Når spørgsmålet om maskeringsforbud kommer for i Folketinget, vil der være dybe uenigheder i det mindste i tre partier om, hvordan man bør stemme: Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet. Der vil også være tre forskellige måder at takle uenighederne på.
Liberal Alliance (LA) vil fritstille deres folketingsmedlemmer til at stemme ja eller nej til lovforslaget. Fritstilling finder sjældent sted, det sker typisk i forbindelse med, at medlemmerne har store samvittighedskvaler ved at følge partilinjen. Det kan være ved svære etiske spørgsmål – måske med en religiøs overtone – men også, når et regeringsparti er truet af udslettelse, fordi tilhængerne synes, at det er kommet for langt fra dets ideologi. Det første så vi, da der var fritstilling i 1990 i spørgsmålet om hjernedød, det andet i SF i forbindelse med salget af DONG-aktier i 2014.
Maskeringsforbuddet har en religiøs overtone, fordi det i høj grad vedrører muslimer. Men samtidig er LA nået til et punkt, hvor partiet er truet af undergang, fordi det er kommet for langt fra sin liberale ideologi.
Nogle undrer sig over, at der overhovedet kan være tale om at fritstille folketingsmedlemmer, de er jo ifølge Grundloven kun bundet af deres overbevisning. De kan da heller ikke smides ud af Folketinget, fordi de stemmer mod deres eget parti. Men en folketingsgruppe kan meget let sanktionere over for et medlem, der ikke følger partidisciplinen.
I 2012 stemte Øzlem Cekic (SF) imod sit parti, som sad i regering i forbindelse med et skatteforlig, der løftede grænsen for topskat. Ifølge Cekic på bekostning af folk med små indkomster. Cekic blev frataget alle ordførerskaber (hun fik noget tilbage under en senere partiledelse). Interne sanktioner kan ingen udefra forhindre.
Hvis ikke, der eksisterede afstemningsdisciplin, ville det stort set være umuligt for en regering at føre politik, fordi den så skulle forhandle med hvert eneste folketingsmedlem. På den anden side kan disciplinen være så hård, at der slet ikke er plads til en partidemokratisk debat. Det sundeste er, at et parti balancerer mellem de to hensyn.
Ministre kan ikke stemme imod, hvis de vil fortsætte i regeringen. Det har næsten undtagelsesløst været sådan siden 1850’erne. Men så kan man cleare dem, så de ikke behøver at møde op til afstemningen. Og noget tyder på, at nogle af LA’s ministre helst vil undgå at stemme for maskeringsforbud. Det kan de undgå, hvis et tilsvarende antal af de, der er uenige med regeringen, heller ikke møder frem. Clearing er den diskrete måde at omgå uenighederne på.
Mindre diskret er det, der foregår i Venstre og Socialdemokratiet. Nogle vil stemme imod den aftale, der måtte komme ud af det, når regeringen og Socialdemokratiet bliver helt enige. Vi ved også, at de risikerer sanktioner. Som Mette Gjerskov (S) har forklaret det, så har hun fået at vide, at det ikke vil være karrierefremmende at stemme imod partilinjen. Gruppeformanden i Venstre, Søren Gade, har højlydt erklæret, at Venstres folketingsgruppe ikke bliver fritstillet. Alligevel har et par medlemmer også her erklæret, at de ikke vil stemme sammen med regeringen og partiet.
Det er uden tvivl ud fra deres overbevisning, at nogle ikke vil bøje sig for partilinjen. Men det er også værd at bemærke, at to dissidenter, Mette Gjerskov (S) og Eva Kjer Hansen (V), er tidligere ministre, der er blevet fyret og sat ud på et sidespor i deres parti. De har ikke så meget at tabe længere. Svækkelse af partidisciplinen er en af mange omkostninger for partiledelserne, når der rokeres med ministre.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.