Prøv avisen

De tålmodige vævere er bedre end deres rygte

Zebraedderkoppen bliver ikke mere end 7-8 milimeter lang, men er i stand til at hoppe op til 10-15 centimeter.

Edderkoppernes liv er fulde af overraskelser. Der er registreret over 560 arter af de ottebenede dyr i Danmark, og der bliver fundet nye hvert år

Det er ikke det, at dyret dør. Det er måden, altså, at det dør på.

De fleste husker nok, hvad der sker, hvis man dasker til en edderkop med en avis eller en fluesmækker. Dens bløde krop splatter ud, hvorefter de otte ben vrider sig og krøller underligt sammen. Det er væmmeligt, og mange får det fysisk dårligt af synet. Det er, som om edderkoppen vil fortælle noget i sin dødskrampe.

Personligt får jeg det også skidt ved synet af en edderkop, der dør for min hånd. Inden døre foretrækker jeg derfor at fjerne dem med støvsugeren. Og jeg vil ikke vide, hvilke rædselsscener der udspiller sig bagefter i støvsugerens indre.

Behåringen, den lydløse gang og de mange ben gør edderkopper skrækindjagende. Dertil kommer beskrivelser af dødelige taranteller, Hobo-edderkoppebid, som kræver øjeblikkelig amputation af bidte lemmer, hvis man skal undgå døden, eller edderkopper, der lægger æg i mennesker, så der opstår bylder, som brister og slipper horder af små ottebenede djævle ud. Og meget mere. Historierne står i kø og vedligeholder araknofobien – frygten for edderkopper.

Men det er hårrejsende fantasi. Ingen edderkopper lægger æg i mennesker. Og ingen dør af edderkoppebid i Europa. Selv i Nordamerika, Sydamerika og Australien, som har de få virkelig giftige arter, går der mange år mellem et enkelt dødsfald som følge af edderkoppebid. Det skyldes dels, at edderkoppebid er sjældne, og dels, at man har effektiv modgift mod både de sorte enker og verdens giftigste edderkop – den berygtede sorte australske tragtspinder- edderkop.

Alle edderkopper er giftige, men de fleste er ikke i stand til at bide gennem menneskehud. Og hvis de gør det på et tyndhudet sted, er det som regel ikke værre end et myggestik. Store edderkopper kan være noget værre, måske som en gedehams. men det er sjældent, de bider. En edderkop, der kravler frit på en hånd, vil ikke bide. Den bider kun, hvis den for eksempel kommer ind under tøjet og bliver klemt, eller hvis den på anden vis bliver generet fysisk.

Rustet med reel viden og statistik om edderkopper kan man roligt se nærmere på dem. Og når man først overvinder den instinktive modvilje, åbner der sig hurtigt en eventyrlig verden af nogle af Jordens mest betagende skabninger.

I den græske mytologi optræder væversken Arachne. Hun var ung og smuk og så berømt for sine færdigheder i vævekunsten, at alle mente, at hun måtte have haft sin læretid hos ingen ringere end Athene. Athene var nemlig blandt andet gudinde for håndværk.

Men Arachne var hovmodig og svarede sine beundrere, at hun ved flid og træning selv havde udviklet sit håndværk. Og hun kom for skade at sige, at hun var bedre end gudinden. Da blev Athene rasende, og hun viste sig for Arachne og udfordrede hende til kappestrid i vævekunst for få sagen afgjort.

Men ingen kan besejre guderne. Arachne tabte, og efter nederlaget fortrød hun bittert sit hovmod og skammede sig så meget, at hun besluttede at hænge sig. I sidste øjeblik greb Athene dog ind og reddede den stakkels Arachne fra døden. Gudinden gav hende tålmodighed og evnen til at spinde og væve med den fineste silke. Arachne blev forvandlet til en edderkop.

Derfor kalder man spindleres dyreklasse – som blandt andet omfatter edderkopper – for Arachnida.

Edderkoppernes spind er den fineste og letteste silke i dyreverdenen, og silken bruges til alt muligt. Som livline. Som net til insektfangst. Som ægspind. Som ”dragesnor”, der kan føre små edderkopper på luftrejse. Som tapet i underjordiske huler. Og som indpakningspapir.

Edderkopper bruger silketråd i kilometervis, og det kræver masser af pro-teinrig føde at holde de store spindekirtler i bagkroppen i gang. Når et edderkoppespind efter en stykke tid har mistet klæbrigheden eller er gået i stykker, æder edderkoppen det. Edderkopper går ind for genbrug.

Foretagsomme mennesker har naturligvis forsøgt at udnytte edderkoppernes silke. Men edderkopper er kannibaler, så for at overleve må de fodres og ”malkes” for silke individuelt. Det er ubetaleligt arbejdskrævende, så produktion af tekstiler af edderkoppesilke er begrænset til kuriøse og kostbare sjældenheder. De er til gengæld guddommeligt smukke. Det skyldes, at tekstilerne er frembragt af silke fra de store tropiske edderkopper af slægten Nephila. Deres silke skinner som det pure guld.

I Usambara-bjergene i Østafrika havde jeg engang den store åbenbaring at tappe et par hundrede meter silke af en fem centimeter lang, fingertyk Nephila. Blyanten, som jeg viklede silken fra den tålmodige edderkop op på, blev gylden, og jeg spandt siden en 10 centimeter lang snor, der var stærk nok til, at jeg kunne bruge den som nøglering.

Edderkopper er vildt udspekulerede i deres måde at bruge silke på.

Alle kender de almindelige hjulspind med radier af silke som cykeleger og spiraler af klæbende tråde. Men der er mange andre slags net.

Tæppespinderen laver et vandret silketæppe i græsset og trækker klæbende, elastiske silketråde fra tæppet til jordoverfladen. Derefter sætter den lille edderkop sig godt til rette i sit tæppe og venter på, at der bliver serveret. Når små myrer og andre dyr på jorden møder de lumske klæbetråde, slipper de nemlig underlaget, hvorefter trådenes elastikvirkning løfter de små dyr op til den ventende død.

Inde i vore huse er der frostfrit hele året, og her har en række edderkoppe-arter, som kun trives i det fri under varmere himmelstrøg, fundet sig til rette. Det gælder i særdeleshed mejeredderkopperne, der har ustyrligt lange og tynde ben og en spinkel og kantet krop. Deres ben kan spænde over 5-6 centimeter, og de laver store, rodede spind i alle hjørner, hvis man ikke er omhyggelig med støvsugeren. Her har de for vane at sætte hele spindet og sig selv i iltre svingningen, når man nærmer sig.

Mejeredderkopperne er nærmest umulige at udrydde. Deres små unger og de næsten glasklare unge eksemplarer af arten formår at gemme sig alskens utilgængelige steder for en støvsuger.

De samme steder – bag billeder og skabe og oppe i sofaens affjedring – holder den sjældnere spyttende edderkop til. Den stammer også fra de varme lande. Den lille sirlige edderkop lever skjult og konstruerer ikke net. I stedet har den store kirtler i sin enorme hvælvede forkrop. Kirtlerne producerer gift og lim, som edderkoppen kan blande og med stor kraft skyde ud mod byttedyr fra sine giftekroge, mens den virrer lynhurtigt med hele forkroppen. Resultatet bliver, at fluer og andre smådyr bliver limet uhjælpeligt fast til underlaget af et zigzagmønster af klæbrige og giftige tråde.

I troperne findes edderkopper med endnu mere mærkelige fangstmetoder. En af dem er bolaedderkoppen, som fanger natsværmere ved at svinge en silkesnor med en limkugle for enden rundt i luften. Det ville normalt være et usandsynligt lykketræf at nedlægge en natsværmer på den måde. Derfor udsender edderkoppen en duft, der er identisk med duften af en bestemt natsværmerjomfru. Det øger sandsynligheden for fangst med en faktor på flere millioner, fordi de parringslystne han-natsværmere hovedkulds styrer mod jomfruduften i mørket.

På verdensplan er der kendt omkring 40.000 arter af edderkopper. Men tropernes edderkopper er stadig dårligt kendt, og de 40.000 er nok kun en brøkdel af de arter, som findes på Jorden. Der er registreret over 560 arter af edderkopper i Danmark, og der bliver fundet nye hvert år.

Formrigdommen i Danmark er enorm, og der er edderkopper alle vegne – ude og inde.

En af de fineste edderkopper, som jeg personligt altid bliver i godt humør af at møde, er den lille zebraedderkop. Den bliver ikke mere end 7-8 milimeter lang, men hvad den ikke har i størrelse, har den i skønhed. Den lever på solrige mure og vægge, hvor den kravler omkring i små ryk med en livline efter sig. Dens ben er korte og kraftige, så den er i stand til at hoppe op til 10-15 centimeter, når den skal overmande et bytte. Den hører til springedderkoppernes familie. Springedderkopper laver ikke net. Til gengæld har de et fremragende syn og er gode til at bedømme afstande med deres enorme fremadrettede cirkeløjne.

Så er der jagtedderkopperne, der jager på jorden. En af mine favoritter er den grå strandgraveedderkop, som er almindelig ved foden af varme klinter på sand- og stenstrande. Den er så vidunderligt kamufleret i sandet, at den er en sand fornøjelse at opdage.

Et af de største edderkoppeeventyr i Danmark er genfundet af fugleedderkopper. Den danske fugleedderkop var i gammel tid kendt fra Hammeren og Hareskoven, men i 70 år var der ingen, der kunne finde den. Men så i 1994 blev den opdaget i Jylland, og siden er den fundet mange steder i landet. Den er enestående ved at grave dybe gange, som den forer med hvid silke. Derfor kaldes den også tapetseredderkop. Over jordoverfladen ses kun et fingerstort, pølselignende spind, som er umådeligt svært at opdage, fordi det er camoufleret med jord og småfnuller fra blade og kviste. Men ve den bænkebider, der sætter sig på spindet. Fugleedderkoppen mærker vibrationerne, og farer op fra sin underjordiske bolig, angriber bænkebideren indefra med sine giftkroge og æder den.

Edderkoppefaunaen i Danmark er under forandring. En af de største og mest farverige edderkopper har spredt sig i løbet af et par årtier. Det er den store hvepseedderkop, som med det eksotiske udseende leder tankerne hen på tropernes Nephilaer. Den blev set første gang i Danmark i Dyrehaven i 1992. Nu findes den næsten overalt. Det er utroligt, så hurtigt, naturen kan forandre sig.

Jeg håber, at min lille præsentation af edderkopperne har dæmpet araknofobien og måske ligefrem fremkaldt en lille smule sympati eller – i det mindste – et mere afslappet forhold til de tålmodige vævere.

Forfatter, biolog og ph.d. Michael Stoltze skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad om naturen.

Sensommertågen afslører edderkoppernes talrige spind. Her er det overvejende spind af korsedderkopper og dens store slægtning, kvadratedderkoppen. – Alle fotos: Michael Stoltze.
Hver dugdråbe i et edderkoppespind viser omverdenen på hovedet.
Korsedderkop.
Hvepseedderkop. Den farvestrålende art, der her vogter ved sit karakteristiske valnøddestore ægspind, er blandt de største og tungeste danske edderkopper.

Andre læser lige nu