Mangler de politiske partier hver især et klart idégrundlag? Noget kunne tyde på det. Den tidligere konservative formand Torben Rechendorff har for nylig udtalt: "Folk ved ikke, hvad det vil sige at være konservativ. Ærligt talt står det også mig lidt uklart". De Radikale har måttet spørge medlemmerne, hvad det vil sige at være radikal, Venstre angribes for at være for lidt liberal, Socialdemokraterne er ikke enige om, hvor vidt de er socialister, og SF mener, at partiet er socialistisk, men man ved ikke præcis, hvad socialisme er. Og sådan kan man fortsætte.
Idéer og visioner om fremtidens samfund knytter et parti sammen og fastholder dets vælgere. Når idéer og visioner mangler, forfalder politik til kynisk realpolitik eller perspektivløs forvaltning. Vælgerne vurderer så alene partierne på dagens politiske tilbud, men knytter sig ikke tættere til dem. Resultatet er et ustabilt flakkende demokrati. Nogle frygter, det fører til demokratiets død.
Spørgsmålet om partiernes idégrundlag blev forleden drøftet ved et arrangement på Krogerup Højskole i anledning af 50-året for et lignende arrangement. Hovedmanden dengang hed Bjørn Poulsen. Han mente, at der var brug for "fikse idéer" i politik. Umiddelbart lyder det underligt, fikse idéer er vel tvangstanker. Det er måske alligevel ikke så dårligt et begreb, hvis man med udtrykket "fiks idé" forbinder en enhed af engagerende følelser og fornuft. Vi ser af og til, at politikere, der taler til både følelse og fornuft, pludselig griber os på en helt anden måde, end politikere normalt gør. Man kan her tænke på Barack Obamas valgkamp for to år siden, der uanset, at det siden har vist sig, at en valgkamp langtfra gør det alene, alligevel står som en usædvanlig løftelse af politik.
Nu er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvilke idéer partierne forfølger, men her skal ikke tages stilling til, om det er bedre at arbejde for eksempel for frihed end lighed.
Eller om det er vigtigere at få økonomisk vækst end at beskytte miljøet og klimaet. Partierne skal netop dele sig efter forskellige afvejninger af den slags spørgsmål.
Der er måske to grunde til, at partierne har svært ved at udvikle det, som Bjørn Poulsen kaldte "fikse idéer". Følelser skal for det første forædles af fornuften for at blive omsat i praktisk politik. Og fornuftselementet i politik kan man studere sig til. Stadig flere af politikerne i forreste række har læst samfundsvidenskab, og ikke mindst er stadig flere statskundskabsuddannede. Men uddannelse i statskundskab går blandt andet ud på at abstrahere fra lidenskaberne. Derfor bliver man ikke politiker bare ved at læse statskundskab.
Desuden er de politiske partier i sammenligning med de store interesseorganisationer økonomiske dværge og savner ressourcer til at udvikle idéer. Deres idéudvikling hæmmes også ofte af indre magtkampe og konkurrence. Og især har regeringspartier svært ved at udvikle nye idéer, fordi de her og nu ofte kommer regeringen på tværs. Endelig kan partierne være bange for, at vælgerne er for konservative til nye idéer.
Derfor er der opstået uafhængige tænketanke til den langsigtede politiske idéudvikling. I en tænketank kan man forene de politiske lidenskaber med kølig analyse uden at skulle tænke på at blive valgt. Men tænketanke har brug for mange penge fra sponsorer.
Den altdominerende tænketank de seneste år har været Cepos, der kalder sig borgerligt-liberal. Cepos er i økonomisk politik mere yderligtgående liberalistisk end noget parti, men fører også en liberal kamp for frihedsrettighederne. Det bør dog nok også nævnes, at direktøren for Cepos, Martin Aagerup, netop har erklæret forståelse for Pinochets militærkup i Chile i 1973 som et "nødvendigt onde", om end militærdiktaturet ifølge Aagerup varede "alt for længe".
Cepos er i dansk sammenhæng ekstrem. For pluralismens og den politiske balances skyld er der behov for flere pengestærke tænketanke, der kan give de politiske partier tiltrængte saltvandsindsprøjtninger.
Tim Knudsen er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.