I 25 år har forstanderparret Ole og Kirsten givet de unge mod på tilværelsen

Kirsten Storgaard og Ole Sørensen har været et par siden 1983, og i næsten lige så lang tid har de arbejdet side om side på det projekt, som de begge brænder for: Ågård Efterskole. Efter 25 år giver de den velkørte og velholdte efterskole videre til en ny forstander

Ole Sørensen er kontaktlærer for pigerne i lejligheden, hvor alle værelser vender ud mod den fælles opholdstue. Han og de øvrige lærere holder et ekstra øje med trivslen i den lejlighed, de er tilkoblet. Der er ni pigelejligheder og syv drengelejligheder på efterskolen. –
Ole Sørensen er kontaktlærer for pigerne i lejligheden, hvor alle værelser vender ud mod den fælles opholdstue. Han og de øvrige lærere holder et ekstra øje med trivslen i den lejlighed, de er tilkoblet. Der er ni pigelejligheder og syv drengelejligheder på efterskolen. – . Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.

Den nye forstander på Ågård Efterskole tæt ved Kolding skal kunne lidt af hvert ifølge den syv sider lange jobbeskrivelse, som skolens lærere og øvrige ansatte har sammenfattet. Arvtageren skal blandt meget andet være imødekommende og nærværende, brænde for efterskoleverdenen og elske at arbejde med unge mennesker, og man fristes derfor til at tro, at de kan have været inspireret af det nuværende forstanderpar, da de skrev den.

Det er nemlig alt sammen noget, der må siges at kendetegne Kirsten Storgaard og Ole Sørensen, der står i spidsen for Ågård Efterskole, som de har drevet med afsæt i rige traditioner, fokus på gymnastik og sang og ud fra et grundtvigsk livssyn i 25 år. Men når eleverne er gået på sommerferie til sommer, er det slut, og stafetten skal gives videre.

”Vi er vældig taknemmelige for den opgave, vi har fået, og meget ydmyge. Det er jo følsomt materiale, sådanne 138 unge mennesker, og det er vi meget bevidste om,” siger den 60-årige viceforstander Kirsten Storgaard, der sammen med sin mand har budt indenfor på efterskolen til kaffe og kage, en rundvisning og en samtale, der hurtigt kommer til at handle om alt det, efterskolen kan betyde for unge mennesker.

Ole Sørensen og Kirsten Storgaard da de i 1994 tiltrådte som forstanderpar på Ågård Efterskole. – Privatfoto.
Ole Sørensen og Kirsten Storgaard da de i 1994 tiltrådte som forstanderpar på Ågård Efterskole. – Privatfoto.

”I bund og grund vil vi gerne have, at de unge lykkes med det liv, de har fået. Vi er meget optaget af efterskolen som et dannelsesprojekt og af relationen mellem mennesker. Eleverne skal opleve nærvær og fællesskab, og de skal lære at begå sig i livet, for selvom de altid skal have at vide, at de er gode nok, som de er, får de kun livet til at virke i samspil med andre,” siger 62-årige Ole Sørensen, der er skolens forstander indtil sommeren 2019, og Kirsten Storgaard fortsætter:

”Vi opdagede tidligt, alt hvad den her skoleform kan. Den kan danne et stærkt fundament for de unges tilværelse og gøre dem livsduelige for nu at bruge et flot ord, som ikke desto mindre er sandt. De unge går mere modige og glade ud i livet bagefter,” siger hun.

Ingen af dem har selv været på efterskole, fortæller de, men de mødte hinanden, da de som forholdsvis nyuddannede lærere arbejdede på den samme efterskole. Tiden som unge lærere på en efterskole husker de som enorm sjov, og derfor har de også lagt stor vægt på humor på Ågård Efterskole, hvor de startede arbejdet i første halvdel af 1990’erne. De søgte stillingen sammen efter ikke at have delt arbejdsplads i en årrække. Dengang var det ikke specielt bemærkelsesværdigt, at et ægtepar blev ansat som forstanderpar, og derfor tænkte de heller ikke længe over, hvilke fordele og ulemper der kunne være forbundet med det, fortæller Kirsten Storgaard.

”Når jeg tænker tilbage, vidste vi måske ikke, hvor stor en forandring, det ville blive. Dengang var der ikke lederkurser, vi skulle gennemføre, så vi søgte bare. Jeg sammenligner det med at drive et landbrug, som mine forældre gjorde sammen. Der er mange forskelligartede opgaver, som skal løses. Undervejs er vi så blevet klogere på hinandens styrker og svagheder, og når vi har lagt dem sammen, er det heldigvis gået meget godt.”

Sådan har det også været på det private plan, skynder Ole Sørensen sig at indskyde. Og nok også derfor har der været klokkeklart flest fordele ved at flytte med deres to børn til Østjylland og blive forældre til en betydeligt større børneflok.

Derudover har de været meget bevidste om at dele opgaverne imellem sig, og spørger man den ene, hvad den anden er god til, bliver det tydeligt.

”Kirsten er rigtig god til at få kontakt til eleverne. Hun er især god til at håndtere dem, der tumler med det liv, de har fået, og dem kommer der desværre flere af år efter år,” siger Ole Sørensen om sin kone, som er den, der sørger for, at der er rart og hjemligt på skolen, og at der altid er nogen, der siger godmorgen og godnat.

Der bliver spillet en spontan omgang ”sten, saks, papir”, som Kirsten Stougaard (der her ses til stående til højre for Ole Sørensen) kalder ”det der kniv, papir, saks”. Hun forsætter dog ufortrødent med at fortælle, at hun altid vinder over sin mand. –
Der bliver spillet en spontan omgang ”sten, saks, papir”, som Kirsten Stougaard (der her ses til stående til højre for Ole Sørensen) kalder ”det der kniv, papir, saks”. Hun forsætter dog ufortrødent med at fortælle, at hun altid vinder over sin mand. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

De trygge rammer er vigtige på en efterskole, hvor de voksne skal sætte dagsordenen. Derfor er det også et bevidst valg, at skolen er relativt lille med sine 138 elever, som dog betyder, at man skal skrive sig op i god tid, inden den bliver fyldt op. Skolens område er afgrænset, og de røde murstenshuse med klasselokalerne og spisesalen, drenge- og pigelejlighederne, de syv lærerboliger og hallen, der bliver brugt til især gymnastik, kan nemt overskues.

Beslutningen om at sige farvel til skolen og flytte fra området har været længe undervejs, for parret er en helt naturlig del af skolen. Det er tydeligt, når de hjemmevant viser rundt i bygningerne og udpeger køkkenet, som serverer god og nærende mad, og foredragssalen, hvor der hver morgen er sang og fortælletime. Undervejs mødes de af elever med et hastigt ”hej Kirsten” eller et mere spørgende ”Oleee?”. De 138 navne sidder på rygraden hos forstanderparret, og de stopper gerne op.

Derfor er beslutningen, der bliver en omvæltning af deres hverdag, også en, som de er glade for at have truffet, men samtidig slet ikke er glade for.

”Vi ville gerne stoppe, mens vi stadig synes, at det er sjovt at gå på arbejde hver dag, og mens vi stadig nyder at møde vores kolleger og synes, at eleverne er sjove. Og der kommer uundgåeligt en dag, hvor vi ikke har kræfter til det længere,” siger Kirsten Storgaard, der dog først stopper helt i sommeren 2020, når hun har hjulpet til med overdragelsen af skolen.

Hun skal derfor vænne sig til at pendle til arbejde fra Vejle, hvor de har tænkt sig at flytte til, når de skal forlade forstanderboligen i Ågård.

I mellemtiden vil Ole Sørensen holde fri. Han skal have mindst ét sabbatår og skal med sine egne ord frådse i tid. Han ligner et øjeblik en, der nok skal komme godt overens med sin nye tilværelse, men vender alligevel snart tilbage til følelsen af efterskolelivet, som han kommer til at savne.

”Hver eneste dag har man i bogstavelig forstand vadet direkte ud i det fællesskab, man er så glad for, når man trådte ud ad sin hoveddør, og man har været med til at løse den opgave, som man er allermest optaget af, nemlig at give de unge mod på og lyst til tilværelsen,” siger han og fortsætter:

”Du tror nok, det er løgn, det jeg siger. Det ville jeg tro, hvis jeg var dig, men det er sandt. Det er nogle kanon engagerede, motiverede medarbejdere, der er her på stedet. Det er det, der er skægt, og det er det, der smitter af på eleverne og deres forældre,” siger han med større og større tilhørende armbevægelser og afslutter:

”Vi er da stolte og glade over de mange ting, der er lykkedes. Vi har været med til at skabe et sted, hvor eleverne og de ansatte trives, og næsten ingen har været utilfredse. Det vil jeg godt sige, for vi er trods alt i Østjylland,” smiler Ole Sørensen og tydeliggør det engagement, der er så vigtigt for at drive en efterskole, siger Kirsten Storgaard.

Armbevægelserne bliver større og større, når Ole Sørensen fortæller om alt det en efterskole kan. –
Armbevægelserne bliver større og større, når Ole Sørensen fortæller om alt det en efterskole kan. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

”Oles begejstring smitter af på hele medarbejdergruppen. Det er meget vigtigt, for hvis de unge mennesker skal få mod på tilværelsen, skal de møde nogle voksne, der har, og det er måske også det, der er fortællingen om skolen her. Det er vi nok gode til at vise. Men et sted som der her er hele tiden på vej, og det bliver aldrig færdigt,” siger Kirsten Storgaard.