De nære stier og markveje forsvinder

Danmark har fået flere længere vandreruter og pilgrimsruter, men samtidig forsvinder de kortere stier og markveje til daglige gåture. Det skyldes blandt andet, at markerne bliver større, siger seniorforsker

Allerede i 2017 beskrev medier, at markvejene forsvandt. Nogle steder er de forsvundet med mere end 60 procent i årene 1954 til 2015. Arkivfoto.
Allerede i 2017 beskrev medier, at markvejene forsvandt. Nogle steder er de forsvundet med mere end 60 procent i årene 1954 til 2015. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ned ad vejen, op langs hegnet, over marken og så hjemad igen. Til den lille 20 minutters gåtur efter arbejde, hvor man får klaret tankerne, får lidt lys og frisk luft til lungerne, er det godt at have gode og tilgængelige stier eller markveje i sit nærområde. Men markvejene, der i mindre byområder og på landet bruges som det, forskerne kalder ”nærrekreative stier”, bliver der færre og færre af.

”Danmark har de senere år fået flere af de længere vandreruter, som er lavet til fritidsvandrere. Men samtidig er det gået tilbage for de nærrekreative stier og markveje. Det er den slags stier, man bruger, når man bare skal gå en lille runde og lufte hunden ved fyraftenstid for eksempel. Og det er stier, som folk oplever et stort behov for i det daglige,” siger Ole Hjorth Caspersen, der er seniorforsker ved institut for geovidenskab og naturforvaltning på Københavns Universitet.

På markveje, der løber langs hegn eller markskel, må offentligheden ifølge naturbeskyttelsesloven gerne gå eller cykle, også selvom markerne omkring tilhører en lodsejer. Men ønsker en lodsejer at sammenlægge to marker til én stor mark, vil markvejen i skellet ofte blive sløjfet. Det er den udvikling, der er med til at gøre, at stierne i det åbne land forsvinder, siger Ole Hjorth Caspersen.

Han har selv været med til fysisk at opmåle længde og antal af markvejene herhjemme, og i områder med meget dyrkningsegnet jord er markveje nogle steder reduceret med mere end 60 procent fra 1954 til 2015. Andre steder, hvor jorden er dårligere og landbrugsinteressen lav, ses en reduktion af markveje på mellem 20 og 50 procent i samme periode.

”Den strukturudvikling, vi har i Danmark, betyder, at markerne bliver større og større. Som en naturlig udvikling i det forsvinder markvejene i udkanten af markerne. Noget andet er, at de maskiner, der anvendes i landbruget, i dag er så store, at de ikke kan være på de gamle markveje. I det moderne landbrug laver man semipermanente kørespor ude i markerne, og dermed forsvinder behovet for egentlige markveje også,” siger Ole Hjorth Caspersen.

Der er markveje, der ender blindt. Men der er også nogle, der fører til en skov eller fører til et kulturminde eller fra en landsby til en anden, påpeger seniorforskeren.

”Der kunne man godt spørge til, om der kan laves nogle tydelige rammer for, hvilke markveje der kan nedlægges. Den skelnen laver man ikke i dag. Hvis landmanden vurderer, at stien har en rekreativ betydning eller fører til et fortidsminde, skal han indsende en oplysning til kommunen om, at han ønsker at nedlægge markvejen. Hører han ikke noget inden for fire uger, så kan han gennemføre det. Men det er bare meget sjældent, at kommuner afviser at nedlægge en markvej, selvom de faktisk kan afvise det,” siger Ole Hjorth Caspersen.

Formand for Friluftsrådet Niels-Christian Levin Hansen kalder det en ”bekymrende” udvikling:

”Det, man kan blive rigtig bekymret for, er, at mange markveje og -stier nedlægges, uden at landmændene anmelder det til kommunen. Det behøver ikke være af ond vilje, det kan også bare være uvidenhed om, at det må man faktisk ikke,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Han efterlyser større opmærksomhed på problemet hos kommunerne. Friluftsrådet har ved hjælp af aktindsigter fået indblik i antallet af klager over markveje, der er nedlagt af en lodsejer uden forudgående anmeldelse til kommunen, og siden 2007 er der modtaget 470 klager over markveje, der er nedlagt. Til sammenligning har kommunerne i samme periode modtaget 420 anmeldelser om nedlæggelse af markveje, som er helt efter bogen, viser aktindsigten.

Flere steder i landet arbejder frivillige grupper på at genetablere gamle stier, blandt andet kunne beboerne i Aa på Fyn sidste år genindvie områdets gamle kirkesti, og en lignende kirkesti er genskabt i landsbyen Træden ved Horsens.

Projektet ”Spor i landskabet” er hjemmehørende hos brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og er et forsøg på at styrke samarbejdet mellem lokale frivillige stigrupper og lodsejere. Siden projektets begyndelse i 1997 er der skabt 317 nye spor. Men 45 er også blevet nedlagt, for sporene tinglyses ikke og er der kun, så længe en lodsejer ønsker det.

”Vi møder da indimellem barrierer for et godt projekt, hvor det er enormt ærgerligt, at der bliver sagt nej til, at en sti kan krydse over en mark. Så må man acceptere det ’nej’,” siger projektleder Rasmus Stampe Emborg.

”De forbehold, vi oftest møder, når vi er i dialog med lodsejere i forbindelse med at give offentligheden adgang til deres jorde, handler om frygten for affald, løse hunde og hærværk. I praksis er det ofte et meget begrænset problem. Flere er også skeptiske for at give adgang til mountainbikere,” siger han.

Et afslag kan ofte få stigrupperne til at tænke kreativt og slå stien en anden vej hen, og et skråsikkert ”nej” fra en lodsejer kan også mildnes over tid, påpeger Rasmus Stampe Emborg.

”Fordi vores stier ikke tinglyses, er det muligt at lukke dem igen. Det er noget af det, der sænker barrieren for at gå med i et stiprojekt, og vi hverken kan eller vil tvinge folk til at give adgang. Frivillige aftaler er den pragmatiske løsning.”