Prøv avisen

De overflødiges oprør er ovre. Et år efter valget har Socialdemokratiet vist, at dansk politik har ændret sig for evigt

I morgen er det præcis et år siden, Socialdemokratiet vandt valget. Der er sagt og skrevet mangt og meget om partiets højredrejning, men det afgørende kapitel mangler. For tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt løfterne blev holdt. Og i så fald om udlændinge for stedse er afmonteret som den sol, dansk politik danser omkring. Kristeligt Dagblad søger her svaret. Illustration: Rasmus Juul Pedersen.

For et år siden lovede Mette Frederiksen at holde fast i en stram udlændingepolitik. Meget tyder på, at det er lykkedes. Og i så fald bliver tyngdepunktet i dansk politik aldrig det samme

Valgkampe har det med at sætte ting på spidsen. Sådan var det også sidste forår, da Mette Frederiksen gik hele vejen i forsøget på at banke tvivlen ud af vælgernes sind.

Det stod 100 procent klart, sagde hun i den første direkte debatduel med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), ”at hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik end den, jeg er overbevist om er rigtig for Danmark – en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere – så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris”.

Ikke for enhver pris.

Hun gentog det igen og igen i de afgørende forårsuger op til grundlovsdag. I partilederdebat efter partilederdebat med millioner af danskere som vidner i tv-stuerne.

Tyve år med fire tabte valg havde martret Socialdemokratiet, og nu havde de ét skud tilbage i bøssen. Hvis ikke man skulle ende som en forvitret socialdemokratisk rose som søsterpartierne rundtom i Europa, var det nu eller aldrig for strammerkursen, lød erkendelsen dybt inde i partiets ledelse.

I morgen er det præcis et år siden, Socialdemokratiet vandt valget. Der er sagt og skrevet mangt og meget om partiets højredrejning, men det afgørende kapitel mangler. For tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt løfterne blev holdt. Og i så fald om udlændinge for stedse er afmonteret som den sol, dansk politik danser omkring.

Kristeligt Dagblad søger her svaret.

Først et besøg hos en af landets førende politiske talknusere, Kasper Møller Hansen. Han er professor i statskundskab på Københavns Universitet og laver løbende analyser af bevægelserne i vælgerhavet: Hvor går vælgerne hen og hvorfor?

Socialdemokratiets udlændingepolitiske drejning er ikke bare afgørende for at forstå udfaldet af folketingsvalget for et år siden.

”Den er altafgørende,” fortæller professoren.

”Næsten 100.000 vælgere, der i 2015 havde stemt Dansk Folkeparti, stemte sidste år på Socialdemokratiet. Det svarer til 2,3 procent af det samlede vælgerkorps.”

”Mange af dem var tidligere frafaldne socialdemokrater, der havde søgt mod Dansk Folkeparti, fordi de ville have en strammere udlændingepolitik,” siger Kasper Møller Hansen.

Når valget på grundlovsdag sidste år var ”et klimavalg”, som man ynder at kalde det i folkemunde, skal det derfor også ses i lyset af, hvad det ikke var. Et udlændingevalg. Kun ved at afmontere udlændingepolitikken som dén afgørende forskel på rød og blå blok kunne Socialdemokratiet rykke sine brikker over på de spillebrætter, hvor de i vælgernes øjne stod stærkere end modstanderen: velfærd. Klima.

Dansk Folkeparti punkterede i takt med Socialdemokratiets kalibrering og har ifølge meningsmålinger sat kurs mod noget, der i yderste fald minder om en afgrund.

Med proportionerne og præmissen slået fast er det tid til at lytte til en af landets førende kendere af Socialdemokratiet. Det er Altingets journalist og politiske kommentator Erik Holstein. Han er samtidig en af de tidligste stemmer i debatten om en mere lempelig udlændingepolitiks eksplosivt ødelæggende effekt på arbejderpartiets vælgertække.

Allerede i 2002 advarede han med bogen ”Det frontale kultursammenstød” mod at tage udlændingepolitikken ud af den demokratiske proces og gøre det til et spørgsmål, som pøblen er moralsk ude af stand til at tage stilling til.

”Selvom kun én procent måtte støtte vores humanistiske politik, skal vi holde fast i den,” har tidligere partiformand Svend Auken engang sagt.

Erik Holsteins vurdering er i dag, et år efter valget, at det på mange måder er lykkedes Socialdemokratiet at køre højredrejningen hjem. Hvor tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) 100 første dage ved magten var præget af store diskussioner om løftebrud, er det mærkat ikke blevet sat på Mette Frederiksen endnu.

”Socialdemokratiet har helt overordnet leveret på valgløftet om at videreføre en stram udlændingepolitik,” siger Erik Holstein.

”Partiet gav De Radikale nogle indrømmelser i regeringsforhandlingerne om forståelsespapiret, der handler om, at nogle flygtninge i beskæftigelse kan beholde deres opholdstilladelse. Men det var så det. Der er ikke afgørende ændret på hovedlinjerne i udlændingepolitikken,” siger Erik Holstein.

En ting er, at Socialdemokratiet ikke for alvor har lempet på udlændingepolitikken. Mindst lige så vigtigt er det, at regeringen faktisk flere steder har strammet, pointerer Erik Holstein.

Tænk på IS-krigerne og deres børn, hvor S-regeringen førte en hård kurs. Eller sikkerhedspakken med overvågning af eksempelvis bander, der i vælgernes øjne også er en indvandrerproblematik. Senest kom S-regeringen med et udspil, der forbyder religiøse vielser af mindreårige og stiller en udvisningsdom i udsigt til imamer, der gifter unge piger væk til ældre mænd.

Nok gøres stramningerne ikke op på en resultattavle på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, som tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) gjorde det. Men de er der.

”Den største forskel på Tesfaye og Støjberg er retorikken – indholdet er stort set det samme,” siger Erik Holstein.

Journalist og politisk kommentator Erik Meier Carlsen er enig.

Hvis Erik Holstein er en udlændingepolitisk nestor i dansk politisk journalistik, er navnebroderen Meier Carlsen overnestoren. I år 2000 skrev han en af årtiets vigtigste bøger om tilstrømningen til de nye højrefløjspartier, der svor at bekæmpe indvandringen og truslerne imod de kulturelt homogene velfærdsstater. ”De overflødiges oprør”, hedder bogen.

Ifølge Erik Meier Carlsen har tiden siden folketingsvalget sidste år været historisk.

”Dansk politik har på afgørende vis ændret sig,” siger han.

Det er ikke kun lykkedes Socialdemokratiet i brede træk at videreføre den borgerlige regerings udlændingepolitik, som de for øvrigt langt hen ad vejen stemte ja til mellem 2015 og 2019. De har også erobret den idépolitiske debat på området.

”Partiet lavede i 2018 det, jeg regner for det mest gennemarbejdede bidrag til en stram udlændingepolitik (udspillet ”Retfærdig og realistisk”, red.). Det er her, de præsenterer idéen om at rykke asylbehandlingen væk fra Europa til modtagercentre i Afrika, og hvor de præsenterer nye tiltag til at få integrationen i gang.”

Modtagercentre i udlandet. Tvungen beskæftigelse eller sprogundervisning til indvandrere, der ikke er på arbejdsmarkedet. En hårdere kurs mod negativ social kontrol i de muslimske minoritetsmiljøer. Tiltagene er langtfra gennemført, og de bliver det måske aldrig. Men de viser, at serveretten er på Socialdemokratiets banehalvdel.

”Dansk Folkeparti har aldrig styret dansk udlændingepolitik. De har leveret de afgørende stemmer, men aldrig de afgørende politikforslag. 24-årsreglen og tilknytningskravet var udtænkt af socialdemokraten Karen Jespersen i slutningen af 1990’erne, men blev ikke tilladt af partiets daværende ledelse. Og 2000’ernes stramninger var udtænkt af Venstre. Den seneste udvikling er så, at Socialdemokratiet sidder med de forslag, der skal forbedre integrationen og sikre en mindre tilstrømning,” siger Erik Meier Carlsen.

I toppen af Socialdemokratiet ynder man at have sin egen personlige strammer-ahaoplevelse.

Om den dag, man indså, at partiet havde fejlplaceret sig på den akademiske klasses overdrev og nægtede at indse problemerne med den ikke-vestlige indvandring. I slutningen af 1990’erne begyndte Mette Frederiksens morfar at flirte med Dansk Folkeparti.

”Han boede i et alment boligbyggeri. Han talte af gode grunde hverken tyrkisk eller arabisk. (…) Han oplevede pludselig at bo et sted, hvor han ikke kunne tale med naboerne, og hvor beboersammensætningen pludselig ændrede sig. Jeg skulle have forstået, hvad han sagde,” fortæller Mette Frederiksen i Thomas Larsens politiske portrætbiografi om statsministeren. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har en lignende historie.

Den tyske sociolog Axel Honneth har i sit hovedværk beskrevet, hvordan en af menneskets primære kognitive drifter er higen efter værdsættelse og anerkendelse. Den politiske lære heraf er afgørende. Anerkendelse – retsligt såvel som følelsesmæssigt – bør være afsættet for politik, mener Honneth. I stedet for at affeje utrygheden over muslimsk indvandring som hverdagsracisme, skal danskerne anerkendes i, at det er legitimt at være bekymret. Det er dét, Mette Frederiksen gør, når hun taler om sin morfar i det almene boligkompleks.

”For Socialdemokratiet er det meget væsentligt at få anerkendt, at man ikke altid har haft ret,” fortæller Erik Meier Carlsen.

Faktisk gjorde Helle Thorning-Schmidt det allerede til en vis grad. På visse områder strammede hun også udlændingepolitikken, blandt andet ved at indføre en afgørende paragraf i udlændingeloven, så flygtninge uden behov for personlig beskyttelse kan sendes tilbage til eksempelvis områder i Syrien, hvor freden så småt har sænket sig.

”Det virkelige paradigmeskifte,” har Jonas Christoffersen, tidligere direktør i Institut for Menneskerettigheder, kaldt lovændringen.

Men hvad hjælper det, hvis en stram udlændingepolitik ikke akkompagneres af en stram retorik? Perception is reality , som de siger i reklamebranchen. Opfattelse er virkelighed.

Ifølge Heidi Vad Jønsson, historiker på Syddansk Universitet, har det været en lang dags rejse mod nat for Socialdemokratiet. Hun skrev i 2018 bogen ”Fra lige muligheder til ret og pligt”, hvori hun opruller årtiers intern udlændingekonflikt i partiet.

Allerede i 1980’erne foreslog Vibeke Storm Rasmussen (S), tidligere amtsborgmester i København, gennem et internt partiudvalg at begrænse indvandringen til 5000 udlændinge om året.

”Det var super kontroversielt,” forklarer Heidi Vad Jønsson.

Vibeke Storm Rasmussen måtte senere træde tilbage som formand for udvalget, og først under Helle Thorning-Schmidt blev fundamentet til en strammere udlændingepolitik for alvor lagt. Til forskel fra Thorning-tiden er strammerkursen bedre orkestreret i dag.

”Mattias Tesfaye skrev for et par år siden en afgørende bog – ’Velkommen Mustafa’ – om, at Socialdemokratiet faktisk altid har lænet mod en restriktiv udlændingepolitik. Den bog redefinerer partiets opfattelse af sig selv under Mette Frederiksen,” siger Heidi Vad Jønsson.

For nogle år siden prøvede partilederen endda at nagle strammerkursen fast til Anker Jørgensen under en optræden ved bogfestivalen BogForum. Han var den første ledende socialdemokrat, der talte om at sætte en grænse for tilstrømningen, mente Mette Frederiksen.

”Det gjorde Anker Jørgensen ikke. Men det siger noget om den fortælling, partiet har skabt,” siger Heidi Vad Jønsson.

Ifølge iagttagere er (gen)fortællingen af partihistorien svær at overvurdere. I visse kredse hersker en hoven idé om, at Socialdemokratiets udlændingepolitik slet ikke er dybfølt, men alene er en taktisk bevægelse sat i verden for at stjæle vælgere fra Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Det er forkert, og man behøver blot læse bøger af Mattias Tesfaye eller Kaare Dybvad Bek – eller biografier af Mette Frederiksen – for at se det.

”Den mest velbegrundede kritik af den slappe udlændingepolitik er, at den nedbryder tillidsstrukturerne i en velfærdsstat. I lande, der mangler en homogen og historisk grundfæstet kultur, er det næsten umuligt at have en høj omfordeling. Det er empirisk begrundet, og kan direkte aflæses statistisk,” forklarer Erik Meier Carlsen.

Det er egentligt ret intuitivt. Man er mest villig til at betale høje skatter af sin slidsomt tilkæmpede løncheck, hvis pengene går til mennesker, der kulturelt ligner en selv. Til at finansiere folkepensionen af den gamle dame, der kunne være din bedstemor.

Multikulturelle stater kan sagtens fungere. Men ikke som velfærdsstater i den nordiske forstand af begrebet.

”Som liberal kan du godt mene, at man skal kunne have alle mulige holdninger, så længe det ikke begrænser andres frihed. Og at man ikke behøver den store omfordeling. Det går bare ikke som socialdemokrat,” supplerer Erik Holstein.

”I hvert fald ikke hvis dem, der kommer, skaber modkulturer. Hvis du har grupper, der decideret bekæmper det samfund, de bor i, forsvinder mange menneskers lyst til at bidrage til fællesskabet. Derfor er kampen mod parallelsamfund så vigtig for Socialdemokratiet,” siger han.

På den måde har S-toppen gjort den stramme udlændingepolitik til en del af partiets eksistensberettigelse. Den stramme udlændingepolitik bliver bolværket for selve velfærdsstaten. Svend Aukens kommentarer om ubegrænset tilstrømning og ægte humanisme virker i det lys helt metusalemske.

Kristeligt Dagblad har i en meningsmåling foretaget af YouGov spurgt vælgerne, om de mener, at regeringen har levet op til sit valgløfte.

34 procent af vælgerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at Socialdemokratiet et år efter valget har videreført VLAK’ udlændingepolitik. 21 procent er uenige. Resten svarer ”hverken-eller” eller ”ved ikke”. Måske siger det ikke alverden.

Men er det trods alt et klart mindretal, der føler sig ført bag lyset af Mette Frederiksens berømte løfte under valgkampen sidste år.

Der kan gå stadig gå hul på EU’s porøse grænser. Klimaflygtninge og migrantstrømme vil fortsat søge mod Europa. Nok endda i endnu højere grad end tidligere.

Derfor er det ikke givet, at udlændingepolitikkens dynamit forbliver våd. Men hvis, og det er altså stadig et hvis, at Socialdemokratiet holder fast i de kommende år, hvor efterlader det så egentlig dansk politik?

”Et fuldstændig nyt sted,” siger Erik Meier Carlsen.

”For så er det ingen farbar vej at satse på, at fremtidige borgerlige partier skal baseres på en meget stram udlændingepolitik. Spørgsmålet splitter blokken indadtil. Jo hurtigere, de begynder at satse på en mere klassisk borgerlig oppositionspolitik, desto bedre for dem selv,” siger Erik Meier Carlsen.

Brikkerne står stadig på brættet. Men meget tyder på, at reglerne er blevet ændret.

Kilde: Undersøgelsen er baseret på interview med 1261 repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra Yougov-panelet i perioden 28. maj til 1. juni 2020. Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi samt stemmeafgivelse ved valget den 5. juni 2019.