Birgit er i begyndelsen af 60erne, da hun bliver ramt af en blodprop i hjernen og må flytte på plejehjem. Hun har et funktionsniveau som en svært dement, taler sort og har kun svag fornemmelse af tid og sted. Egentlig burde hun bo på en skærmet enhed for demente, men familien klamrer sig til håbet om, at hendes tilstand en dag vil blive bedre. De er velformulerede akademikere og overbeviser ledelsen om, at hun skal bo på en almindelig afdeling.
LÆS OGSÅ: Antropolog: Pårørende har taget magten på plejehjemmet
Men Birgit smutter gang på gang væk fra afdelingen og farer vild, og derfor bevilges hun en dyr, fast døgnvagt. Efter et år er der ikke sket fremskridt, og hun flyttes omsider til en skærmet enhed. For social- og sundhedsassistenterne er Birgit symbolet på systemet.
Vi må ikke kalde en vikar ind under sygdom, fordi vi skal spare, og så er der blevet brugt tusindvis af kroner på Birgit.
I ni måneder var den nybagte antropolog Liselotte Krodal ansat som sosu-hjælper på et plejehjem i hovedstaden. Efter skandalen på Fælledgården, hvor skjult kamera afslørede mangelfuld pleje og dårlig tone over for de ældre, følte den antropologistuderende, der også arbejder som kirkekunstner, trang til at udforske, hvorfor social- og sundhedsassistenter havner i skandalesager, hvorfor så mange social- og sundhedsassistenter sygemelder sig på grund af stress, og hvorfor hver tredje social- og sundhedsassistent skifter job i løbet af et år. Resultatet er en kandidatafhandling, som Liselotte Krodal forsvarede i juni.
Ledelsen og de ansatte på plejehjemmet var, som Liselotte Krodal beskriver det, panisk angste for pressen, og i begyndelsen ville kollegerne ikke lade sig interviewe. De følte sig talt ned til og overset, når de mødte eksperter udefra. Men efter en måneds tid blev Liselotte Krodal betragtet som en del af personalet.
Den første måned holdt jeg moralen højt og bevarede min integritet. Men det var chokerende at opleve, hvor hurtigt jeg selv blev en del af miljøet. Efter to måneder vågnede jeg en morgen og havde ondt i maven af angst for at blive fyret.
Da en ung multihandicappet beboers far siger perker til en kollega, beder Liselotte Krodal manden om at tale ordentligt. Han bliver rasende, og hun forlader sønnens bolig med ordene: Jeg kan ikke hjælpe din søn, så længe du taler sådan. Han løber efter hende, hæver armen og råber, at hun skal kende sin plads, og at han nok skal sørge for, at Liselotte Krodal blev fyret.
Det, der overraskede mig, var, at den pågældende var en helt almindelig, velfungerende pårørende. Men plejen af hans søn udløste stærke følelser, og han mente åbenbart, det var i orden at tale sådan til de ansatte.
Efter nogle måneder på plejehjemmet står Liselotte Krodal i en situation, der kunne være havnet på forsiden.
En svært skleroseramt kvinde afviser den bløde handicapvenlige beklædning, som er let for personalet at håndtere. Kvinden insisterer på at få sit gamle tøj på. Det tager lang tid, og normeringen er baseret på det handicapvenlige tøj. Liselotte Krodal skynder sig at klæde kvinden på, så hun kan nå den næste beboer. Det gør ondt i kvindens led og hud, og hun skriger af smerte.
Til sidst så havde Liselotte Krodal så ondt i sine håndled af at give den skleroseramte almindeligt tøj på, at hun nægtede opgaven.
Det påførte også kvinden utrolig meget smerte, at hun skulle have almindeligt tøj på, så her ville den bedste omsorg måske være ikke at give hende noget valg, siger Liselotte Krodal.
Efterhånden skete der et stille skred i min moral, fordi man ikke blev lyttet til som menneske, og efter tre måneder fandt jeg ud af, at jeg ikke opførte mig, som jeg burde. Som personale føler man sig afmægtig og griber til strategier, der er ren overlevelse, forklarer Liselotte Krodal.
Plejehjemmet har haft så mange sygemeldinger og personalesager, at institutionen har fået 17 påbud af Arbejdstilsynet. Institut for Psykisk Arbejdsmiljø bliver hyret til at få arbejdsmoralen op, og de ansatte kommer på kursus i, hvordan de kan få en mere positiv tilgang til deres arbejdsliv.
På kurset fortæller en ansat om sin oplevelse af ledelsessvigt. En psykisk syg pårørende havde en dag forsøgt at voldtage hende. Hun gik hjem og sygemeldte sig tre måneder, mens ingen fra ledelsen talte med hende. For som hendes overordnede udtrykte det:
Du har talt med en psykolog.
Målet var gennem positiv psykologi, at medarbejderne skulle ændre holdning til deres arbejdsplads. Men der blev ikke lyttet, når de ansatte forklarede, at de manglede anerkendelse og indflydelse, og at de sloges med vanskelige fysiske rammer og dårlig ledelse. Nogle af mine kolleger fandt en udvej ved at søge over i vikarbureauerne. Her følte de sig frie til at yde ren omsorg og var ikke på samme måde underlagt ledelsen, men kunne opnå en følelse af at være deres egen chef.
Ifølge Liselotte Krodal var en del af personalet desillusioneret, og det gik især ud over de svageste ældre.
Sosuernes arbejdsliv var præget af en dyb utryghed og følelsen af at være strukturelt usynlige. Der var en udbredt fornemmelse af, at ledelsen ikke ydede dem nogen form for beskyttelse og fast grænsesætning for, hvad de ansatte skulle udsættes for af pårørende og beboere, forklarer Liselotte Krodal.
På et tidspunkt får Liselotte Krodal sine kolleger til at tegne den indflydelse, de oplever i deres hverdag, i en såkaldt rettighedscirkel.
Personalets rettigheder er gennemsnitligt repræsenteret med fem procent, beboernes med 20 procent og de pårørendes rettigheder med 75 procent.
Jeg har da oplevet, at beboere med stærke pårørende fik positiv særbehandling. Det var måske ikke bevidst, men det lå i luften, at hvis den eller den beboer ikke blev behandlet ordentligt, så kunne man risikere en klagesag. Det var for eksempel lettere at skubbe en badedag for en ældre, som ikke havde nogle pårørende.
En af hendes konklusioner er, at social- og sundhedsassistenternes faglige skøn tilsidesættes, fordi omsorgsarbejdet på plejehjem i dag defineres af kravet om tilfredse pårørende. Et eksempel er historien om Marie.
Hun er lettere dement og elsker at ryge i sin lejlighed. Det har hun lov til, for lejligheden på plejehjemmet er hendes hjem. Men da familien en dag opdager brændemærker på gulvet i hendes stue, griber de fat i personalet.
Afdelingschefen foreslår de pårørende, at Marie får et rygetæppe, men forslaget bliver afvist. Familien mener i stedet, at den ældre dame skal kropsvisiteres. Lederen forklarer, at det er en overtrædelse af lovgivningen, medmindre Marie bliver umyndiggjort, hvilket familien ikke ønsker.
Alligevel er enden på historien, at personalet får pålæg om at kropsvisitere den gamle dame. Ledelsen vil ikke lægge sig ud med Maries familie.
Rationalet er, at vi alle er kunder i velfærdsstatens butik, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykte det. Men da de ældre ofte er dårlige, er det deres pårørende, som er kunder i butikken. Og ofte kan der være en tendens til, at de pårørende vægrer sig ved at se virkeligheden i øjnene. De kan have et helt naturligt ønske om, at alt kan fortsætte, som det var. Som pårørende kan det være svært at indse, at ens mor på kun 60 år er så kognitivt svækket på grund af en blodprop, at hun skal bo på et demensafsnit.
Det betyder, at branchen er i kronisk krise. For plejen kan i sagens natur aldrig blive god nok, når vores syge slægtninge flytter på plejehjem. Derfor kommer personalet i klemme. Hvis de løser umulige opgaver dårligt, bliver det betragtet som moralsk forkert. De ender med at opleve en konflikt mellem den professionelle idealisme, de fleste har, og de begrænsede muligheder, de har for at udføre deres arbejde optimalt, siger Liselotte Krodal, der understreger, at hendes konklusioner bygger på studiet af et stort plejehjem i hovedstadsområdet.
Jeg kunne godt forestille mig, at forholdene er anderledes på et mindre plejehjem i provinsen, hvor personalet måske er en del af lokalmiljøet og kender beboerne.
Der er rigtig mange søde pårørende, men når de besværlige pårørende ikke bliver stoppet, så kommer de til at fylde for meget. De svage pårørende bliver overset, og i praksis finder vi ikke de bedste løsninger for beboerne. Man må holde op med at se skandalehistorierne som løsrevne, men som et symptom på en branche i kronisk krise, hvor kundelogikken har vist sig forfejlet, siger Liselotte Krodal, der mener, at plejehjemmet bør lære af vikarbureauerne, der giver de ansatte et større selvstændigt råderum.
Og så bør hvert plejehjem få en veluddannet afdelingssygeplejerske til at tage en snak med de pårørende, så forventningerne bliver afstemt, og de pårørende kan give slip.
