”De har gjort umådelig skade på partiet”: Pernille Vermund og Kim Edbjerg Andersen er blevet politianmeldt

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Tidligere formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund og tidligere medlem af Nye Borgerlige Kim Edberg Andersen er blevet politianmeldt af deres gamle parti. Billedet her er taget i Folketingssalen i 2023.
Tidligere formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund og tidligere medlem af Nye Borgerlige Kim Edberg Andersen er blevet politianmeldt af deres gamle parti. Billedet her er taget i Folketingssalen i 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Billige grise, dyre mønter og uegnede forældre. Morgensamling har pakket et blandet program – vi begynder dog hos Nye Borgerlige.

Den tidligere formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund samt partiets tidligere medlem Kim Edberg Andersen er mandag blevet politianmeldt. 

Ifølge Ekstra Bladet er det partiets nye organisatoriske formand Kenneth Korsbæk Olsen, som på vegne af partiets bestyrelse har indleveret politianmeldelsen. Den omhandler en række punkter, som i forskellige vendinger pointerer, at det ifølge bestyrelsen var ulovligt at lukke Nye Borgerliges folketingsgruppe tilbage i januar. 

Til TV 2 siger Kenneth Korsbæk Olsen: 

”De [Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen] har gjort umådelig skade på partiet ved at meddele, at de ville nedlægge folketingsgruppen og indstille til at lukke partiet, uden at spørge medlemmerne. Derfor beder vi politiet om at undersøge, om der er sket noget ulovligt.”

Pernille Vermund (LA) og Kim Edberg Andersen (Ddem) har endnu ikke kommenteret politianmeldelsen.

Dyreetik i svinestalden

For 10 år siden skrev Landbrug & Fødevarer, detailhandlen og dyrlæger under på en erklæring om bedre velfærd for landets grise. Erklæringen kom efter et topmøde, som tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S) havde indkaldt til. Dengang sagde ministeren ifølge Dagbladet Information:

”Forestil dig for eksempel, at der døde 25.000 hundehvalpe om dagen i Danmark. Hver dag! Så skal jeg love dig for, at der ville være betydeligt mere fokus på sagen end på præcis det, der sker ude i staldene i dag. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal der gøres noget ved.”

Der er fortsat store problemer med dyrevelfærden i de danske svinestalde. Arkivfoto.
Der er fortsat store problemer med dyrevelfærden i de danske svinestalde. Arkivfoto. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Siden er der dog er sket meget lidt. Det viser en aktindsigt, avisen har fået i dyrevelfærdskontroller fra Fødevarestyrelsen. Søer i konventionelle landbrug er stadig fastspændt, hovedparten halekuperes fortsat, og omtrent halvdelen bliver stadig kastreret uden bedøvelse. Derudover er antallet døde pattegrise steget 27.600 om dagen, skriver avisen.

Uegnet som forældre

Hvert år får enlige kvinder og par nej til fertilitetsbehandling, fordi de vurderes til at være uegnede som forældre. Men vurderingerne får kritik af både en jurist og psykolog i dagens Kristeligt Dagblad.

I de såkaldte forældreegnethedsvurderinger tages der nemlig blandt andet højde for, om forældre har eller har haft psykisk sygdom. Det har Monica og Brian på henholdsvis 37 og 39 år måttet sande, efter at de fik afslag på fertilitetsbehandling, selvom parret har en psykiaters ord for, at Monica ikke længere psykisk syg, og at to psykologer uafhængigt af hinanden vurderer, at parret er egnede som forældre.

I et interview i dagens avis siger Brian: 

”Det er hjerteskærende, at nogle mennesker kan blive berøvet noget så simpelt som et familieliv, hvis myndighederne ser langt nok tilbage.”

To korte fra udlandet

  • Björn Höcke, den tyske politiker fra højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) blev i går idømt en bøde, der svarer til omtrent 100.000 kroner. Det sker, efter at han i en tale i 2021 fremsatte den nazistiske parole ”Alles für Deutschland”, skriver Reuters.
  • Brasilianske kristne på den yderste højrefløj kritiserer popstjernen Madonnas ”sataniske” koncert den 4. maj i Rio de Janeiro. De mener, at koncerten med dens seksuelle elementer og sataniske ritualer er årsagen til, at landets sydlige delstat Rio Grande do Sul blev ramt af massive oversvømmelser, som ifølge nyhedsbureauet Religion News Service har kostet 116 mennesker livet.

Smørgrossistens dyre mønter

Nationalmuseet i København har anvendt en forkøbsret til skaffe sig syv ”yderst sjældne mønter fra Lars Emils Bruuns møntsamling”, skriver museet i en pressemeddelelse.

Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan møntsamlingen, der har tilhørt smørgrossist, jordbesidder og storkøbmand Lars Emil Bruun ifølge et 100 år gammelt testamente har kunnet sælges på auktion af Bruuns arvinger. Frigivelsen af møntsamlingen skete tilbage i november sidste år. 

En egentlig auktion har endnu ikke fundet sted. Men nu kan Nationalmuseet altså bryste sig af at have modtaget syv mønter fra samlingen med ”generøs støtte fra Selskabet Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings Venner” til en samlet pris på 7,7 millioner kroner. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.