Prøv avisen

De Radikale betaler prisen for at gå i regering

De Radikale står til at miste vælgere ved folketingsvalget den 18. juni. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt

De Radikale står til øretæver ved valget, og generelt betaler små partier ofte en høj pris ved at gå i regering, skriver Tim Knudsen

To af dansk politiks fire gamle partier, De Radikale og De Konservative, står med elendige meningsmålinger foreløbig til øretæver ved folketingsvalget. Den tidligere radikale politiker Uffe Elbæk har taget mange radikale tilhængere. Er vi på vej til en gentagelse af valget i 1973, hvor de fire gamle partier (S,V,K og R) mistede i alt 54 mandater og en række nye partier kom i Folketinget? Kun delvist.

De to gamle partier med statsministerkandidaterne, Socialdemokraterne og Venstre, står ikke til voldsom tilbagegang. Derimod ser vi, at de små partier ofte betaler en høj pris ved at gå i regering. Det har Retsforbundet, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og De Radikale alle erfaret ved tidligere valg. De Radikale især i 1990, hvor de kun fik 3,5 pct. af stemmerne. Små partier kommer let til at udviske deres profil i regeringssamarbejde.

Radikalismens ideer var inspireret af den franske greve, Claude Henri de Saint-Simon, der formulerede kravet om, at systematisk indsamling af data om samfundets tilstand kunne bruges til at finde den sociale harmoni. Videnskab og erfaring skulle overtage rollen som samfundsledelsens værktøj fra følelserne. Hans elev, Auguste Comte, videreførte ideen og skabte sociologi som en videnskab grundet på statistik og uden metafysik og religion. De Radikale lægger da også fortsat stor vægt på økonomisk videnskab, og de har haft stor indflydelse på regeringens økonomiske politik. Men danske vælgere tror ifølge valgforskningen ikke ret meget på, at de danske regeringer har stor betydning for at vende konjunkturerne, dertil er Danmark i modsætning til for eksempel USA alt for afhængig af internationale konjunkturer.

De Radikale har udvisket andre centrale træk i partiets identitet. Det radikale Venstre blev i 1905 dannet som en afskalning fra Venstre. Forbilledet var et radikalt parti i Frankrig dannet 1880 af George Clémenceau. Siden den store franske revolution i 1789 var der tanker i Europa om at undgå den største fare for samfundsustabiliteten: Den fuldkomne fattigdom. Derfor er det en del af partiets identitet, at partiet ikke bare er liberalt, men også socialt.

Ifølge partiets egne kritikere er partiet dog nu for lidt socialt ved at betone økonomiske hensyn alt for ensidigt i forhold til sociale og uddannelsesmæssige forhold. De Radikale har lyttet for lidt til skolelærerne og været for hårde i dagpengespørgsmålet, mener nogle. Partiet har også tabt evnen til at bygge bro mellem akademikere og kortuddannede småkårsfolk.

Antimilitarisme og kravet om kirkens adskillelse fra staten var tidligt punkter i De Radikales egenart. De særtræk genfindes ikke i vore dage.

For radikale er det vulgært at forfølge nøgne selvviske og økonomiske interesser. Man bør i helhedens interesse tale sig til kompromiser og samarbejde hen over midten.

Nogle radikale har ikke set overensstemmelse med troen på det åbne, samarbejdende demokrati og partiets tilslutning til de upopulære stramninger i offentlighedsloven. Blokdannelsen i forbindelse med regeringsdannelserne i vore dage strider også mod partiets traditioner for at spille til både blå og rød side. Kampen om regeringsmagt dominerer Socialdemokraterne og Venstre. Samme kamp har klemt de mindre partier, når de tager regeringsansvar. Bagved ligger en langsom svækkelse af Folketinget over for regeringsmagten. Stabiliseringen af de mindre partier kunne ligge i en fælles kamp for at styrke Folketinget.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator