Lad mig starte med en advarsel til dem, der forventer, at biologer kun ytrer sig for at jamre over naturens deroute. Dette er en positiv og sandfærdig historie om en af de mest påfaldende ændringer i den danske natur: De store dyrs fremmarch.
Udviklingen er resultat af en bevidst ændring af jagtpolitikken, fredning, etablering af reservater med fred for jagt og forstyrrelser og en forholdsvis udbredt accept af, at de store dyr tolder af afgrøderne i agerlandet, der aldrig har været mere produktivt end nu.
Udviklingen er ikke bare dansk. Den karakteriserer store dele af den vestlige verden, fordi vores syn på naturen har ændret sig i løbet af de seneste årtier. Tidligere var naturen noget, der bare var der eller kom på trods af eller på grund af vores brug af landskabet.
Nu er naturen mere og mere et resultat af bevidste valg. Vi har valgt skarven. Og den skal jeg lige love for, at vi har fået! Vi har valgt ravnen. Vi har valgt at lade rådyrene oversvømme landet og at lade sælerne indtage havet. Vi har valgt at genindføre bæveren. Og formentlig vælger vi snart at lade vildsvinene pløje sig op gennem Jylland for at indtage skovene.
Resultatet er synligt overalt i den danske natur, der byder på helt andre oplevelser i dag end for bare 20-30 år siden. Midt i København huserer hejrer og en skarvkoloni i Søerne til nogens forargelse og andres fryd. Og på enge og marker ved Vadehavet og mange andre lavvandede områder ved kyster, fjorde og søer samler gæs af mange arter sig i flokke, der letter som enorme skyer, hvis de bliver forstyrret.
I træktiden forår og efterår tegner gæssene deres kiler over himlen alle vegne. Man har i årevis talt gæssene i Danmark på rastepladserne under deres træk og vinterophold.
Udviklingen er dramatisk, idet rastebestanden af gæs er mere end femdoblet på bare 20 år.
De mange gæs i Danmark er en del af en global udvikling. Den danske forsker Jesper Madsen fortæller, at verdens samlede bestand af gæs er steget fra cirka 11 millioner til cirka 21 millioner på 20 år, at den russiske ynglebestand af bramgæs (det er en del af dem, der raster i Danmark) er steget fra cirka 100.000 til cirka 700.000 siden 1990, og at den skandinaviske ynglebestand af grågæs i samme periode er forøget fra cirka 100.000 til cirka 500.000.
I træktiden og gennem de milde vintre i Vadehavet kan man nu se flokke på over 50.000 af de små, hvidkindede bramgæs ved Rømødæmningen, på Mandø eller andre steder i Vadehavet. Og grågæssene – ja, de ses bare i landskabet i små og store flokke overalt.
Danmarks nationalfugl, knopsvanen, var tæt på at forsvinde i 1920?erne, hvor den samlede bestand i Danmark var helt nede på tre ynglepar. Først da svanerne blev fredet i 1926, begyndte bestanden at vokse. De mange lavvandede og beskyttede havområder ved vore kyster er et eldorado for svaner, der blandt andet lever af ålegræs. Derfor er ynglebestanden af knopsvaner nu vokset til over 5000 par. Og i træktiden og om vinteren suppleres bestanden med tusindvis af fremmede knopsvaner, der kommer til os nordfra sammen med titusindvis af sangsvaner og pibesvaner.
Den forkætrede skarv var næsten udryddet i Danmark, da den blev fredet i 1978, og siden er bestanden vokset til over 40.000 ynglepar. I min barndom var det en sensation at se en skarv. Nu sidder de med deres øglehoveder og grønne øjne og glor fra alle anstændige bundgarnspæle ved de danske kyster, som var de statister i Hitchcocks "Fuglene".
De fiskeædende fugle har fået konkurrence af spættede sæler, der trods to voldsomme epidemier af den dødelige sælpest er tordnet frem siden 1976, hvor sælerne blev fredet. Der er nu 6-7 gange så mange sæler i Danmark som i 1976, og bestanden nærmer sig hastigt de cirka 20.000, der levede i havet omkring Danmark i 1900.
I de seneste år har de spættede sæler fået følgeskab af de langt større gråsæler, der kan veje op til 300 kg. Indtil midten af det 19. århundrede var gråsælen den almindeligste sæl i de danske farvande. Men den blev jaget ivrigt, og da der i 1889 og frem til 1927 blev udbetalt skydepræmier for at nedlægge sæler, gik det hårdt ud over både den spættede sæl og gråsælen. Men det var værst for gråsælen. Den blev simpelthen udryddet.
Men nu er gråsælen på vej tilbage. Enkelte omkringstrejfende gråsæler fra Østersøen og Nordsøen havde længe flirtet med Danmark, og i 1993 og 1996 blev der fundet en død unge på henholdsvis Rødsand ved Lolland og Anholt. Men siden 2003 har gråsælen ynglet med succes på Rødsand, og i 2009 har ikke mindre end 30 gråsæler holdt til på skæret Tat ved Christiansø. Efter næsten 100 års fravær er gråsælen ved at indtage sine tabte jagtmarker som det største ynglende rovdyr i de indre danske farvande.
I de ferske vande var det i sin tid odderen, der var forhadt. Den var vidt udbredt i hele Danmark langt op i det 20. århundrede, men som fiskespiser med et blakket ry som lystmorder blev den skudt. I 1967 var bestanden så lille, at den blev fredet. Voldsom vandløbsforurening og rusefiskeri, hvor odderne druknede, betød imidlertid, at bestanden fortsat svandt ind. I slutningen af 1980?erne var der kun et par hundrede oddere tilbage i Danmark i Nord- og Nordvestjylland, samt nogle få i Nordvestsjælland.
Først omkring 1990 begyndte udviklingen at vende, fordi den værste vandløbsforurening var stoppet, og fordi der blev indført krav om stopriste i ruser. De seneste 20 år er bestanden gået markant frem, og der er nu atter oddere i stort set hele Jylland.
For 20 år siden ville man være blevet til grin, hvis man havde sagt, at ørne og traner ville brede sig over hele Danmark. Men det er lige præcis, hvad der sker nu, og det går rigtig stærkt for tiden.
Gennem det meste af det 20. århundrede ynglede der slet ikke ørne i Danmark. De var blevet skudt væk, og selvom ørnene blev fredet, vendte de ikke tilbage. Men i 1996 ynglede det første par havørne i Danmark, og siden er det gået støt fremad. Sidste år opfostrede 21 havørnepar i Danmark tilsammen 29 unger.
Med sine brede vinger, vidt udspredte svingfjer, snehvide hale og et vingefang på 2,5 meter tager havørnen sig pragtfuld ud, når den svæver over det danske landskab.
På grund af de mange søer, fjorde og lavvandede havområder er Danmark fra naturens hånd et rigtig godt land for ørnene, der især lever af vandfugle, fisk og ådsler.
Havørnene vil uden tvivl blive endnu talrigere, og formentlig når vi op på omkring 50 havørnepar fordelt over landet i løbet af 10-15 år.
Og oven i havørnenes succes har den næsten lige så store kongeørn slået sig ned i Nordjylland, hvor den har ynglet siden 1999. Der er nu tre ynglepar.
Men også andre store fugle vækker opsigt. I de seneste år – og navnlig i sommeren 2009 – har mange sikkert oplevet at se traner ved søer, moser eller på marker og måske hørt de store, grå fugle trompetere lydeligt over landet.
Indtil for få år siden var tranen en fugl, man kun så i flokke på trækket forår og efterår, hvor de altid vakte opsigt med deres trompetfanfarer, der gjaldede milevidt over landskabet, når de passerede Østdanmark på rejsen. Kun ganske få par vovede at slå sig ned i Danmark for at yngle. Men nu har tranerne opdaget, at vi ikke gør dem noget ondt, og at Danmarks små skovmoser og fede marker slet ikke er så tossede endda. Så nu indtager de ivrigt landet. Den samlede danske ynglebestand, der navnlig holder til i Nordjylland og på Bornholm, nærmer sig 100 par.
Omkring 1780 blev det sidste vildtlevende krondyr skudt på Bornholm, og i 1799 erklærede kongen krig mod alle vilde krondyr i landet for at beskytte afgrøder og skovene, der på det tidspunkt var trængt sørgeligt tilbage i Danmark. Krigen blev begyndelsen på enden for fritlevende krondyr på Sjælland og Fyn, hvor de sidste blev skudt i henholdsvis 1854 og 1872.
I Jylland gik det ikke helt så galt. Krondyrene overlevede enkelte steder på de store godser, og herfra har de langsomt bredt sig. Jagten var fortsat hård ved bestanden, men fra omkring 1970 er jagten gradvist blevet mindre intens. Samtidig har udsatte eller undslupne krondyr fra dyrehaver nu etableret sig på Sjælland, hvor den vildtlevende bestand også vokser. I alt er antallet af fritlevende krondyr i Danmark femdoblet siden 1970 og er nu oppe på en sommerbestand på mellem 10.000 og 15.000 dyr.
Rådyrets historie er ikke helt så dramatisk som krondyrets. I begyndelsen af det 20. århundrede var de små hjorte dog skudt væk fra store dele af landet, og andre steder var bestanden ganske lille. Men navnlig efter 1970 er jagten blevet mindre intensiv, og dette i kombination med indførelsen af vintergrønne marker i 1990?erne har fået antallet til eksplodere. Jagtudbyttet steg fra cirka 20.000 i 1970 til over 100.000 i midten af 1990?erne. Siden har det ligget på dette niveau, hvilket afspejler en bestand på 300.000-400.000 dyr.
Bæveren blev udryddet af mennesker i Danmark for omkring 2000 år siden.
Men i 1999 blev der sat 18 bævere ud i Klosterhede Plantage i Jylland. Det skete for at skabe større variation i naturen og landskabet, og for at give publikum nye oplevelser. Begge dele er indfriet over al forventning. Bæverne skaber deres egne dæmninger, søer og rydninger (bæverenge) langs vandløbene, og der kommer tusindvis af mennesker til området for at se de op til 20 kg tunge gnavere udfolde sig i naturen.
Siden 1999 har bæverne formeret sig og spredt sig til andre vandløbssystemer, og den samlede bestand er nu et godt stykke over de 100. Medmindre man på et tidspunkt begynder at bekæmpe bæveren, vil den brede sig over det meste af Jylland i løbet af de kommende årtier.
De store dyrs fremmarch fortsætter, og med eller uden menneskets hjælp bliver de næste markante dyr i den vilde, danske natur måske vildsvin, ulv og elg.
Det myldrer efterhånden med vildsvin i de fleste af Europas lande, og de holdes kun ude af Danmark, fordi landbruget har gjort dem fredløse af frygt for, at de skal overføre svinepest. Men frygten er formentlig ubegrundet, og hvis vi tillader de tyske vildsvin at krydse grænsen, vil vildsvinene hurtigt brede sig i hele Jylland.
Den brune bjørn og ulven er også i markant fremgang i store dele af Europa, og der er en reel mulighed for, at i hvert fald ulven en skønne dag vil nå til Jylland sydfra. Om vi så vil tolerere den, er en anden sag.
Før eller siden er det også sandsynligt, at vi får elge i Danmark. Elge krydser undertiden Øresund, og så kan de i princippet slå sig ned og danne en fast bestand på Sjælland – for eksempel i den kommende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Men det er dog mere sandsynligt, at elgen vil bliver indført til et sted i Jylland med vidtstrakte skove og moser, hvor den uden tvivl vil trives udmærket.
