De store økonomiplaner slog fejl – eller måske var det sort uheld

Skyldes den 10 år lange økonomiske krise, at velfærdsreformerne har slået fejl, og at der er brug for andre økonomiske regnemodeller? Eller har Danmark blot været ramt uheldigt af de internationale tilbageslag? Keynes-forskeren Jesper Jespersen tror mest på det første

Professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet fremhæver, at økonomi er en fortolkningsvidenskab. Derfor er der også mindst to - og formentlig flere - mulige fortolkninger af, hvad der er sket med dansk økonomi de sidste 10-15 år. Hans egen er, at det ensidige fokus på at øge udbuddet af arbejdskraft ikke har haft den tilsigtede virkning.
Professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet fremhæver, at økonomi er en fortolkningsvidenskab. Derfor er der også mindst to - og formentlig flere - mulige fortolkninger af, hvad der er sket med dansk økonomi de sidste 10-15 år. Hans egen er, at det ensidige fokus på at øge udbuddet af arbejdskraft ikke har haft den tilsigtede virkning. Foto: Sille Veilmark / Dagbladet Information.

De seneste 25 år har om noget været de økonomiske reformers periode. Især fra 2006 til 2014, hvor først VK-regeringen og siden SRSF-regeringen fremlagde en stribe velfærdsreformer, hvis primære mål var at ruste Danmark til en fremtid med langt flere pensionister og langt færre i den erhvervsaktive alder.

Det kan være underholdende at dykke ned i for eksempel publikationen ”Mod nye mål – Danmark 2015. Holdbar velfærd og vækst”, udgivet af VK-regeringen i august 2007, hvis man ellers har den slags lyster.

Datidens 2015-plan kom, efter at der var vedtaget stramninger i uddannelsesstøtten, i efterlønsordningen og en gradvis forhøjelse af folkepensionsalderen. Alt sammen elementer, der skulle sikre et større udbud af arbejdskraft i fremtiden.

Ifølge planen skulle der komme en vækst i samfundsøkonomien på gennemsnitligt 1,6 procent om året. Den offentlige gæld skulle skrumpe kraftigt, og den allerede meget høje beskæftigelse skulle øges med yderligere 15.000 personer frem til 2015.

I virkelighedens verden røg dansk økonomi de følgende år ind i voldsom krise med et dybt fald i den økonomiske aktivitet, som først nu er ved at blive rettet op. Ingen af prognoserne kom i nærheden af virkeligheden.

Men beviser det, at den såkaldte udbudsøkonomi har slået fejl? At de mange reformer, der skulle øge udbuddet af arbejdskraft, reelt ikke har sikret mere velstand?

Spørger man i regeringen og Finansministeriet, er svaret fortsat, at reformerne har været helt rigtige og nødvendige, og at der fortsat er brug for at øge udbuddet af arbejdskraft.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets ”Økonomisk Redegørelse” fra december 2016 er der et opsving i gang, og det er i høj grad drevet af, at der er kommet mere tryk på kedlerne inden for landets grænser.

Selvom den økonomiske vækst er moderat, er der efterhånden udsigt til mangel på arbejdskraft på nogle områder, og derfor er der brug for flere reformer. Men grundlæggende er dansk økonomi på ret kurs, og de mange reformer trækker i den rigtige retning.

Der er dog også andre udlægninger. For eksempel en fra økonomen, professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet, som i mange år har været fortaler for den økonomiske tænker John Maynard Keynes.

Jesper Jespersen erkender, at den økonomiske udvikling de seneste 10-15 år kan give grundlag for mindst to fortolkninger, og måske flere. Den ene er Finansministeriets om, at den underliggende økonomi bevæger sig som forudsagt, vi er bare blevet ramt af uheldige forhold som finanskrisen og senere den græske gældskrise.

”Så er det, jeg spørger, om økonomien overhovedet fungerer, som man antager. Man skal jo bare skubbe lidt til den, og så bliver den ved med at hakke i det. For eksempel er bruttonationalproduktet på stort set samme lave niveau som for 10 år siden, og udviklingen har været markant svagere hos os sammenlignet med andre lande omkring os,” siger Jesper Jespersen.

Han henviser til Tyskland, Sverige og Storbritannien, der alle har haft større økonomisk vækst end Danmark. Desuden har Danmarks Statistik ændret på opgørelsen af BNP, så udviklingen herhjemme endda er blevet pænere end med de gamle metoder.

Jesper Jespersen kan ikke præcist svare på, om forskellen skyldes, at de andre lande har ført en anderledes politik end Danmark, men han arbejder med spørgsmålet.

I den politiske debat har regeringen lagt op til, at pensionsalderen skal endnu højere op, end det der blev aftalt i velfærdsreformen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2010. En højere pensionsalder vil øge udbuddet af arbejdskraft, men Jesper Jespersens pointe er, at det ikke nytter noget, hvis man ikke også øger efterspørgslen i samfundet.

Oversat til almindeligt dansk handler debatten om, hvilken rolle pisk og gulerod skal spille for at skabe økonomisk fremgang.

For udbudsøkonomer er pisken det foretrukne redskab. Ved at presse flere ud på arbejdsmarkedet kan priser og lønninger holdes nede, virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige, kan sælge mere og dermed ansætte flere, og beskæftigelsen og væksten vil på længere sigt stige.

Efterspørgselsøkonomer som Jesper Jespersen, derimod, lægger vægten på gulerødderne. På at arbejdsløsheden skal være lav, og at det offentlige skal bidrage til den økonomiske vækst, når den er lav i det øvrige samfund.

Han peger på, at vi sparer voldsomt op i disse år, blandt andet via pensionssystemet, som ikke er fuldt udbygget endnu. Det betyder, at pensionsformuerne vokser, og deres penge bliver blandt andet placeret i statsobligationer, det vil sige lån til staten, som så igen kan bruge pengene til at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp til de arbejdsløse.

Efter traditionel keynesiansk tænkning ville det give mere mening at øge efterspørgslen, for eksempel ved at investere mere i det offentlige eller øge det offentlige forbrug. Det kan have større effekt end at se firkantet på pensionsalderen, påpeger han.

”Tilbagetrækningsalderen er allerede enormt fleksibel, og hvis efterspørgslen er der, bliver folk meget længere på arbejdsmarkedet. Det så vi jo under højkonjunkturen op til 2008. Arbejdsstyrken har aldrig været større, og den er faldet lige siden,” siger han.

Tallene viser dog også, at flere ældre er i arbejde, siden reglerne for efterløn blev strammet. Ligesom man i øvrigt også oplevede det i 1990’erne, da den såkaldte overgangsydelse blev afskaffet for de 50-60-årige i 1996. Jesper Jespersen medgiver, at der er en udbudseffekt, når man strammer op på den måde, men han afviser, at det skulle være en løsning på de langsigtede vækstproblemer.

”Betyder det, at der kommer flere i job? Nej, for man har sendt Sorteper videre ned gennem aldersgrupperne. De yngre har sværere ved at få job, hvis man ikke samtidig fører en jobskabende politik,” siger han.

Foreløbig er der ikke udsigt til, at Finansministeriet opgiver udbudstænkningen, tværtimod arbejder man med at modernisere de økonomiske modeller endnu mere i den retning.

Jesper Jespersen må derfor trøste sig med, at der internationalt er kommet mere uro i geledderne blandt økonomer og politikere, og at man der i højere grad accepterer, at eksempelvis Sydeuropa må køre med store underskud på de offentlige budgetter, hvis de lande overhovedet skal komme på fode igen. En god keynesiansk medicin.