65-årige Finn: Når først asylsøgerne og danskerne lærer hinanden at kende, går det fint

Mange var på forhånd mere end skeptiske, da byens gamle plejehjem for ni måneder siden blev omdannet til asylcenter. I dag er borgerne i landsbyen Lyngby på Djursland noget mildere stemt. Og en af byens asylsøgere - 17-årige Rania - er glad for at være der

65-årige Finn Freiesleben fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland. Her prøver han at forklare 17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea en svær matematikopgave.
65-årige Finn Freiesleben fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland. Her prøver han at forklare 17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea en svær matematikopgave.

Der er stille i Lyngby Forsamlingshus denne regnfulde formiddag.

Kun en smal sprække af lys trænger gennem lamelgardinet i det store køkken og i salen, med dens opstablede stole langs væggene, er der helt mørkelagt. Sådan var det ikke for ni måneder siden.

”Der var altså virkelig gang i den her, det var et meget stærkt borgermøde”, siger Torben Isling, mens han slår ud med armen og sender sit blik rundt i salen.

Han er formand for Lyngby og Omegns Borgerforening og vil sent glemme den aften, hvor mere end 200 mennesker i den lille by med 350 indbyggere var mødt frem i forsamlingshuset for at høre om det asylcenter, der få dage senere skulle tages i brug i det nedlagte plejehjem på landsbyens hovedgade.

”Salen var delt i to. Der var dem, der mente, at det kunne vi nok godt finde ud af, og så var der dem, der mente, at det ville blive byens undergang,” mindes Torben Isling.

I dag kan han konstatere, at det var den første halvdel, der fik ret.

Henne på det tidligere plejehjem og nuværende asylcenter er 17-årige Rania Hamdi Abay lige kommet hjem med bussen efter dagens skolegang i nabobyen.

Hun smider skoletasken fra sig, giver sin mor et knus og dasker så lidt rundt på gangene, hvor hun falder i snak med et par andre børn og unge fra Eritrea, det land hun er flygtet fra.

”Jeg synes meget godt om at være her i byen. Her er rart og sikkert,” siger hun langsomt søgende efter de rigtige engelske gloser.

Så kigger hun op, får øje på Finn Freiesleben og et stort smil breder sig i hendes ansigt. Finn Freiesleben er 65 år og delvist pensioneret skolelærer.

Han og Rania kender hinanden, fordi han er hendes faste lektiehjælper. Som frivillig Røde Kors-medarbejder tilbringer han hver onsdag nogle timer med de af asylcentrets børn og voksne, der går i skole, for at tilbyde dem hjælp med deres matematikopgaver.

Dermed tilhører han et korps af frivillige i lokalområdet, der hele tiden har været positivt stemt overfor asylcentret, men han er helt på det rene med, at andre har haft en helt anden opfattelse:

”Jeg tror, der var størst skepsis hos folk, der ikke havde noget kendskab til flygtninge, men nu hvor de er her, er der ikke længere tale om noget spøgelse, men om en flok mennesker,” siger Finn Freiesleben.

Søren Larsen falder imidlertid ikke indenfor den kategori. Han bor med sin filippinske kone og deres børn i et gult hus, hvis baghave støder op til flygtningecentret. Huset købte han, fordi han trængte til fred og ro.

Gennem sit tidligere job i en Netto-butik i det vestlige Aarhus har han pådraget sig posttraumatisk stresssyndrom og kan ikke længere arbejde på fuld tid.

Butikken lå i et boligområde med stor koncentration af flygtninge og indvandrere og var jævnligt udsat for indbrud. Søren Larsen fortæller også, at han flere gange fik trusler på livet.

”Da jeg hørte om asylcentret her, blev jeg virkelig træt af det, og jeg var nok en af de hårdeste modstandere på borgermødet sidste år.

Men nu kan jeg konstatere, at familierne derovre er stille og rolige.

Nogle gange ryger der nogle sodavandsdåser eller noget legetøj over hækken, men ellers har jeg ingen problemer med dem,” siger Søren Larsen.

Han tilføjer dog, at kunne han få lukket asylcentret, så gjorde han det, for han kan ikke se, at det udgør nogen som helst fordel for byen.

Eksempelvis har det ikke kastet de lokale arbejdspladser af sig, som Røde Kors havde stillet byen i udsigt.

”Det er ikke de enkelte mennesker, jeg har noget imod, det er mere den situation, som det danske samfund bringer dem i.

Efter min mening skulle de have hele pakken, når de kommer hertil, iPhone og det hele. Så blev de ikke fristet til at gå ud og stjæle de ting,” siger Søren Larsen.

Tyveri og faldende huspriser hørte til de største bekymringer i Lyngby, men indtil videre har det ikke været et problem.

”Der har ikke været flere indbrud, og husene er ikke blevet mere usælgelige, end de var i forvejen,” som Torben Isling udtrykker det.

Han har været aktiv i borgerforeningen i nogle år, og gik især ind i arbejdet for at være med til at redde forsamlingshuset. Huset er et vigtigt element i den sammenhængskraft, der er i landsbyen.

Her holdes der fælles-spisninger, julehygge, ålegilde og sankthans, og det er her de gamle møder de unge og tilflytterne. Forsamlingshuset har også en enkelt gang være ramme om et arrangement med beboerne i asylcentret.

Det var, da en syrisk kok stod i køkkenet og lavede mad, som 90 mennesker spiste sammen i salen.

De 40 kom fra landsbyen, resten fra asylcentret. Røde Kors havde arrangeret, at der også deltog tolke, og det var, ifølge Torben Isling, med til at øge forståelsen for, hvad det er, de nye midlertidige beboere i landsbyen har været igennem.

”Vi ved jo godt, at der findes bådflygtninge, men det gjorde et helt andet indtryk at høre dem selv fortælle om deres oplevelser.

Det hele kom meget tættere på,” siger Torben Isling og tilføjer, at folk i byen samtidig har oplevet asylsøgere som fredelige mennesker, der på lige fod med dem selv, skal købe ind til aftensmad i Dagli'Brugsen.

Dorte Pedersen, der er frivillighedskoordinator på Lyngbygaard, var med til at arrangere middagen i forsamlingshuset, og hun ser meget gerne, at der kommer mere af den slags.

”Et godt naboskab kommer os alle sammen til gode, men det kan tage tid at opbygge. Det kan også være et problem, at asylsøgerne kun bor i Lyngby i den periode, deres sag er under behandling.

For flygtninge fra Syrien og Eritrea kan det gå relativt hurtigt, og det betyder, at der er stor udskiftning her,” fortæller Dorte Pedersen.

De frivillige medarbejdere på asylcentret er brobyggere i forhold til den verden, der er uden for centret, og Dorte Pedersen vil meget gerne byde flere lokale velkomne som frivillige.

”Jeg oplevede faktisk stor sympati, da vi åbnede. Folk vidste, at asylsøgerne stort set kun havde det tøj, de stod i, og de kom og afleverede brugt tøj, legetøj og cykler.

Nu er det så blevet hverdag og det er ikke alle, der fastholder det engagement. Men vi er meget glade for de frivillige, vi har. Det er mennesker, der er villige til at holde i hånden og vise en vej ind til det danske samfund.

Blandt andet har to damer åbnet en tøjshop, hvor familierne kan købe tøj for få kroner, og vi har en dame, der kommer fra Aarhus for at tage asyl-søgerne med på tur i weekenderne,” siger Dorte Pedersen.

Hun har planer om, at der i nærmeste fremtid skal åbnes en systue og et cykelværksted på Lyngbygaard, hvis hun kan skaffe frivillige med de rigtige kompetencer.

Helle Ganer, der er funktionsleder hos Røde Kors og har ansvaret for asylcentrene i Østjylland, kalder Lyngby et meget godt eksempel på, hvordan modtagelsen er, når der oprettes nye asylcentre.

”Der er en stor gruppe, der er usikre på, hvad det er for noget, og deres skepsis skyldes næsten altid uvidenhed.

Når asylsøgerne er flyttet ind og har været her et stykke tid, ender de fleste imidlertid med at være positive. Folk mødes i Brugsen, hilser på hinanden, og så er det det,” siger hun.

For Rania Hamdi Abay har det været en stor glæde at komme til Lyngby.

Også hendes mor, som hun er rejst sammen med, er faldet godt til under de beskedne forhold på et af det tidligere plejehjems værelser. De to kvinder er dog ikke rigtigt kommet til at kende nogen i byen.

”Jeg går tit over i kirken for at bede, og der mødte jeg en dag en kvinde, som spurgte mig, hvor jeg kom fra.

Hende har jeg snakket med to gange siden, men ellers har jeg ikke mødt nogen,” siger Rania Hamdi Abay, der med et stort sølvkors om halsen viser sit tilhørsforhold til kristendommen.

”Det undrer mig, at kirken altid er tom,” siger hun.

Rania har endnu ikke været afsted til gudstjeneste. Hun har ikke rigtigt haft modet og så er der jo også det med, at det efter hendes mening foregår lige lovligt tidligt søndag morgen.

Hun går tit lange ture i omegnen og kan godt lide naturen.

Hvad tænker du på, når du går tur?

”At Danmark er et dejligt land, som jeg meget gerne vil blive i.”

17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea får hjælp til matematikopgaverne af Finn Freiesleben, der fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland.
17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea får hjælp til matematikopgaverne af Finn Freiesleben, der fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland. Foto: Bo Amstrup/ Scanpix
17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea får hjælp til matematikopgaverne af Finn Freiesleben, der fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland.
17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea får hjælp til matematikopgaverne af Finn Freiesleben, der fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland. Foto: Bo Amstrup/Scanpix