De gamle partier udfordres, men overlever oftest

Dansk politik er kendetegnet ved en hyppig fremkomst af nye partier, der udfordrer de gamle, men ofte lever meget skrøbelige liv, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

Meget tyder på, at vi her i landet har haft stor gavn af en stadig udvikling af nye partier, hvad der har sikret en meget høj valgdeltagelse og en ganske høj grad af politisk stabilitet. En undtagelse fra dette mønster var Fremskridtspartiet, der buldrede ind i Folketinget i 1973. Stiftet af Mogens Glistrup var partiet i mange år en fuldstændig uberegnelig spiller i Folketingets samarbejdsmønster.
Meget tyder på, at vi her i landet har haft stor gavn af en stadig udvikling af nye partier, hvad der har sikret en meget høj valgdeltagelse og en ganske høj grad af politisk stabilitet. En undtagelse fra dette mønster var Fremskridtspartiet, der buldrede ind i Folketinget i 1973. Stiftet af Mogens Glistrup var partiet i mange år en fuldstændig uberegnelig spiller i Folketingets samarbejdsmønster. .

SF holdt i weekenden landsmøde og er stadig et parti i krise med faldende medlemstal og tilslutning blandt vælgerne. Der er ikke nogen sikkerhed for, at SF som parti vil overleve på længere sigt.

Politiske partier er – som ofte nævnt – ikke forudsat i den danske grundlov. Partisystemer, som de har udviklet sig, er imidlertid blevet en afgørende del af de moderne vestlige demokratier. Men Danmark har udmærket sig med fremkomsten af et ganske stort antal opstillingsberettigede partier. Meget tyder på, at vi her i landet har haft stor gavn af en stadig udvikling af nye partier, hvad der har sikret en meget høj valgdeltagelse og en ganske høj grad af politisk stabilitet.

En undtagelse fra dette mønster var Fremskridtspartiet, der buldrede ind i Folketinget i 1973. Stiftet af Mogens Glistrup var partiet i mange år en fuldstændig uberegnelig spiller i Folketingets samarbejdsmønster. I flere år var det umuligt at danne en parlamentarisk velfungerende regering – en væsentlig grund til, at Danmark i 1970’erne havnede i en dyb samfundsøkonomisk krise med voldsom arbejdsløshed. Men Fremskridtspartiet kom i indre krise og blev tyve år efter debuten delvist forvandlet til Dansk Folkeparti, der blev en effektiv parlamentarisk spiller.

I første halvdel af det tyvende århundrede udviklede den danske velfærdsstat sig i et dynamisk og kreativt samspil mellem de fire gamle partier, S, V, K og R. Fløjpartier som De Uafhængige, Retsforbundet og DKP fik en marginal rolle, selvom Retsforbundet dog kortvarigt deltog i en regeringsdannelse. ”Det samarbejdende folkestyre” blev den danske model, til forskel fra det udbredte to-parti-system i andre lande.

I 1959 udsprang SF af DKP og kom til at danne grundlag for to ”arbejderflertal”, et nyt, kortvarigt fænomen i dansk politik i 1966-67 og i 1971-73. Herunder splittedes SF, og VS opstod i 1967.

I 1970’erne opstod både CD og Kristeligt Folkeparti, som fik en ikke uvæsentlig rolle i det parlamentariske mønster og deltog i regeringsdannelser.

Af det 20. århundredes partier er syv i dag forsvundet eller marginaliseret, idet DKP og VS blev samlet og omdannemåpased dannelsen af Enhedslisten i 1989.

I det 21. århundrede er de væsentligste nye partidannelser Ny Alliance, der efter en tumultarisk udvikling blev til Liberal Alliance, der i dag har etableret sig med øget tilslutning, samt Alternativet, der debuterede ved seneste valg.

Mens de gamle partier var mere eller mindre brede folkepartier med – for V’s og S’s vedkommende – meget store medlemstal på hundredetusinder af loyale vælgere, har moderne partier meget færre medlemmer, som også afgørende har mistet indflydelse. Parterne består i dag primært af folketingsgrupper og ledes af en snævert afgrænset ledelsesgruppe med professionelle deltagere.

Udviklingen rummer store udfordringer. Medierne er i dag den vigtigste platform for politisk debat, og embedsmandsstaben spiller en langt mere afgørende rolle i politikudvikling end hidtil.

Alligevel har der været store gevinster ved den omfattende dannelse af nye partier. Partierne agerer ikke i dag som i forrige århundrede ud fra stærke programmer med samfundsforandring som mål. Fokus er i vid udstrækning på bevarelse og udvikling af den velfærdsstat, som blev grundlagt af de gamle partier. Nyere partidannelser er skrøbelige. Af de gamle partier synes alene De Konservative i nærheden af undergang, presset af nyere partidannelser som DF og LA.

Styrken i det omskiftelige partimønster er en forandret, men meget dækkende evne til at opfatte og udtrykke holdninger, som er til stede i mere eller mindre omfattende grupper af befolkningen og som aflæses i medier og meningsundersøgelser.

Partimønstret har sikret en dynamisk udvikling, men også formidlet en samfundsmæssig meningsdannelse, som har bevæget sig mod stadig større enighed. Et ganske velfungerende demokrati, karakteriseret ved brede forlig og meget høj valgdeltagelse.