Prøv avisen

Er Moder Teresa uværdig til at få en vej opkaldt efter sig?

Det er Radikale Venstres gruppeformand, Tommy Petersen mener, at Moder Teresa var en fanatisk troende. Derfor gør han nu modstand mod at opkalde en vej i København efter den kendte nonne. Foto: Piyal Adhikary

I København kæmper De Radikale imod et forslag om at opkalde en ny gade efter katolsk nobelpristager

De Radikale kæmper i øjeblikket imod et forslag om at opkalde en ny vej i København efter den katolske nonne Moder Teresa.

”Moder Teresa var en fanatisk troende, der dæmoniserede kvinder, som fik foretaget abort, nægtede enlige og homoseksuelle at adoptere forældreløse børn, og som skovlede penge ind til Vatikanet, hvor kun en brøkdel nåede de fattige.”

Det er Radikale Venstres gruppeformand, Tommy Petersen, der beskriver Moder Teresa på denne måde i en pressemeddelelse. Hans lidet flatterende omtale af Moder Teresa, der i 1979 modtog Nobels Fredspris og som står til at blive helgenkåret senere på året, er De Radikales begrundelse for at ville sige nej til forslaget om at få en Moder Teresas Vej i hovedstaden.

I alt 14 veje, tre pladser, en park og en bro ved Enghave Brygge skal navngives, og fælles for navnene er, at der skal være tale om modtagere af Nobels Fredspris. Blandt de øvrige forslag til vejnavne fra Vejnavnenævnet er Nelson Mandelas Allé, Theodore Roosevelts Vej og Martin Luther Kings Vej.

Men ifølge De Radikale er den verdenskendte katolske nonne altså ikke værdig til at indgå i det selskab. Tommy Petersen skriver desuden, at betydningen af Moder Teresas arbejde for fattige og fred i verden er vildledning, og omtaler hende i stedet som en ”kvinde, der har brugt sin globale platform som religiøst ikon til at fremme en fundamentalistisk kamp imod abort.”

Samtidig peger gruppeformand Tommy Petersen på, at Moder Teresas organisation ”nægter at bortadoptere forældreløse børn til enlige forældre, da de frygter homoseksualitet. Det er altså ikke en værdig repræsentant for en gade i én af verdens mest frisindede og tolerante byer.”

Informationschef i den katolske kirke i Danmark, Niels Messerschmidt, er temmelig uforstående over for Radikale Venstres reaktion mod forslaget.

”For mig at se lugter den her melding meget af værdipolitik og siger i virkeligheden mest om afsenderen. På den ene side kalder man sig for frisindet og tolerant, og på den anden side lader man sig diktere af de holdninger, der lige nu er en del af tidsånden. Det er en traditionel kristen holdning at være imod abort og på den måde respektere menneskeliv helt fra dets undfangelse. Hvis vi hele tiden skal rette ind efter nye strømninger, hvad bliver så det næste? Skal vi så for eksempel også ændre navnet på Dan Turells Plads, efter hans datter har fortalt om sin traumatiske barndom med en alkoholiseret far?”, lyder det fra Niels Messerschmidt, der i øvrigt også kalder De Radikales udtalelser for en desavouering af Nobelkomitéens dømmekraft for tildelingen af Nobels Fredspris til Moder Teresa.

Forslagene til de nye vejnavne skal senere behandles på Københavns Rådhus, og her vil de Radikale gå imod forslaget om Moder Teresas Vej.

Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tommy Petersen.