Muslimske foreninger: Koranloven bør favne bredere. Vi skal selv kunne definere, hvad der har religiøs betydning

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Det er snart er en måned siden, at regeringen præsenterede forslaget om at forbyde koranafbrændinger, men det skaber stadig heftig debat.
Det er snart er en måned siden, at regeringen præsenterede forslaget om at forbyde koranafbrændinger, men det skaber stadig heftig debat. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Godmorgen og velkommen til dagens Morgensamling, der i høj grad vil komme til at fokusere på regeringens forslag om at kriminalisere “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund”. For selvom det snart er en måned siden, at regeringen præsenterede lovforslaget, er det stadig i stand til at skabe debat og trække overskrifter.

Overset detalje kan gøre koranlov mere vidtgående

Vi starter hos netmediet Altinget, der har fundet en detalje i regeringens forslag, der kan gøre forbuddet mod at brænde koraner mere vidtgående end hidtil forventet. For hvis forslaget bliver en realitet, vil man samtidig kunne blive dømt for at lovprise konkrete tilfælde, hvor en koran eller andre religiøse genstande bliver behandlet "utilbørligt". Det bekræfter to juridiske eksperter, som Altinget har talt med.

Forklaringen er ifølge eksperterne, at forbuddet kommer til at høre under straffelovens kapitel 12. Og ifølge straffelovens paragraf 136 vil "den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år". 

Det betyder, at det teknisk set kan give en højere straf at bifalde en koranafbrænding – end at brænde den af selv, skriver Ritzau.

Danske kulturfolk angriber koranloven

Vi hopper videre til Berlingskes debatspalter, hvor 388 danske kunstnere, forfattere og samfundsdebattører i går erklærede deres modstand mod regeringens forslag i et fælles brev. I deres øjne er forslaget nemlig ikke kun et angreb mod kunsten, de politiske ytringer og den frie presse, “men et angreb mod vores frie, demokratiske samfund”.

“Forslaget er ikke en kirurgisk præcis nålestiksoperation. Forbuddet er et øksehug i ytringsfriheden” skriver medunderskriverne, der derefter lister 14 forskellige grunde til, at forslaget skader ytringsfriheden.

Muslimske organisationer er tilfredse

Dansk Muslimsk Union, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Danmark, har også netop reageret på regeringens lovforslag. Det fremgår ifølge Berlingske af et høringssvar, og modsat de danske kulturfolk, er de muslimske foreninger godt tilfredse. De lægger vægt på, at forslaget dækker alle offentlige steder, at alle hellige skrifter er inkluderet, og at det ikke blot er afbrændinger, der er inkluderet – hvilket sjovt nok er de samme pointer, som de danske kunstnere kritiserer i det førnævnte brev. 

De muslimske foreninger kommer dog med 13 bud på “forbedringer” af lovforslaget. De mener blandt andet, at loven bør anerkende individers ret til at definere, hvad der har religiøs betydning for dem.

Ældre Sagen kritiserer regeringens skattelettelser 

Koranloven er ikke det eneste af regeringens initiativer, der vækker debat for tiden. Som Morgensamling beskrev i går har statsministerens bebudede skattelettelser fået en kølig modtagelse fra flere fagforeninger. Nu melder Ældre Sagen sig i koret af kritikere. Foreningens direktør, Bjarne Hastrup, er uforstående overfor, at regeringen prioriterer skattelettelser, mens der mangler hænder til at tage sig af de ældre.

“Det værste er, at det spærrer for en forbedring af velfærden i Danmark, der i øjeblikket synker i grus mange steder,” siger han til DR.

Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen er utilfreds med regerings skattelettelser.
Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen er utilfreds med regerings skattelettelser. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) opfordrer Ældre Sagen og de øvrige kritikere til at slå koldt vand i blodet og afvente, hvad regeringen præsenterer senere.

Afgående Norddjurs-provst bryder tavsheden

Morgensamling vender blikket mod det konfliktramte Norddjurs Provsti, hvor den forhenværende provst, Lars Seeberg, langt om længe har brudt tavsheden. Det skete ved en afskedsgudstjeneste i Grenaa Kirke i søndags, hvor de fleste af provstiets præster var mødt op for at sige farvel. Lars Seeberg løftede sløret for detaljer i sagen og beskrev blandt andet et forløb med en tilbagetrukket fratrædelsesaftale samt trusler om sigtelser. Læs mere om gudstjenesten i denne artikel eller i dette interview med den afgående provst.

Tre korte fra udlandet

  • Aserbajdsjan har fået kontrol over Nagorno-Karabakh efter et døgns kampe mellem armenske separatister og landets hær. Det oplyser landets præsident. Ifølge landets ombudsmand har mindst 200 personer mistet livet, og mere end 400 er blevet såret.
     
  • Paven har annonceret, at han i morgen lægger vejen forbi Marseille i Frankrig. Her vil han appellere til, at Europa og resten af verden tager imod migranter med åbne arme. Det skriver Religion News Service.
     
  • Det vakte opsigt, da Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., i nat dansk tid annoncerede sin fars død på det sociale medie X. Der var dog tale om falsk alarm, og sønnens profil var blevet hacket, lød det senere fra en talsperson.

En effektiv udstilling

Vi slutter dagens Morgensamling ved den vindblæste jyske vestkyst, hvor en kunstudstilling, som skulle portrættere områdets vilde natur, er lykkedes bedre end forventet. For under gårsdagens storm krøb havet op og slugte alle værker på nær ét, og nu står udstillingen ikke til at redde. Det skriver DR.

Kunstudstillingen ved Blåvandshuk Strand havde til formål at skabe fokus på naturens kraft, som er ude af vores hænder, og som hele tiden transformerer Vestkysten. Udstillingen åbnede den 31. august, og værkerne skulle efter planen være blevet stående hele september måned, inden de blev taget ned. Men sådan skulle det altså ikke gå.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.