Prøv avisen
Historisk set

De glemte danske Gaza-udsendte

I samarbejde med Norge udsendte Danmark i årene 1956-1966 tusinder af soldater til FN-styrkerne i Gaza. Billedet viser her FN-tropper på hovedgaden i Gaza efter den israelske tilbagetrækning. Troppernes nationalitet fremgår ikke af oplysningerne om billedet. Foto: ullstein bild/ritzau

Godt 11.000 danske soldater var i perioden 1956-1966 udsendt som FN-tropper i Gaza. En af dem var historiker Uffe Østergaard, der her skriver om et ofte overset kapitel i nyere dansk militærhistorie

En overset side af 50-året for Seksdageskrigen i juni 1967 er, at krigen også markerede afslutningen for den FN-styrke, United Nations Emergency Force, UNEF, der siden 1956 havde overvåget våbenhvilen mellem Egypten og Israel.

Først ved Suez-kanalen, siden gennem 10 år grænsen mellem Gaza-striben og Israel, samt en observationspost ved Sharm el Sheik ved indsejlingen til Aqaba-bugten.

En del af denne styrke var en kombineret dansk-norsk bataljon, kaldet DANOR. I denne kombinerede dansk-norske styrke på næsten 1000 mand gjorde i alt cirka 11.000 unge norske og lige så mange danske tjeneste et halvt år ad gangen i de 10 år, styrken eksisterede.

Når jeg skriver ”cirka”, er det, fordi informationen om den danske side af denne indsats er yderst beskeden. Tallet stammer fra norske kilder, mens indsatsen ser ud til at være forsvundet ud af det danske forsvars erindring. Der er bevaret nogle lister over mandskabet på Rigsarkivet og oprettet et lille museum for de ”blå baretter” i Frøslevlejren.

På nettet findes desuden en privat smalfilm om livet i hovedlejren Hill 88 fra det sidste hold i 1965-1966. Derefter gik man over til en turnus med den svenske bataljon, så det var svenskerne, der blev evakueret fra stranden ved Gaza i 1967, da de israelske styrker juni 1967 løb den egyptiske hær over ende.

Hvorfor så larmende tavshed om denne, målt i udsendte, store danske indsats for freden i Mellemøsten, som også gælder den samtidige indsats i Congo?

Det kan ikke være, at den mislykkedes. Det gælder jo for de fleste fredsbevarende FN-indsatser, indtil de efter erfaringerne i Bosnien i 1990’erne blev udstyret med tungere våben og et robust mandat til ikke bare at være til stede.

”Show presence”, som det hedder, men hvor man i dag faktisk kan gribe ind mod krænkelser af våbenhvilen, for slet ikke at tale om krigsforbrydelser.

Den ændring er i høj grad et resultat af den danske succes i Tuzla 1994, hvor hvidmalede danske tanks i operation ”bøllebank” besvarede ilden fra serbiske angribere. Med det resultat, at et par hundrede af dem, der sad på et ammunitionsdepot, omkom, uden at FN-hovedkvarteret i New York nåede at lægge sig imellem.

Men sådan var tankegangen ikke i 1950’erne, hvor let bevæbnede FN-tropper med blå baretter – og i nødsfald hjelme – formodedes at være nok til at holde konfliktens parter fra hinanden. Det var det også, så længe modstanderne så deres fordel i at opretholde en væbnet fred, kun afbrudt af lejlighedsvise natlige overfald på israelske kibbutzer.

Der omkom heller ikke mange FN-soldater. Ni nordmænd og et ukendt antal danske soldater i hele perioden på 10 år. Men helt ufarligt var det ikke. Ved landingen i el Arish lufthavn blev vi – ja, jeg var selv en af de unge værnepligtige i 1965-1966 – modtaget af den indiske øverstkommanderende med det velmente råd:

”Welcome to Gaza. Don’t step on a mine. If you do you will be registered as a traffic accident”. (”Velkommen til Gaza. Træd ikke på en landmine. Gør du det, vil det blive registreret som et trafikuheld.”).

Det lo vi meget af, men lærte af forgængerne, at det var bedst at lade en dromedar gå forrest på natlige patruljer. Hunde var lette og snu, så de gik bare uden om minerne, mens dromedarer med deres store fødder og vægt gav større sikkerhed for patruljen.

Rygtet gik også, at skulle man blive indblandet i et trafikuheld, skulle man køre direkte til lufthavnen og blive evakueret. Alternativet var blodhævn, som skulle være gået ud over fire canadiere, der havde kørt en lille pige ned i en flygtningelejr. De forsvandt sporløst.

De professionelle canadiere var ellers almindeligt frygtede af de andre FN-tropper, idet de ved optræk til slagsmål tog deres tunge bælter med messingspænder af og svingede dem mod modstanderne. Det havde vi andre ikke lært i nærkampstræningen og heller ikke i riot-control, der mest bestod i at bevare fatningen under pres. Når der blev kastet vand, maling eller sten mod én, gjaldt det om ikke at blive bange og skyde på demonstranterne, selvom vi havde skarp ammunition i geværerne.

Baggrunden for styrken var, at de britiske og franske styrker, der havde invaderet Egypten i samarbejde med Israel, i 1956 trak sig ud af zonen omkring Suez-kanalen den 22. december 1956, mens den israelske hær først fuldendte tilbagetrækningen fra Sinai den 8. marts 1957.

Derefter overvågede UNEF demarkationslinjen mellem Gaza-striben og Israel med hovedkvarter i Gaza by. Den dansk-norske bataljon bevogtede sammen med en svensk bataljon den nordlige ende af striben sammen med tropper fra en halv snes andre lande.

Hovedkvarter for den dansk-norske styrke var lejren Hill 88, der stammede fra den langvarige og blodige britiske belejring af det osmanniske Gaza under Første Verdenskrig 1917-1918, som man kan læse om i Eugene Rogans fremragende skildring ”Arabernes historie”, der udkom på dansk sidste år.

De store britiske, indiske, australske og newzealandske tab under stormen fremgik af den velpassede kirkegård, der lå som en grøn oase midt i den støvede og overbefolkede arabiske by. Hvordan den ser ud i dag, ved jeg ikke, og det er selvfølgelig også en mindre sag, sammenlignet med den enorme nød i det isolerede Gaza.

Hvorfor denne indsats stort set er gået i glemmebogen, er uklart. Men skal jeg dømme ud fra min egen erfaring, må jeg sige, at jeg også nærmest selv havde fortrængt oplevelsen, i hvert fald indtil FN-indsatser fik bedre omtale i 1990’erne. Vi fik en medalje for deltagelsen, hvis man klarede tre måneder uden at blive straffet.

Mit stærkeste minde er intensiv turisme i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien – men ikke Israel, der ikke anerkendte styrken og derfor ikke tillod os at besøge landet – ikke engang kibbutzerne på den israelske side, selvom de virkede dragende med europæiske piger og en afslappet omgangsform, fjernt fra det arabisk-muslimske Gaza.

Netop Gaza var til gengæld eksotisk muslimsk med enkelte indslag af kristne og ganske få efterkommere af en græsk diaspora, der kunne kendes på deres røde hår. Men der lever faktisk endnu mange danskere med et førstehåndskendskab til konflikten mellem arabere og israelere. De kom med sympati for israelerne og drog hjem med forståelse for den arabiske side. Bortset fra kommandoførelsen i hæren. Hvor israelske officerer råbte ”følg mig” med en deraf følgende høj kvote af faldne, kommanderede de egyptiske officerer ”fremad” fra sikre positioner bag linjerne. For så at flygte i gode biler som nogle af de første, når det gik galt.