Flere partier vil af med ”fjollet” bookingvarsel

Når restauranterne åbner onsdag, skal der bookes bord mindst 30 minutter før. Det møder kritik.

Mona Juul vil have fjernet regel om, at man skal booke bord en halv time på forhånd for at komme på restaurant. (Arkivfoto)
Mona Juul vil have fjernet regel om, at man skal booke bord en halv time på forhånd for at komme på restaurant. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Som del af restauranter og barers genåbning er der krav om, at kunder skal bestille bord mindst en halv time før ankomst.

Den regel møder dog modstand hos flere partier.

I aftalen om genåbning fremgår det ellers klart, at indendørsservering "åbner med krav om coronapas og forudgående bordbestilling".

Men reglen rammer de restauranter, der ikke har bookingsystemer, samt giver tomme borde, selv om der er kunder. Det mener Mona Juul, der er erhvervsordfører hos De Konservative.

- Det er fjollet, hvis ikke man får fyldt bordene op, fordi kunder skal booke et bord en halv time i forvejen.

- Det er jo en del af aftalen, at gæster skal have coronapas, der er god afstand mellem bordene og alle forholdsregler er taget, siger hun.

I aftalen om genåbning står der, at restauranter, caféer med mere kan åbne med coronapas fra den 21. april.

Det er i den efterfølgende udmøntning af aftalen, at reglen om de 30 minutter er kommet til.

- Det er ikke et krav, der er vokset i vores have. Tværtimod. Det er jo gak i låget, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

- Der er krav om afstand og coronapas indendørs. Så hvorfor skal der være krav om, at man booker sit bord 30 minutter før?, lyder det.

Heller ikke regeringens støtteparti De Radikale synes, at bookingvarslet giver den store mening. Det siger erhvervsordfører Katrine Robsøe.

- Jeg har taget kontakt til ministeren, og så ser vi på, om vi ikke kan finde en løsning, der er klogere, siger hun.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skriver i en kommentar, at kravet i udgangspunktet vil løbe til 6. maj. Og at restriktioner er afgørende for en kontrolleret genåbning.

Bordbestillingen skal være med til at holde "samfundsaktiviteten nede", og er indført for at lave en "lave en mere kontrolleret og styret genåbning".

- Jeg forstår godt, at det kan være bøvlet og irriterende, men det er forudsætningen for, at vi kan åbne så meget af samfundet og dansk erhvervsliv, som vi gør nu, skriver ministeren.

Reglen om, at der skal være booket bord en halv time før ankomst, kan dog også både gøres anderledes og bedre, hvis man spørger restauranter og barer.

For eksempel McDonalds har været på banen og sige, at man ikke kan åbne under de forhold.

/ritzau/