Sagen om ikke-udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til minister har skabt forvirring om ministerudnævnelserne. Udgangspunktet for indstillingerne til ministerudnævnelser er den navneliste, som en statsminister eller en kommende statsminister går til Dronningen med. Den pågældende er fuldstændig fri til at indstille, hvem de vil, hvis de bare har tilsagn fra de pågældende.
LÆS OGSÅ: Statsministeriet vasker hænder i Sass Larsen-sag
Hverken departementschefer eller Politiet Efterretningstjeneste (PET) afgør, hvem der bliver ministre. Afgørelsen om, at Helle Thorning-Schmidt (S) ikke ville gøre Sass Larsen (S) til minister er suverænt hendes. Hun traf afgørelsen, fordi PET ikke kunne sikkerhedsgodkende Sass Larsen.
Ordningen med at indhente en sikkerhedsudtalelse fra PET om ministeremnerne blev indført af statsminister Jens Otto Krag i 1964, fordi han til sin store ærgrelse havde udpeget en minister med en dom for en mindre sag, som Krag aldrig havde hørt om.
Ministeren blev hurtigt udskiftet.
Den manglende sikkerhedsgodkendelse kunne Thorning have ignoreret. Statsminister Anker Jørgensen indstillede Ole Espersen i 1981 til justitsminister trods en manglende sikkerhedsgodkendelse. Og det var så det.
Kristeligt Dagblad har især rejst spørgsmål om, hvad der var grundlaget for den manglende sikkerhedsgodkendelse. Spørgsmålet om, hvorfor PET ikke i tide advarede Sass Larsen om, at han var i PETs kikkert er et andet spørgsmål, som også er stillet. Politikere over hele det politiske spektrum har sluttet op om, at gentagelser af Sass Larsen-sagen må undgås. Altså når det gælder politikere. Hvorfor ikke mistilliden til PET har bredt sig til de tilfælde, hvor PET overvåger andre borgere, er svært at forstå. Politikere burde være optaget af at sikre en ordentlig retsstat for andre end dem selv.
Andre spørgsmål i sagen vedrører overbringelsen af det skuffende budskab til Sass Larsen. Det er en kommende statsministers eget problem, hvis hun får kolde fødder i forbindelse med, at hun har stillet en ministerpost i udsigt til en partifælle. Det kan skyldes uerfarenhed, at Helle Thorning-Schmidt overlod det til departementscheferne i Statsministeriet og Justitsministeriet at tale med Sass. Hvis hun på grund af travlhed ikke havde tid, kunne hun have overladt det til en partifælle eller en politisk rådgiver at give Sass skuffelsen. Det havde ikke hindret Sass i efterfølgende at have rejst spørgsmål til den manglende sikkerhedsgodkendelse (som han også har gjort det).
Hvorfor gik departementscheferne med til en utraditionel procedure, som de slet ikke beherskede? For det endte med, at de fik kritik af ombudsmanden. At departementscheferne gik tæt på regeringsdannelsen, kan kun skyldes en misforstået tjenstvillighed over for den kommende regering. Og spørgsmålet om overdreven tjenstvillighed er ikke begrænset til Sass-sagen. Her skal blot mindes om, at i sagen om behandlingen af Thornings og hendes mands skat er en nu tidligere departementschef mistænkt for at have været for tjenstvillig over for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V). I andre sager har vi set topembedsfolk gøre sig til syndebukke for de ulykker, som deres ministre havde ansvaret for.
Hvis departementschefer af og til bliver for servile, skyldes det nok, at ministre i vore dage lettere kan skifte dem ud. Dernæst er der nok også opstået en konkurrence mellem særlige rådgivere og departementschefer om at være ministrenes vigtigste rådgivere. Det skal imidlertid fastholdes, at departementschefer får en høj løn og anseelse for at forklare ministre (og særlige rådgivere), hvad der er korrekt. Det er deres fornemmeste pligt. Om nødvendigt må de sætte deres stilling ind på at stoppe ukorrekt adfærd i stedet for at deltage i den. Derfor er departementschefernes tjenstvillighed i Sass-sagen skuffende.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet