De fem japartier forventer en stigende cybertrussel

Partierne bag Det nationale kompromis vil fjerne forsvarsforbeholdet for at højne den danske cybersikkerhed.

De fem partiledere bag Det nationale kompromis - Mette Frederiksen, Jakob Ellemann, Søren Pape, Pia O. Dyhr og Sofie Carsten Nielsen, besøgte onsdag NeyCompany og Kastellet til en snak om cybersikkerhed og forsvarsforbehold.
De fem partiledere bag Det nationale kompromis - Mette Frederiksen, Jakob Ellemann, Søren Pape, Pia O. Dyhr og Sofie Carsten Nielsen, besøgte onsdag NeyCompany og Kastellet til en snak om cybersikkerhed og forsvarsforbehold. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Danmarks fem store japartier frygter en stigende cybertrussel. Ifølge dem gør et forsvarsforbehold det mere kompliceret at løse.

- Jeg tror generelt, at vi skal indstille os på, at der vil komme mere og mere usikkerhed på cyberområdet. Fordi det er et sted, hvor du i dag kan destabilisere et andet samfund ekstremt let, hvis du får adgang, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Statsministeren peger på, at et cyberangreb for eksempel kan lukke Danmarks infrastruktur eller "hindre os i at betale løn eller pension til danskerne".

- Det er i sig selv et godt argument for at afskaffe forbeholdet, siger hun.

Onsdag middag mødtes de fem partiledere Jakob Ellemann-Jensen (V), Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsen (K) for blandt andet at drøfte cybersikkerhed.

Det var under et besøg hos IT-virksomheden Netcompany og på fæstningsanlæg og militærkasernen Kastellet.

De fem partiledere står sammen bag det nationale kompromis, der øger bevillingen til forsvaret. Det er også den aftale, som betyder, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet 1. juni.

Ifølge Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen vil det stille Danmark stærkere på cyberområdet, hvis forsvarsforbeholdet fjernes. Blandt andet fordi Danmark er en af verdens mest digitaliserede lande.

- Det gør vores dagligdag enorm nem på mange områder, men det gør os også meget sårbare, siger han og fortsætter:

- Fordi alt der rører ved os i vores dagligdag, det er på en måde digitaliseret. Hvis noget ønsker at gøre os ondt, så er det en måde at angribe os på.

En stor del af EU's politik for cybersikkerhed hører under udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men Danmark er ikke en del af Pesco-samarbejdet, som hører under EU's forsvarspolitik, der blandt andet ville sende et cyber-udrykningshold til Ukraine før Ruslands invasion af landet.

Center for Cybersikkerhed (CFCS) skriver i sin seneste vurdering, at risikoen for cyberangreb mod Danmark er øget. Derfor har centeret hævet trusselsniveauet fra lavt til middel.

Det er aktivistiske cyberangreb udført i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, der får centeret til at øge trusselsniveauet.

Det er også herfra, truslen mod Danmark kommer, vurderer Center for Cybersikkerhed.

/ritzau/