og de første efterkrigsårs stemmeprocenter ved kommunalvalg. Der lå stemmeprocenterne meget tæt på stemmeprocenterne ved parlamentsvalg. Stemmeprocenterne ved folketingsvalg er fortsat imponerende høje. I sammenligning hermed ligger stemmeprocenterne ved lokalvalg nu lavere. Det er der en del forklaringer på.
Højest lå stemmeprocenterne i gamle dage i de små landkommuner. På landet kendte man ofte sine valgte repræsentanter personligt. Færre vælgere kender nu de valgte. Urbaniseringen og sammenlægningerne til meget større kommuner er en meget stor del af forklaringen på, at man ikke har kunnet holde de høje stemmeprocenter i nærheden af 80 eller derover.
Det har ikke fremmet valgdeltagelsen, at man har fået færre valgsteder. En uddøende eller tandløs lokalpresse øger heller ikke altid vælgernes viden om lokalpolitik, og regionerne bliver mere omtalt i forbindelse med kritik af sygehuse end for det gode.
Dertil kommer, at der er langt større geografisk mobilitet mellem lokalområder. Når man ikke lever hele sit liv i samme lokalområde, får man heller ikke de samme rødder i det. Nutidens mennesker bor måske i en kommune, arbejder i en anden, nyder kulturelle goder i en tredje, køber ind i en fjerde og kan holde ferie i sine sommerhuse i en femte. Snart flytter de måske igen teltpælene.
Ved kommunalvalg går partierne ofte til fælles gavn sammen om fælleslister i kombinationer, som man skulle tro, var utænkelige. Kære vælger, hold øje med, hvem dit foretrukne parti er i valgforbund med. Om ikke andet kan du se det på valgstedet. Det kan betyde, at din stemme havner et helt andet sted, end du havde ønsket.
Og så er der alle de uskønne intriger, når kommunalbestyrelserne efter valget konstituerer sig. Nogle melder sig ud af sit parti – og al ære for at få en borgmesterpost. Det kan give afsmag for lokalpolitik. Det er let at forstå, at valgdeltagelsen er faldet. Sværere er det at forstå, at den ikke er faldet mere.
En nærliggende forklaring er, at det repræsentative demokratis kultur er dybt rodfæstet i os danskere. Dertil kommer, at man ved de senere valg enten har lagt de lokale valg sammen med andre afstemninger, eller man har ført målrettede kampagner for at få navnlig unge til at gå til valgurnerne, fordi man ved, at valgdeltagelsen er lavest hos de unge. Det er to veje til at øge valgdeltagelsen.
Det betyder slet ikke, at alt er godt. Der er repræsentanter for vælgerne, som erkender, at de har svært ved at overkomme deres arbejde. Desværre er der også alt for mange eksempler på, at kommunalbestyrelsesmedlemmer bliver udsat for trusler og chikane. Det ville nok ikke ske så ofte, hvis vælgerne kendte dem personligt og kunne tale med dem direkte ude i lokalområdet.
Et bidrag til at styrke forbindelsen mellem borgere og valgte kunne være at uddelegere større dele af de kommunale penge til valgte lokalråds forvaltning. Små ”kommuner” i store kommuner så at sige kunne gengive borgerne den følelse af nærhed, kontakt og fællesskab, som mangler nu.
Herfra skal samtidig lyde en kraftig opfordring til at stemme ved de kommende lokalvalg. Kære ansvarsbevidste borger! Du stemmer ikke bare på en politiker eller et parti. Du stemmer også på idéen om et demokrati. Den idé fortjener din stemme.