”De fysiske beviser er ofte de afgørende”

På Center for Voldtægtsofre i Århus er sygeplejerskerne der ikke bare for at lindre smerter og yde omsorg. De skal også indsamle de beviser, der skal støtte den voldtagne kvinde i en retssag

En kvinde har valgt ikke at anmelde en voldtægt. Derfor sørger sygeplejerske Hanne Helle Agger for, at de beviser, der er blevet indsamlet, nu destrueres. --
En kvinde har valgt ikke at anmelde en voldtægt. Derfor sørger sygeplejerske Hanne Helle Agger for, at de beviser, der er blevet indsamlet, nu destrueres. --. Foto: Freja Bech-Jessen.

Det har været en stille lørdag på Center for Voldtægtsofre i Århus, da sygeplejerske Hanne Helle Agger overtager vagten klokken 21. Ikke så meget som et enkelt opkald er det blevet til på den direkte voldtægtslinjes telefon, som centrets vagthavende sygeplejerske skal bære på sig i de timer, hun er på vagt.

- Det er gode nyheder, siger den unge lyshårede sygeplejerske med et bestemt nik og klipser telefonen med den direkte linje fast i lommen på sin hvide kittel.

Hanne Helle Agger har været ledende sygeplejerske på centret de seneste tre år, og hun har set dem alle: De fortvivlede, der ikke kan holde op med at græde, de lammede, der stirrer diffust frem for sig, og de forslåede med så mange smerter, at de næsten ikke kan holde sig oprejst.

– Jeg er utrolig glad for mit arbejde, fordi vi gør en forskel. Alligevel er de dage, hvor der intet sker, de bedste, siger Hanne Helle Agger.

Da centret blev oprettet i 2000, søgte i alt 83 voldtægtsofre hjælp her. I 2009 er det tal steget til 136. Langt hovedparten af dem, der kommer, er kvinder, og langt de fleste er blevet voldtaget af en mand, som de enten kender godt eller har mødt før. Nogle af kvinderne finder selv vej til centret eller ringer til den direkte linje, mens andre bliver kørt til centret af politiet. Her tager Hanne Helle Agger og en tilkaldt retsmediciner i mod.

Hanne Helle Agger får altid en stærk trang til at række ud og give kvinden et klem om skulderen. Men det kan hun ikke. Hverken sygeplejerske eller retsmediciner må røre ved ofret. Hvis de gør det, risikerer de at afsætte dna-spor, som kan mudre billedet af de dna-beviser, kvinden bærer på sig efter overfaldet. Derfor er både Hanne Helle Agger og retsmedicineren iført dragt, handsker, hætte og maske, når de tager imod.

- Man tænker, at det, kvinden har allermest brug for, er et menneskeligt ansigt og omsorg. Og så står man der skjult bag en maske og kan ikke engang give hende hånden. Det virker meget koldt, men det er sådan, det må være. Det her handler ikke kun om sygepleje, men om at sikre beviser. Vi skal gøre det ordentligt for at styrke kvindens sag bedst muligt, hvis hun vælger at anmelde, fortæller Hanne Helle Agger.

Antallet af anmeldte voldtægter har været stigende de seneste år. Alligevel er der fortsat store skyggetal. Mange kvinder er bange og usikre på, hvad der kan ske, hvis de anmelder. De kvinder, der er i tvivl, får deres sager opbevaret i tre måneder i aflåste skabe i centrets undersøgelsesrum. Her ligger sagernes bevismateriale i brune forseglede papirpakker sirligt arkiveret side om side. Pakkerne indeholder det tøj, kvinden havde på: underbukser, bh?er, tørklæder, gamacher samt fibre og DNA fra gerningsmanden fundet på kvindens krop.

Kvinden undersøges i et klinisk rengjort lokale, der skal sikre, at beviserne ikke forurenes. Hun skal selv klæde sig af tøjstykke for tøjstykke og række tøjet til sygeplejersken, der arkiverer de enkelte dele i brune papirsposer, forsegler dem og noterer indholdet: højre strømpe hvid, trusser lyseblå, tørklæde rødt. Til sidst står kvinden afklædt tilbage på et stort ark papir, der skal opsamle hår og fibre fra gerningsmanden, mens retmedicineren tager billeder af skrammer og blå mærker på hendes krop og ansigt.

- Det er en meget voldsom og grænseoverskridende oplevelse, og jeg har virkelig stor respekt for, at de bider tænderne sammen og står det igennem. De fleste vil bare hjem og i bad og i seng. Det er en stor overvindelse for dem at klæde sig af og gennemgå en gynækologisk undersøgelse, siger Hanne Helle Agger.

Centrets arkivskabe rummer mere end retsmedicinske rapporter. Tykke mapper med rapporter står side om side med hver deres skæbnefortælling om aftener på diskoteker, der endte i mørke baggårde, og cykelture gennem parker, der pludselig blev til voldelige overfald.

Der er historien om 20-årige Sofie, der uden varsel blev overfaldet uden for sin gadedør, netop som hun stod og skulle finde nøglen til sin hoveddør frem. Hun nåede næsten ikke at registrere ham, før han havde væltet hende omkuld. Han pressede fingrene op i hende og tvang hende til oralsex, inden han forsvandt lige så hurtigt og pludseligt, som han var dukket op.

Og der er historien om Rikke, der til en sommerfest i det firma, hun netop var blevet ansat i, blev overfaldet af en kollegas mand. Hun var faldet i søvn på en sofa, da hun vågnede ved, at manden var i færd med at klæde hende af og røre ved hende.

Begge kvinder valgte at anmelde overgrebene – og indtil nu er der blevet fældet dom i et af tilfældene. Det er den slags historier, Hanne Helle Agger samler på, men som der er langt færre af, end hun kunne ønske sig. Selvom andelen af anmeldelser er vokset betydeligt de seneste år, har andelen af domme holdt sig forholdsvist stabilt. Voldtægtssager er svære at bevise.

- Det er derfor, indsamlingen af spor og beviser er så vigtige. Voldtægtssager er ofte påstand mod påstand. De fysiske beviser er ofte de afgørende, fortæller Hanne Helle Agger.

Hun understreger dog samtidig, at kvinderne kun sjældent udsættes for meget voldelige overfald. Mange lukker sig inde, mens overfaldet står på og tør ikke forsvare sig. Derfor er der sjældent fysiske skader at finde. Alligevel er det ofte netop de meget voldsomme og voldelige overgreb, der brænder sig fast på nethinden. For eksempel sagen om den unge pige, der blev overfaldet under Århus Festuge, da hun om natten cyklede hjem gennem byens botaniske have.

- I den sag var det ikke et spørgsmål om først og fremmest at samle beviser, men et spørgsmål om overlevelse. Hun var ved at dø af sine kvæstelser. Det er en sag, ambulanceførerne stadig taler om, og de har set en del, siger Hanne Helle Agger.

Telefonen i den unge sygeplejerskes lomme har endnu ikke ringet, og natten er ved at være forbi. Det begynder så småt at lysne udenfor, og morgendagens vagthavende sygeplejerske kommer snart for at overtage vagten.

Men Hanne Helle Agger har en sidste opgave, hun skal nå, inden hun kan give telefonen videre. I et af skabene i undersøgelseslokalet ligger en forseglet brun papirpakke, som har nået sin udløbsdato. Den unge kvinde, hvis tøj ligger gemt i pakken, har endnu ikke anmeldt sagen, og der er nu gået tre måneder, siden hun mødte op på centret. Hanne Helle Agger henter pakken og tømmer dens indhold i en brændbar gul sæk. Trusser, bh, et par gamacher og indsamlet dna bliver alt sammen smidt i en container med hospitalsaffald, der skal brændes senere på dagen.

- Det er ærgerligt, hver gang vi skal gøre det. Jeg synes jo, at pigerne skal anmelde sagerne. Først og fremmest for deres egen skyld - de har brug for at sige fra, siger Hanne Helle Agger.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk