De er seniorer uden grænser

I dag rejser Thea Lauridsen og Ruth Noer til Gambia for blandt andet at lære kvinder at læse. Måske kan vi hjælpe nogen til at blive, siger de

Thea Lauridsen og Ruth Noer holder, med hjælp fra en tolk, møde med en kvindegruppe i en landsby i Gambia. De to danskere ved godt, at det frivillige arbejde kan synes som en dråbe i havet, men vi ”kan være med til at ændre og udvikle noget, der hjælper nogle afrikanske landsbybeboere ud af fattigdom, dårlig hygiejne og analfabetisme, og som blandt andet kan gøre, at unge bliver i deres hjemland – i stedet for at tage over Middelhavet, hvor vi efterhånden ved, hvor det ender,” fortæller de.
Thea Lauridsen og Ruth Noer holder, med hjælp fra en tolk, møde med en kvindegruppe i en landsby i Gambia. De to danskere ved godt, at det frivillige arbejde kan synes som en dråbe i havet, men vi ”kan være med til at ændre og udvikle noget, der hjælper nogle afrikanske landsbybeboere ud af fattigdom, dårlig hygiejne og analfabetisme, og som blandt andet kan gøre, at unge bliver i deres hjemland – i stedet for at tage over Middelhavet, hvor vi efterhånden ved, hvor det ender,” fortæller de. Foto: Privatfoto

Mens vejret i Danmark er blevet solrigt og lokker ferielængsel frem, rejser to ældre danske kvinder i dag på arbejde i endnu mere sol. Turen går til Gambia i Afrika, hvor de i en temperatur på op mod 40 grader i tre uger vil arbejde med deres eget ulandsprojekt.

Kvinderne, Thea Lauridsen fra Toftlund og psykolog Ruth Noer fra Odense, er eksempler på, at Grundtvigs påstand om, at ”halvfjerdsindstyve er støvets år”, ikke gælder alle. For de er henholdsvis 74 og 70 år. De betaler selv flyrejserne – og i øvrigt flere af de andre aktiviteter. De har gang i fire landsbyer med tilsammen 770 indbyggere.

Thea Lauridsen er regnskabsuddannet og har haft stillinger i erhvervslivet, den længste tid i en landboforening, og Ruth Noer har mange års erfaring fra lederposter i psykologi i det offentlige.

De to danskere er sammen en projektgruppe under den landsdækkende forening Seniorer uden Grænser, som arbejder med udviklingsprojekter i fattige dele af verden. Projektet begyndte, da et i Gambia bosiddende dansk medlem af Seniorer uden Grænser i 2017 fik lavet 13 vandboringer i de fire landsbyer, så kvinderne ikke skulle gå langt efter vand. Han fortalte, at kvinderne er analfabeter med behov for undervisning. Derefter gik det slag i slag for de to danske kvinder.

”Det første, vi gjorde, var at holde møder i landsbyerne. Vi fandt hurtigt ud af, at kvinderne higede efter viden og udvikling. Det er vores udgangspunkt for arbejdet, hvor vi går frem i landsbybeboernes eget tempo og med respekt for deres egen kultur, da det er vigtigt, at de accepterer os, er trygge og føler, at de kan stole på os,” siger Thea Lauridsen.

For at leve op til projektets formål om ”at styrke kvinderne” fik de ansat tre lokale deltidslærere til at undervise kvinder over 18 år, som er analfabeter, fordi skolegang for børn i Gambia først blev obligatorisk i 2013. De igangsatte klasseundervisningen. I den største landsby stillede skolelederen et lokale til rådighed, i en anden landsby blev det et hønsehus, hvor der blev sat en dør i, så hønsene ikke forstyrrer undervisningen.

Undervisningen er blevet en succes. Den begyndte med 22 kvinder som elever – nu er der 75. Der er ikke penge til, at også mændene kan blive undervist. Det har de bedt om, for de er begejstrede for projektet, fordi, siger de, deres – mange – koner er blevet så glade.

En anden stor opgave for projektet er at øge kvindernes hygiejne og sundhed. Der er ansat en sygeplejerske, som kommer to gange om måneden og underviser kvinderne. Danskerne har fået en lokal, ung pige optaget på en toårig uddannelse til sygeplejerske med henblik på arbejde i landsbyerne.

Samtidig har de oprettet selvhjælpsgrupper og fået nedsat en partnergruppe på syv lokale medlemmer, der har ansvaret for, at aktiviteterne foregår efter de lagte planer, der ofte er sat i gang efter forhandlinger med høvdingene og landets ministre.

En lang snak med de to seniorer uden grænser er ordrig. Der er så meget at fortælle. Så meget, de er optaget af. Begejstringen er tydelig. Skuffelserne – for sådanne oplever de også – ler de af. Humoren er med. Som da de fortæller om de gange, de har overnattet i en hytte med lang vej gennem mørk nat til en slags toilet: ”Vi tissede i tomatplanterne lige uden for døren!”

Der bliver også leet højt, når de fortæller om, at de ind imellem har fået ægteskabstilbud – af mænd med i forvejen måske fire koner, og om, at høvdingen i den største landsby kalder Thea Lauridsen sin storesøster – og har foræret hende et stykke jord til at bygge et hus på. Hun bliver dog hjemme i Danmark hos sin mand, Niels. De har fem børn. Ruth mistede sin mand for ni år siden, hun har tre børn. Begge har mange børnebørn. Så der er mange familiemedlemmer, som bakker op om dette private ulandsarbejde.

Det er ikke et dyrt projekt, men alligevel må de to danskere af pengemangel undlade gode initiativer. Fra CISU (Civilsamfund i Udvikling) har de i 2021 fået 70.000 kr. til projektet. Det er nødvendigt for dem at forsøge at få hjælp fra fonde og private velgørere.

Det er lykkedes at få Genbrug Syd til at betale en container, som for nylig er sendt af sted med tre brugte symaskiner, 200 tandbørster og tandpasta, som en tandlæge har doneret, og 30 kufferter med 400 stofposer, hver indeholdende fem vaskbare hygiejnebind, to vaskeklude og to par trusser, som er doneret af islandske kvinder. Alle varerne er hidtil ukendte for kvinderne i de fire afrikanske landsbyer.

Hvorfor har de to danskere givet sig i kast med projektet?

”Det er nyttigt, lærerigt og samtidig berigende for mig at se, hvordan vores tiltag tager form og udvikler kvinderne – og dermed resten af landsbyerne,” siger Thea Lauridsen.

Ruth Noer fortsætter:

”Jeg har været psykolog i 40 år, og jeg vil, så længe der er energi til det, gerne arbejde med noget, der er udfordrende og spændende og måske en hjælp for andre.”

HVORFOR DE TO, forlængst pensionerede damer, har givet sig i kast med et sådant projekt?

Thea: ”Det er nyttigt, lærerigt og samtidig berigende for mig at se, hvordan vores tiltag tager form og udvikler kvinderne – og dermed resten af landsbyerne.”

Ruth: ”Jeg har været psykolog i 40 år; og jeg vil, så længe der er energi til det, gerne arbejde med noget, der er udfordrende og spændende og måske en hjælp for andre.”