Kampen om formandsposten i det kriseramte og dybt splittede Dansk Folkeparti har udviklet sig til lidt af en farce, hvor læk af lydoptagelser fra gruppemøder, trusler om nye partidannelser og skarpe personangreb har skubbet de politiske spørgsmål i baggrunden.
Derfor har spørgsmålene om ledelsesstil, personlig troværdighed og evnen til at genrejse partiet fyldt det meste i den bitre og beskidte valgkamp, der i weekenden nåede sin foreløbige kulmination i en paneldebat mellem de tre tilbageværende kandidater Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen. Den fjerde kandidat, Erik Høgh-Sørensen, trak sig tirsdag for at styrke ”oppositionen” mod Messerschmidt.
Men den dårlige stemning til trods skal man have det store forstørrelsesglas frem for at finde de substantielle politiske uenigheder mellem især Morten Messerschmidt og Martin Henriksen, der af alle i og omkring partiet regnes som favoritter til at vinde.
Derfor kan man allerede nu se konturerne af fremtidens Dansk Folkeparti, hvis det som forventet ender med, at én af de to kan sætte sig i formandsstolen søndag eftermiddag, når de delegerede har stemt og resultatet ligger klar.
Især på udlændingeområdet og i islamkritikken – der historisk har været partiets mærkesag – er der enighed om, at emnet skal opprioriteres yderligere, om end udtrykket kan variere en smule.
”Udlændingepolitikken er selve hovedspørgsmålet for DF,” siger Morten Messerschmidt.
”Der er ingen tvivl om, at de steder, hvor islam har fået rodfæste som tro og ideologi, har det kun spredt ørken i materiel og åndelig forstand. Derfor er kampen for at trænge islamiseringen tilbage den væsentligste kamp, der skal kæmpes. Jeg betragter Søren Krarup, Jesper Langballe, Mogens Camre og Pia Kjærsgaard som mine læremestre, og det er deres fakkel, jeg ønsker at holde højt,” fortsætter han.
Martin Henriksen har ikke haft mulighed for at deltage i artiklen, men i debatten, der blev transmitteret på partiets hjemmeside, slog han fast, at udlændingeområdet skal være ”nummer et” på partiets dagsordenen.
Han mener dog, at partiet er nødt til at ”skærpe billedet” og ”rykke til højre” i bestræbelserne på at genvinde førertrøjen på det område, der er partiets ”eksistensberettigelse.”
”Gennem partiets historie har der været en strategi om, at man skulle være en del af det etablerede system og blive accepteret af det. Det har været det rigtige på et tidspunkt, men det er det ikke mere. Nu er vi blevet meget stuerene. Det er en del af årsagen til de problemer, vi står i.”
Morten Messerschmidt mener ikke, at Dansk Folkeparti er blevet for bovlamme.
”Men det er klart, at forskellige mennesker får forskellige idéer og bruger forskellige ord. Vi skal hverken beskyldes for at være for stuerene eller være der, hvor folk vender det hvide ud af øjnene. Man kan godt sige ting på en hård måde og bevare en ordentlighed,” siger han.
En alliance med danskerne
Også i den harske EU-modstand er der samklang mellem de to favoritter. Men en folkeafstemning om udmeldelse af EU ser dog ikke ud til at være et ultimativt krav for nogle af dem ved dannelsen af en eventuelt kommende borgerlig regering.
”Danskerne skal være herre i eget hus, og hvis det kan lade sig gøre i Storbritannien, så kan det også lade sig gøre i Danmark. Der må vi tro så meget på vores egne argumenter, at der kan vi godt på sigt overbevise et flertal i den danske befolkning om, at vi skal forlade EU. Hvis der kommer et folkeligt pres, så kan man også rykke noget i forhold til de andre partier,” sagde Martin Henriksen i debatten.
For Morten Messerschmidt går vejen ud af EU – ligesom hos Henriksen – gennem ”en alliance med danskerne.”
”Det handler om, at vi får EU’s dårligdomme til at fylde så meget som overhovedet muligt i den offentlige debat, og på den måde få mobiliseret en modstand,” siger Morten Messerschmidt.
I debatten blev det også skåret ud i pap, at begge kandidater vil arbejde for, at Danmark forlader Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dens domstol i Strasbourg.
Nej til De Radikale
Traditionelt har Dansk Folkeparti også været kendt som et parti, der brystede sig af at være ”den sociale samvittighed i blå blok.” For eksempel valgte partiet forrige år at stemme ja til den såkaldte Arne-pension, hvilket begge kandidater siden har støttet i medierne.
”Vi skal fastholde og udbygge vores sociale profil. Det er noget, der ligger mig meget på sinde, også af private årsager,” mener Morten Messerschmidt, der dog til Berlingske har sagt, at han ikke vil afvise at sige ja til topskattelettelser, hvis det kan bruges gunstigt i en forhandling. I interviewet slog han fast, at han først og fremmest vil kæmpe for skattelettelser for dem med de laveste indkomster.
I debatten sagde Martin Henriksen, at han vil ”genetablere kontakten til det arbejdende folk.”
”Engang kunne man gå ud på en byggeplads og møde rigtig mange, der stemte på Dansk Folkeparti. Sådan er det desværre ikke mere. Vi skal give skattelettelser i bunden til helt almindelige arbejdere, og vi skal være den borgerlige bloks sociale samvittighed.”
Ingen af dem har dog lyst til at flirte med Socialdemokratiet, som deres forgænger Kristian Thulesen Dahl gjorde i forrige valgperiode.
Dansk Folkeparti hører hjemme i den blå blok, mener Martin Henriksen, der endnu ikke vil afsløre, om pilen peger på Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V).
”Vi skal pege på den statsministerkandidat, der vil give flest indrømmelser på blandt andet udlændingeområdet. Og så må vi jo se, hvad de kan levere, og den, der kan levere mest, får vores støtte,” lød det fra Martin Henriksen i debatten.
”Jeg er meget enig i Martins analyse,” indskød Morten Messerschmidt, der ligesom sin modpart er rørende enig i, at De Radikale skal holdes uden for indflydelse, selv hvis det koster det koster et borgerligt flertal.
Kristen oprustning
Under weekendens debat opstod der også en diskussion om kristendommens rolle i det danske samfund. Tidligere har især Morten Messerschmidt som kulturordfører slået til lyd for, at de kristne værdier skal fylde meget mere i partiets skole- og kulturpolitik. Også den linje kan Martin Henriksen synge med på.
”Det er helt centralt, at kristendommen spiller en vigtig rolle i det danske samfund, og det skal Dansk Folkeparti være et parti, der kæmper for,” sagde han og pegede på daginstitutioner og folkeskoler som steder, hvor de kristne højtider skal fylde mere.
På spørgsmålet om rituel omskæring af drenge er der dog sprækker i enigheden. I debatten sagde Martin Henriksen, at han støtter et forbud, mens Morten Morten Messerschmidt omvendt stemte nej til forslaget om et forbud, da det var på Folketingets dagsorden for snart to år siden.
Et samlet parti?
På baggrund af de store meningsmæssige ligheder har spørgsmålet om, hvem der evner at vinde freden på den anden side af valget, fyldt meget. Relevansen af den debat blev understreget, da partiets indfødsretsordfører Marie Krarup i sidste uge i Jyllands-Posten sagde, at ”en stor del af folketingsgruppen” overvejer at danne et nyt parti – eventuelt med Inger Støjberg i spidsen – hvis Morten Messerschmidt bliver formand. Og tirsdag kom det frem, at partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt, der peger på Merete Dea Larsen som ny formand, er en af dem, der får ”svært ved at fortsætte”, hvis den nuværende næstformand tager det sidste skridt.
Det står i kontrast til Messerschmidts ambitioner om at være den, der kan ”samle partiet”.
I valgkampen har Martin Henriksen brugt store dele af sin taletid på at angribe Messerschmidt for illoyalitet og for ikke gå af gå af som næstformand i forbindelse med MELD- og FELD-sagen, der fik ham idømt et halvt års betinget fængsel, men som nu skal gå om på grund af dommerens inhabilitet. Derfor bliver der heller ikke plads til Messerschmidt i Martin Henriksens ledelse, hvis han vinder valget.
I tv-debatten sagde Martin Henriksen, at han generelt vil stå for ”en mere konsekvent ledelsesstil,” hvor der bliver slået ”hårdere ned på alliancer og fraktioner i partiet.”
”Der vil jeg gerne have, at vi griber hurtigere ind, så de små problemer ikke udvikler sig til store problemer.”