De Radikale strides også om partiets sjæl

Det var sexismesager, der kostede Morten Østergaard posten som De Radikales politiske leder. Men disse sager har nu åbnet for en større konflikt om partiets politiske linje, hvor en aktivistisk og pragmatisk fløj står over for hinanden

I 2018 var Martin Lidegaard næstformand i den radikale folketingsgruppe. Den post overlod Morten Østergaard efter den radikale valgsejr i 2019 til Sofie Carsten Nielsen, som står for den samme politiske linje som ham selv.
I 2018 var Martin Lidegaard næstformand i den radikale folketingsgruppe. Den post overlod Morten Østergaard efter den radikale valgsejr i 2019 til Sofie Carsten Nielsen, som står for den samme politiske linje som ham selv. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

De Radikale har i de seneste par uger gennemlevet en indre kamp mellem medlemmerne af folketingsgruppen, som giver mindelser om thaiboksning, hvor slag er tilladt på alle dele af kroppen, og hvor slag på de mest sårbare steder giver flest point.

Striden sprang ud i lys lue på det timelange møde i folketingsgruppen den 7. oktober i Den sorte Diamant, som endte med, at Morten Østergaard trak sig som politisk leder for De Radikale på grund af sexchikanerier med ham selv som hovedperson og måden, hvorpå han havde håndteret dem. I stedet valgtes den hidtidige næstformand i partiet, Sofie Carsten Nielsen, som ny politisk leder.

Siden den 7. oktober og frem til et nyt møde i den radikale folketingsgruppe i søndags foregik der en kamp mellem de radikale gruppemedlemmer på forskellige platforme via udtalelser, via lækager af diverse oplysninger og gennem opslag på de sociale medier. men selvom mødet i søndags lagde låg på uenighederne, lurer de stadig lige under overfladen.

Den indædte kamp skal ses på baggrund af, at der på mødet den 7. oktober blev afholdt en afstemning om, hvem der skulle afløse Morten Østergaard. Både Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard stillede op, men førstnævnte vandt med stemmerne otte mod fire. Støtterne bag Martin Lidegaard har imidlertid hævdet, at årsagen til, at så mange stemte på Sofie Carsten Nielsen, er, at hendes støtter på mødet sagde, at de mente at have hørt, at Martin Lidegaard måske havde opført sig upassende, uden at der kunne gives eksempler.

Nu kunne man tro, at kampen i De Radikale var en ren og skær magtkamp om lederskabet. Det er imidlertid ikke tilfældet. Når kampen kæmpes så indædt, skyldes det netop, at der er mere på spil end lederposter. Det er også en kamp om, hvilket slags parti De radikale skal være, og ikke mindst om, hvordan partiet skal samarbejde med andre partier.

I mange årtier var det et radikalt dogme, at man i samarbejdet med andre partier først og fremmest skulle anlægge en pragmatisk og midtsøgende linje, fordi den gav mulighed for mest indflydelse. Den eneste radikale statsminister i de seneste 100 år er Hilmar Baunsgaard. Han formulerede det engang på denne måde: ”Det afgørende er ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om.”

Denne linje er imidlertid ikke længere dominerende i De Radikale. For eksempel mente Morten Østergaard forud for folketingsvalget i 2019 – som for øvrigt gav en stor radikal fremgang – at det under alle omstændigheder var udelukket, at De Radikale kunne støtte en regering, som også var afhængig af Dansk Folkeparti. Denne linje er i dag dominerende i den radikale folketingsgruppe.

Under regeringen med Mette Frederiksen i spidsen for en socialdemokratisk etpartiregering – uden radikale ministerposter, som det ellers har været traditionen – har den nu tidligere radikale leder Morten Østergaard flere gange truet med at vælte regeringen, hvis ikke den levede op til de radikale krav på eksempelvis det klimapolitiske område.

De to fløje i den radikale folketingsgruppe er blevet benævnt ved forskellige navne. Nogle taler om den aktivistiske fløj versus den pragmatiske fløj. Andre om en yderliggående linje over for en pragmatisk linje. Endelig kaldes de to positioner også henholdsvis konfrontatorisk og dialogorienteret.

Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen står i den forbindelse for den konfrontatoriske position, mens Martin Lidegaard står for den dialogorienterede. Sidstnævnte udgav i 2018 en bog om emnet med den sigende titel ”Lad os mødes på midten”. Heri skriver Martin Lidegaard ”I Danmark har vi skabt et af verdens bedste samfund. Det hviler på et fundament af frihed, lighed og tillid, og det bygger på en helt særlig politisk tradition for at mødes på midten. Vi taler sammen, og vi lytter til hinanden. Som regel. Men i øjeblikket overdøves samtalen af ultimative krav, bitter personfnidder og øget polarisering. Befolkningens tillid til de folkevalgte er i bund, og grøfterne graves dybere og dybere. Det gælder især udlændingepolitik, EU og forholdet mellem land og by.”

I 2018 var Martin Lidegaard næstformand i den radikale folketingsgruppe. Den post overlod Morten Østergaard efter den radikale valgsejr i 2019 til Sofie Carsten Nielsen, som står for den samme politiske linje som ham selv.

Selvom de to fløje i den radikale folketingsgruppe står for to forskellige politiske linjer med forskellige vurderinger af, hvordan man får mest mulig politisk indflydelse, er de to fløje dog mere i overensstemmelse, når det drejer sig om de langsigtede strategiske mål. Det er vejen derhen, som skiller. Skal man kæmpe de små skridts kamp nede på jorden? Eller giver det flere fordele – og stemmer – at placere sig oppe i træet, hvor man har overblik og kan skyde løs på alt og alle?

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.