Her er de fem største arkæologiske fund fra metroudgravningen

Anlæggelsen af den nye metro i København, der åbner i morgen, har givet arkæologerne en sjælden mulighed for at kigge ned i dybet under hovedstaden. Her er de fem vigtigste fund fra den 10 år lange udgravning

Der er blevet gravet en række steder efter fortidsminder i forbindelse med anlæggelsen af den københavnske metrocityring. Her er det arkæologen Jason Leech fra Irland, der graver og børster efter fund ved Kongens Nytorv.
Der er blevet gravet en række steder efter fortidsminder i forbindelse med anlæggelsen af den københavnske metrocityring. Her er det arkæologen Jason Leech fra Irland, der graver og børster efter fund ved Kongens Nytorv. . Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix.

I 2006 fik arkæologerne på Københavns Museum en stor opgave på deres bord. Metroselskabet havde sendt den nye plan over den såkaldte Cityrings planlagte metrostationer. Tre kommende udgravninger sprang straks arkæologerne i øjnene: Kongens Nytorv, Gammel Strand og Rådhuspladsen. De tre lokationer lå nemlig alle sammen inden for grænserne af det middelalderlige København. Ikke overraskende har arkæologerne netop i de udgravninger gjort de mest spændende fund fra de 17 nye metrostationers undergrund.

Arkæolog Jane Jark Jensen fra Københavns Museum har været med til udgravningerne, siden Metroselskabet første gang henvendte sig til eksperterne på Københavns Museum. Hun giver her sin personlige liste over vigtige fund fra de arkæologiske undersøgelser, der stod på fra 2009 til 2016. Især ét fund skiller sig ud som helt exceptionelt og overraskende.

1. Kirke forlængede Københavns historie med 100 år

”Den største overraskelse var, at vi fandt en bebyggelse (under Rådhuspladsen, red.), som vendte op og ned på Københavns tidlige historie. Fundet af omkring 80 grave og stensætningen af en kirke indikerer, at her var tale om et bysamfund og ikke en midlertidig handelsplads. Fundet var helt fantastisk og genererede ny viden. Vigtigst af alt, at København var 100 år ældre end hidtil troet. Fundet får 10 ud af 10 i både væsentlighed og overraskelse.”

2. København var måske en vikingeby

”Ved udmundingen af Strøget til Kongens Nytorv fandt vi den gamle Østerport, som vi kunne datere til begyndelsen af 1200-tallet. København havde i middelalderen tre porte, og den gamle Nørreport og Vesterport havde vi tidligere fundet. Det specielle var, at Østerport var ældre og større – i to etager med et kæmpe fundament. Så det vigtigste at beskytte har formentlig befundet sig i den østlige del af København, hvilket vi ikke var klar over før.

Alderen på Østerport var overraskende. Men hvis den bliver set i sammenhæng med det hidtil eneste vikingetidsfund fra København, så giver det mening. Under udgravningen af den første metrostrækning på Kongens Nytorv fandt arkæologerne en parerstang med vikingeornamentering fra et sværd. Sværdet har tilhørt en person af rang og betydning og giver derfor indikationer om, hvorfor den del af København var så vigtig at befæste. I skriftlige kilder nævnes den kongelige gård Østergård – måske der var en stormandsgård i København, eller måske boede en vikingehøvding i den.”

3. Tabt barnesko fortæller om indbyggernes liv

Barnesko af omkring 10 centimeters længde fra 1300-tallet fundet under udgravningen til metrostationen på Kongens Nytorv i København.
Barnesko af omkring 10 centimeters længde fra 1300-tallet fundet under udgravningen til metrostationen på Kongens Nytorv i København. Foto: Københavns Museum

”Under Kongens Nytorv fandt vi en affaldsspand med et kattekranie og ikke mindst en velbevaret barnesko fra 1300-tallet. Den har formentlig tilhørt en fireårig. Skoen er så fin – den er af læder med snørebånd og er helt intakt, endda uden slidmærker. Man kan levende forestille sig, at den lille ikke har været populær ved hjemkomsten uden sin nye sko. Fundet er sjovt, da det taler til alle. Vi finder så mange fine monumenter og bygningsrester, så det er spændende og rørende at finde efterladenskaber fra de mennesker, der boede i byen.”

4. Forsvarsmuren er overraskende velbevaret

”Helt utroligt fandt vi flere planker fra byens befæstning, som vi kunne datere til 1200-tallet. Det er ekstremt sjældent, at man i en by med så kraftig en udvikling kan grave hele planker op og finde dele af den allerældste befæstning. Men det var ikke de eneste velbevarede spor af fæstningsværket. Blot 60 centimeter under asfalten på Kongens Nytorv fandt vi nemlig fire-fem rækker teglsten fra en muret fæstningsmur fra 1300-tallet.”

5. Smaragdring fortæller om opdagelsen af Amerika

Under udgravningen af den nye metrostation ved Gammel Strand i København fandt arkæologerne en fornem guldring, som en rig købmand formentlig har tabt. –
Under udgravningen af den nye metrostation ved Gammel Strand i København fandt arkæologerne en fornem guldring, som en rig købmand formentlig har tabt. – Foto: Københavns Museum

”Under udgravningen af Gammel Strand fandt vi en smuk guldring med en grøn smaragd fra begyndelsen af 1600-tallet. Smaragden kommer fra en mine i Colombia. Ringen fortæller om tidens nye handelsveje og vidstrakte kontaktflader – der er lang vej fra Colombia til Gammel Strand.”