Det er ikke længere tabu at sige, man har det skidt
Christian Slavensky, 30 år. Uddannet elektriker. Er desuden spejderleder og semiprofessionel dj. I øjeblikket ledig. Diagnosticeret med bipolar lidelse type 2 og generaliseret angst. Bor i Hillerød med sin hustru og søn på to år.
Min verden er ikke sort-hvid. Den er meget kulørt. For to år siden fik jeg stillet min diagnose efter en årrække med op- og nedture. Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor det efter flere selvmordsforsøg blev klart for min familie og mig, hvor galt det stod til med min livsstil.
Som bipolar er det meget enten-eller. Succes eller skandale. Jeg har ikke sovet hele min ungdom, fordi jeg altid var hyper og på jagt efter succeser med min musik, fester og alkohol i nattelivet. Men det var i virkeligheden bare en måde at flygte fra tingene, for på samme tid havde jeg ingen succes som elektriker. Jeg havde konstant følelsesmæssige udsving, og det sendte mig dybt ned i kulkælderen.
Med min diagnose havde jeg pludselig sort på hvidt, hvad der var galt. Den var en god anerkendelse, men det var ikke bare et nyt kapitel, det var en helt ny bog, jeg skulle åbne.
Da corona for alvor holdt sit indtog, følte jeg håbløshed. Jeg var ved at tage erhvervskørekort og havde en plan om at få et fast arbejde som buschauffør. Men den drøm blev taget fra mig, og jeg følte, at det var endnu et nederlag. Det var ikke sjovt, men alligevel tror jeg, det var sundt, at hamsterhjulet stoppede. På den måde kom corona belejligt, fordi jeg fik tid til at bearbejde min sygdom. Pludselig kunne jeg ikke flygte med hverdagsting. De var jo væk, og så bliver man altså nødt til at se problemerne i øjnene.
Jeg begyndte at stoppe op med morgenkaffen og mærke efter. ”Hvordan har jeg det i dag? Er jeg oppe at køre, eller er jeg nede og skrabe?”.
I dag er jeg blevet klar over signalerne. Når jeg er ved at blive bare det mindste træt, så skal jeg have en pause. For jeg har tillært mig en strategi, som jeg kalder mit energiregnskab. Hvis jeg er flad, skal jeg lade op igen, og det har der været tid til under krisen.
Nu hedder det små succeser og delmål. Bare det at vaske tøj er en succes. Jeg roser mig selv, for det er nemt at slå sig selv i hovedet med det, man ikke når.
Hvis corona ikke var kommet som en stopklods for hverdagen, så var min rejse for at finde mig selv ikke gået så stærkt, tror jeg.
Det blev et vink med en vognstang om, at jeg skal have fokus på mig selv og på mit eget liv. Mit vigtigste mål for dagen er nu at være glad. Jeg er blevet klar over, hvor mange unødvendige tanker der har skabt uro i hverdagen, som den var før. Og for mange tanker genererer angst. Før blev en tankefjer i hovedet hurtigt til 10 høns, men det har jeg haft tid til at arbejde med.
Jeg kommer fra en håndværkerfamilie, hvor man lægger tingene fra sig. Men i dag har jeg det bedre med at tale om tingene. Det seneste år har der hele vejen rundt været mere anerkendelse med, at vi skal passe på hinanden, også psykisk. Det er fedt. Det er ikke længere et tabu at sige, at man har det skidt.
Nu har vi så småt startet spejder igen efter nedlukningen, og jeg kan mærke, at jeg går til det på en helt anden måde, end jeg gjorde før. Der er bare en orden i tingene, jeg ikke har haft før. Jeg er en meget udadvendt person, der elsker at have med mennesker at gøre. Og jeg har lige så meget lidenskab som før – hvis ikke mere – men det er kontrolleret nu.
Jeg lever efter, at hvis man ikke udvikler sig, så afvikler man sig. Under corona har jeg haft tid til at finde mig selv og få det godt. Jeg er sikker på, at det har gjort noget godt for mig på den lange bane, for jeg føler mig meget stærkere og tror, jeg kan være stabil resten af mit liv. Så i sidste måned smed jeg min medicin.
Under nedlukningen kunne jeg mærke min krop igen
Jannie Holm Audebo, 44 år. Journalist og redaktør. Historie med forskellige psykiske sårbarheder og diagnosticeret med bipolar lidelse type 2. Bor i København med sin datter på syv år.
Den dag statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet, fældede jeg en tåre – både fordi det var forfærdeligt, og fordi jeg følte, at jeg blev reddet. Inden coronakrisen var jeg socialt overstimuleret og fik angstanfald med hjertebanken og klaustrofobi. Jeg vidste godt, at jeg skulle tage det seriøst, men anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.
Mine filtre er nok en smule tynde. Når jeg går på gader med en masse lyde, mennesker og lys, der blinker, kan jeg blive så gak i hovedet, at jeg er nødt til at tage solbriller på for at dæmpe det. Jeg er meget sensitiv over for mennesker og indtryk, og mine antenner er som oftest slået ud. Jeg voksede op i en dysfunktionel familie præget af alkoholisme, og når man er barn i sådan et hjem, er det normalt, at man tit er på vagt.
Ofte har jeg en følelse af, at jeg kan mærke alle rummets stemninger, så jeg kan have svært ved at skelne mellem, hvad der er mine egne tanker og følelser, og hvad der er andres. Det betyder, at lige så meget som jeg elsker at være sammen med mennesker, lige så anstrengende kan det være for mig. Jeg prøver at se min sårbarhed som noget positivt; at jeg er en åben person, der kan mærke meget. Men som psykisk sårbar kan livet gøre ondt, fordi jeg er så sensitiv over for omverdenen.
En af mine største udfordringer har altid været, at jeg godt kan komme til at fylde min kalender for meget op. Jeg er meget socialt anlagt og har det med at sætte mange projekter i gang. Jeg kan nemt komme til at starte et nyt kor, gå i gang med at male hele min lejlighed, melde mig som træner i min datters håndboldklub og lave en masse aftaler med min omgangskreds på samme tid. Og selvom det er skønt, kan mit helbred ikke holde til det. Det har altid været en udfordring for mig at finde balance og ro i tilværelsen, og jeg har været dårlig til at sige fra.
I månederne efter nedlukningen kunne jeg pludselig mærke min krop igen. Jeg fik ro til fordybelse og til at finde ud af, hvad jeg vil – og hvordan jeg kan passe bedre på mig selv fremover. Det fik mig til at indse, hvor vigtigt det er for mig, at jeg skruer væsentligt mere ned for tempoet, end jeg gjorde inden krisen.
Men corona har ikke bare været en påmindelse om, hvad jeg har brug for i min tilværelse. Det har også været en påmindelse om, hvor ufattelig vigtigt det er, at jeg faktisk tager de her erfaringer med videre. De må ikke forblive påmindelser. For det nytter ikke noget, at jeg lever et liv med så mange planer, at jeg bliver syg af det.
Selvfølgelig vil det gå op og ned, og der vil opstå situationer, hvor jeg glemmer grænsen. Der ligger et langt arbejde bag, men jeg kan mærke en udvikling, fordi jeg tidligere skulle helt ud og overskride mine grænser og blive virkelig syg, før jeg reagerede. Det skal jeg forhåbentligt ikke mere. I dag kan jeg meget bedre mærke mine behov, og det har betydet, at jeg ikke længere er på overarbejde eller på vagt hele tiden.
Uden corona kunne jeg sagtens have stået et sted nu, hvor jeg ikke havde fået taget hånd om de ting, der er vigtige for mig i mit liv, og derfor var blevet rigtig syg af det. Det er selvfølgelig ikke til at vide, og måske havde jeg fundet en måde at sige fra på. Men jeg tror, at jeg havde brug for en stopklods til at bremse den udvikling, jeg var i, og at det ville være løbet løbsk, hvis nedlukningen aldrig var kommet.
På den måde har krisen både givet indsigter og en anledning til, at jeg har kunnet tage et stort skridt på vejen mod at få det bedre. Og det føles virkelig, som om en byrde er lettet.
Ting, der skræmte mig før, skræmmer mig ikke længere
Maria Christiane Andersen Tamberg, 28 år. Uddannet social- og sundhedshjælper. Begyndte i maj 2021 i praktik som del af et ressourceforløb. Diagnosticeret med aspergers og ocd. Bor i Vejen i Sydjylland med sin hund, Dixie.
Det er sket flere gange, at jeg har badet mig selv i håndsprit fra top til tå. Inden corona havde tvangstankerne om at spritte af, vaske hænder og undgå at røre ved ting fyldt mit liv i mere end et årti. Siden jeg var 15 år, har jeg haft ocd, og som 21-årig blev jeg diagnosticeret med aspergers. Måske har diagnosen noget at gøre med, at jeg også har ocd, men jeg tror i virkeligheden, mine tvangstanker blev udløst af, jeg som teenager blev udsat for et seksuelt overgreb. Det plantede en tanke om, at jeg var skamfuld og ulækker.
Da corona brød ud, fik jeg en fornemmelse af, at det ville blive ubehageligt. Pludselig skulle jeg finde ud af, hvordan jeg kunne eksistere i en ny verden med håndsprit alle vegne. Min ocd kunne nemt komme til at bruge corona som en undskyldning for at spritte løs. Derfor var jeg hurtigt nødt til at konfrontere tvangstankerne. Normalt siger de til mig, at hvis jeg ikke udfører bestemte handlinger, så sker der en katastrofe. Men det seneste år har jeg været tvunget til hele tiden at spørge mig selv, om det virkelig er nødvendigt, eller om jeg bare har lyst til at vaske hænder, fordi ocd-stemmen siger til mig, at jeg er ulækker. Det har gjort, at jeg har fået et helt andet forhold til hygiejne og ikke længere føler en stor trang til hele tiden at gøre rent. Nu fylder tanken meget mindre, end den har gjort i mange år.
På samme tid har det været rart for mig, at jeg ikke har skullet konfronteres med mange mennesker og store arrangementer. Min aspergers betyder, at jeg ikke er særligt social. Jeg lader bedst op, når jeg er alene, og det har altid været svært for mig at skabe relationer og få dem til at vare.
Men nedlukningen har fået mig til at kigge på de mennesker, jeg har lyst til skal være i mit liv. Hvem stiller op, og hvem kan jeg stole på? Hvor jeg før kun havde lyst til at se på mig selv og min hund, har jeg nu faktisk lyst til at se andre. Det har lært mig, at jeg virkelig har nogle mennesker, som jeg kan regne med, og det har fået mig tættere på dem på en ny måde.
Af samme grund synes jeg ikke længere, det er ubehageligt at kramme. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, for jeg har altid syntes, at det at kramme har været det mest modbydelige. Men under nedlukningen har jeg fundet ud af, at jeg synes, det er hyggeligt at kunne give et kram til dem, jeg har lyst til at kramme. De ting, der skræmte mig før, skræmmer mig ikke mere.
Corona har selvfølgelig været frygtelig på nogle områder, men det har også været sundt for mig, fordi jeg har måttet lære nogle ting, som jeg måske ikke ville have fået styr på i terapi. Man kan gå nok så mange gange til terapi, men under corona er jeg på en anden måde blevet konfronteret med de tvangstanker og tankemønstre, der lever inden i mig.
Jeg har kunnet arbejde med, at jeg ikke kan komme uden om at røre ting eller blive rørt ved, og at jeg ikke kan rende rundt med en håndsprit altid. Jeg skal jo kunne leve livet.
Lige nu synes jeg egentlig, at jeg er klar til at vende tilbage til et samfund, hvor man mødes med flere mennesker. Jeg tror, at jeg kan navigere bedre i det nu, for corona har fået mig til at hvile mere i nogle ting, som jeg har fået mulighed for selv at tage kontrollen over.
I dag er det mit mål at stå op om morgenen og være så glad som muligt. Selvfølgelig kan jeg stadig ramme bunden nogle gange, men jo mere jeg er blevet opmærksom på signalerne, jo hurtigere har jeg mulighed for at passe på mig selv. Jeg har brugt for meget af mit liv på at forsøge at passe ind. Men mit liv skal ikke afhænge af, hvad andre synes om mig. Mit liv skal handle om, hvad jeg synes om mig selv.