De Radikales verden ser broget ud. Men hvor dybt stikker krisen egentlig?

De Radikale står uden for regering og i sin værste krise i 40 år. Partiets manglende tro på, at Mette Frederiksen (S) ville ændre holdning til magt blev afgørende for nej’et til at gå i regering

Den radikale partileder, Martin Lidegaard, på weekendens nytårsstævne i Nyborg.
Den radikale partileder, Martin Lidegaard, på weekendens nytårsstævne i Nyborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Med en vis selvironi indledte De Radikale lørdag det traditionelle nytårsstævne med at synge Hans Villum Kaalunds "Jeg elsker den brogede verden".

Stævnet handlede om velfærdssamfundets udfordringer, som eksperter på økonomi, sundhed og sociale forhold gav et dystert billede af. I et snævrere partipolitisk perspektiv synes De Radikales egen situation dog nok så broget.

Op til mødet beklagede folketingsmedlem og tidligere minister Christian Friis Bach (R) i et stort interview med dagbladet Politiken åbent og højlydt, at hans parti ikke var gået med i midterregeringen. Og lod forstå, at det befinder sig i sin værste krise i 40 år. En halvering ved folketingsvalget, tre partiledere på to år, tre procent i nogle meningsmålinger og en placering uden parlamentarisk magt - den kombination husker han ikke at have set værre.

Partileder Martin Lidegaard (R) "forstår frustrationen" og havde også selv håbet på, at De Radikale kunne være gået i regering. Han anser dog ikke krisen for eksistentiel.

Men hvor dyb er den? Det er et af tre spørgsmål, som denne analyse forsøger at svare på.

1. Hvor dybt stikker den radikale krise?

De Radikales nuværende krise begyndte reelt med den tidligere radikale partileder Margrethe Vestagers ydmygelse af Socialdemokratiet, da SRSF-regeringen blev dannet i 2011. Hun tvang dengang S til at acceptere, at den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik blev videreført. Det lagde grunden til Socialdemokratiets og især Mette Frederiksens dybe mistillid til De Radikale, som igen førte til, at hun holdt partiet ude af sin første regering i 2019. Det har frustreret De Radikale lige siden, men partiet har ikke kunnet navigere i det, hverken med Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen eller Martin Lidegaard som politisk leder.

Helt galt gik det, da Sofie Carsten Nielsen i juli sidste år ultimativt krævede et folketingsvalg inden for tre måneder på baggrund af minksagen. De Radikale havde ikke tillid til Mette Frederiksen, men ville ikke vælte hende med det samme, og efter valget havde man igen tillid til hende. Det forstod vælgerne ikke, og Sofie Carsten Nielsen fik personligt så dårligt et valg, at hun måtte træde tilbage fra partilederposten.

Partiet trues foreløbig ikke på sin eksistens, men dets krise er meget dyb. Det har fået en alvorlig konkurrent i Moderaterne, som Martin Lidegaard også åbent erkendte over for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) ved søndagens partilederdebat på stævnet.

2. Hvor splittet er folketingsgruppen og partiet?

Umiddelbart har Friis Bachs protestråb kun fået folketingsgruppe og bagland til at rykke tættere sammen. Det var ganske vist ikke svært at finde deltagere, som var enige i, at De Radikale burde være gået i regering, men de mente også, at det var tåbeligt af Christian Friis Bach at gå offentligt ud med sine frustrationer. Mange gav også ligesom Martin Lidegaard udtryk for, at spørgsmålet om regeringsdeltagelse har været svært.

Fra begyndelsen har De Radikale været delt i en husmandsfløj og en kulturradikal fløj, som også kan ses i den aktuelle konflikt. Splittelsen kan også defineres som en splid mellem pragmatikere og idealister. I dag har den kulturradikale fløj klart overtaget med folketingsmedlem Zenia Stampe i spidsen, mens Christian Friis Bach repræsenterer mindretallet af pragmatikere.

Martin Lidegaard regnes normalt til pragmatikerne, men når det gælder regeringsdeltagelse, står han side om side med idealisterne. For dem var SVM-regeringens mål om asyllejre i Rwanda, begrænsede klimaambitioner og besparelser på uddannelsesområdet helt uspiselige. Og alt peger på, at det var Lidegaards egen beslutning ikke at gå i regering.

3. Hvorfor gik De Radikale ikke med i drømmeregeringen på midten?

Flere aviser, blandt andet Politiken, har rekonstrueret forløbet, der førte til SVM-regeringen midt i december. Ifølge anonyme kilder skulle Martin Lidegaard om morgenen den 13. december have sagt til de øvrige forhandlere: "Venner, vi har en aftale." Men senere på dagen meldte han fra, fordi man ikke fik nok indrømmelser på klima- og børne- og unge-området.

Meget tyder på, at den dybere årsag til det radikale farvel til det, der ligner en radikal drømmeregering på midten, skal findes et andet sted. Nemlig i, at De Radikale fortsat nærer dyb mistillid til Mette Frederiksens administration af magt. Partiet kom sent med til regeringsforhandlingerne, nærmest på afbud, og modsat det lange tillidsskabende forløb med Jakob Ellemann-Jensen (V), brugte Mette Frederiksen ikke flere uger på at genskabe tilliden mellem Socialdemokratiet og De Radikale.

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger forsøgte De Radikale til allersidst at få en meget stærk ministerpost på klimaområdet med overførsel af kompetence fra Finansministeriet, men det ville de øvrige partier ikke acceptere. Netop dét at Socialdemokratiet fortsat sidder tungt på både Statsministeriet og Finansministeriet, gjorde det umuligt for De Radikale at se sig selv i regeringen. Tilliden til, at partiet ville få politisk indflydelse var væk.

Men broget ser den radikale verden ud.

Dette er en politisk analyse.