Pensionsspørgsmålet er op til folketingsvalget blevet et politisk hovedemne. Men fra at være et spørgsmål om nedslidte mennesker og statsfinanser, er det ved at blive til et formelt spørgsmål om politisk forligskultur. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl hævder, at Socialdemokratiets udspil om pension strider mod velfærdsforliget fra 2006, som blev bekræftet i 2015. I et notat støtter Finansministeriets Thulesen Dahls opfattelse. Så han kræver, at Socialdemokratiet (S) opsiger velfærdsforliget inden valget. Ellers må en eventuel socialdemokratisk regering opgive at foretage ændringer på området.
Der er to grundnormer i forligskultur: Hvis et parti vil ud af et forlig, så skal det inden et valg opsiges af partiet. Ellers gælder, at forligspartier kun i fuld enighed kan ændre på et forlig. Men i pensionsspørgsmålet er der ikke enighed. Derfor må S først opsige det, siger Thulesen Dahl.
Politiske forlig har siden 1894, hvor Højre endeligt lovede ikke at bruge provisoriske finanslove, været helt afgørende for, at det danske demokrati kunne fungere. Men som alt har også forligskulturen en bagside. Der gælder for øjeblikket 130 forligsaftaler på kryds og tværs i det danske Folketing. Det er ganske uoverskueligt. Ikke bare for borgerne, men også for ministre, folketingsmedlemmer og ministerierne. I ministerierne må man derfor føre oversigter over forligene, som beskriver indholdet i detaljer, og hvem der er med i det.
Mange nye ministre overraskes af, hvor meget de bindes ind i gamle forlig. Når de desuden bindes af det skrevne regeringsgrundlag, kan de føles sig bastet og bundet.
Som eksemplet med pensionslovgivningen viser det, så kan et embedsmænd blive overdommere over, hvad politikerne må og ikke må. Politikens politiske kommentator Kristian Madsen, selv gammel socialdemokrat, mener, at en socialdemokratisk finansminister let vil kunne få Finansministeriet til at give en ny fortolkning af velfærdsforliget. Så politiseret mener Madsen, at Finansministeriet er blevet, at det gerne skyder kravet om saglighed til side.
Flertallet af forlig har ingen udløbsdato. Derfor kan de leve længe som spændetrøjer for det politiske initiativ og nye kreative løsninger. Partier, som ikke er med i forlig, får mindre information fra ministrene og ministerierne på det pågældende område. Det problem er blevet forstærket af, at offentlighedsloven i 2013 blev strammet. Nogle kommentatorer bruger endda udtrykket, at partier udenfor forlig mobbes.
Følgelig går nogle partier ind i et forlig, selv om de ikke bryder sig om hovedretningen i forliget, bare for at undgå at stå udenfor. Bagefter skal de ifølge endnu en forligsnorm stå last og brast med forligsresultatet. Det medvirker til, at vælgerne får sværere ved at se, hvad et sådant forligsparti dybest set egentlig helst vil.
Når partier går med i et forlig, lægger de vægt på at få ofte små ”fingeraftryk” på det. Det vil sige, at forligene tit bliver mere indviklede, og dermed bidrager de afgørende til, at love og regler på forskellige områder bliver ufatteligt indviklede og uoverskuelige for både borgere og den offentlige forvaltning. Man kan som eksempler nævne skattelovgivning, arbejdsmarkedslovgivning og udlændingelovgivning. Det gør det sværere for borgerne at forstå meningen med lovgivningen (for der er ikke en, men mange hensigter bag den). Det gør det sværere for stat og kommuner at forvalte lovgivningen.
Debatten om politik kan som i eksemplet med pensionslovgivningen flytte sig væk fra substans til internt Christiansborg ”fnidder”, om hvem der opfører sig ordentligt. Mange borgere forstår næppe, hvorfor det kan komme i vejen for en substansdebat, at noget er ”forligsbelagt”, som det hedder.
Nu er vi antagelig på vej mod rekordmange partier i Folketinget. Det er ikke usandsynligt, at vi får en svag mindretalsregering, som med skiftende flertal må forsøge at fægte sig frem fra forlig til forlig. Det er på høje tid at tage forligskulturen op til nyvurdering. Samfundsændringerne går på nogle områder hurtigere end nogensinde før. Man burde gøre det til en regel, at alle forlig fik en ”solnedgangsklausul”, altså et tidspunkt, hvor de ikke gjaldt mere, og hvor hele Folketinget kunne begynde på en frisk.