Prøv avisen

For de tyrkiske indvandrere er Danmark aldrig blevet det eventyr, de håbede

Formand for Dansk Tyrkisk Kultur og Aktivitetscenter, 61-årige Faik Canbaz, på sit kontor på centeret i København. - Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Polfoto

For 50 år siden kom flere tusinde tyrkere til Danmark for at tjene penge. På trods af det ønske lever mange dansk-tyrkere fra den første generation i dag i fattigdom. Tilknytningen til oprindelseslandet er stadig stærk, og derfor er deres opmærksomhed i disse dage vendt mod Tyrkiets konflikt med Europa

Kindkys. Hilseformen går igen blandt de mænd, der møder hinanden på fortovet ved den trafikerede H.C. Ørstedsvej i København, før de går ned ad kældertrappen. Bag kælderens glasdør ligger Dansk Tyrkisk Kultur og Aktivitetscenter og den tilhørende moské, og her mødes danske mænd med tyrkisk baggrund dagligt for at drikke kaffe, se tv og tale om både stort og småt, i øjeblikket særligt om konflikten mellem Tyrkiet og Holland og Tyskland.

En af mændene er 61-årige Faik Canbaz, der de seneste 10 år har været formand for centeret. Han er en af de 62.707 tyrkiske indvandrere og efterkommere, der ifølge Danmarks Statistik i dag bor i Danmark. Heraf har lidt over halvdelen, 33.680 personer, dansk statsborgerskab, og det gælder også Faik Canbaz. Ligesom mange andre dansk-tyrkeres historie i Danmark starter hans historie i årene omkring 1970, hvor mange tyrkiske mænd drog fra Tyrkiet til Danmark for at arbejde.

”Jeg kom til Danmark som 15-årig i maj måned 1971, hvor jeg startede i folkeskole i Lyngby. Min far var kommet til landet før mig, mine brødre og min mor – han kom i 1970 og arbejdede på en fabrik i Lyngby. I Tyrkiet var vi meget fattige, og derfor kom min far til Danmark for at tjene penge,” fortæller Faik Canbaz.

Hans families historie ligner på mange måder andre dansk-tyrkeres. Mange kom fra landområder i Tyrkiet, hvor der var høje børnetal og befolkningsoverskud, og hvor det var svært at finde noget at leve af i disse år, siger Anika Liversage, der er seniorforsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, og forsker i tyrkiske indvandrere i Danmark.

”Mange udvandrede fra landområder til storbyer i Tyrkiet og andre lande, primært Tyskland, hvor man i starten af 1960’erne fik en aftale om import af arbejdskraft. I Danmark var der i 1967 kun omkring 500 personer med tyrkisk baggrund, men herefter begyndte der at komme flere frem til 1973, hvor der kom indvandringsstop. I 1974 var der i Danmark omkring 8000 personer med tyrkisk baggrund,” siger Anika Liversage.

Det var primært mænd, der kom til Danmark i de første år, men sidenhen giftede flere sig med kvinder i Tyrkiet og blev familiesammenført.

”I dag er dansk-tyrkerne den største gruppe af indvandrere og efterkommere, som vi har i Danmark,” siger Anika Liversage.

At mange af de såkaldte gæstearbejdere, der ud over Tyrkiet kom fra blandt andet Pakistan og Jugoslavien, endte med at blive i landet, kom dengang bag på det danske samfund, fortæller professor ved Roskilde Universitet Garbi Schmidt, der forsker i kulturmøder.

”Efter indvandringsstoppet var der en del gæstearbejdere, der benyttede sig af muligheden for familiesammenføring med kvinder fra oprindelseslandet og besluttede sig for at blive i Danmark, hvor de havde fået muligheder, arbejde og et socialt netværk, og så begyndte de at etablere institutioner som foreninger og moskéer, men fra det danske samfunds side havde man oprindeligt en forventning om, at de tog hjem. Bare ordet ’gæstearbejder’ siger det hele. Det er folk, der rejser igen, når måltidet er overstået, men det gjorde de så ikke – de etablerede sig,” siger Garbi Schmidt.

For de første tyrkere, der steg på en bus mod Danmark med håbet om at sikre en god økonomi, har livet måske alligevel ikke udfoldet sig helt, som de håbede.

”Den første generation af tyrkere, dem der i dag er folkepensionister, har en dårlig økonomi med høj fattigdomsrate. Næsten 30 procent lever i fattigdom mod 1 procent af de danske folkepensionister. Mange er meget svagt stillede, og en stor del taler dårligt dansk, særligt kvinderne, selvom de har boet her i en menneskealder. En stor del af disse kvinder har slet ikke gået i skole, men taget sig af børn og haft et liv med begrænset mulighed for eller ressourcer til at tilegne sig det danske sprog,” siger Anika Liversage fra SFI og fortsætter:

”Hvis man kigger på beskæftigelsen for gruppen i 40’erne og 50’erne, er de heller ikke lige så godt beskæftiget som majoritetsbefolkningen, men når man kigger på efterkommerne, klarer de sig langt bedre end deres forældres generation. De er langt bedre uddannet, i høj grad fordi de er vokset op med et dansk uddannelsessystem, hvor man i Tyrkiet i gennemsnit ville have mindre uddannelse. Samtidig har efterkommerne også de uddannelseskvalifikationer, der anerkendes i Danmark. På den måde er der meget stor forskel på, om folk er indvandrere eller efterkommere, også selvom de er lige gamle. En på 30 år, der er født og opvokset i Danmark, har ofte helt andre ressourcer end en på 30 år, der er kommet til landet for fem år siden gennem et ægteskab,” siger hun.

Siden han gik ud af folkeskolen har 61-årige Faik Canbaz haft ufaglært arbejde på forskellige fabrikker, gjort rent og arbejdet i postvæsenet, hvor han også i dag har natarbejde. I 1978 blev han gift med en kvinde fra Tyrkiet, der kom til Danmark, som også er tilfældet for mange andre dansk-tyrkere. I dag bor parret sammen i Brøndbyøster og har fået tre børn, der bor og arbejder i Danmark.

Faik Canbaz bruger gerne sine ferier i Tyrkiet. Den tilknytning til Tyrkiet har også mange andre dansk-tyrkere beholdt. Det vurderer Marie Louise Schultz-Nielsen, der er seniorforsker ved Rockwoolfonden og har forsket i indvandring.

”Det har for den dansk-tyrkiske gruppe været meget almindeligt at gifte sig med en fra Tyrkiet, som er kommet til Danmark. Udover at det selvfølgelig har gjort gruppen større, har det betydet, at man har opretholdt en stærk forbindelse til hjemlandet,” siger hun.

De mange ægteskaber med dansk-tyrkere og tyrkere, bosiddende i Tyrkiet, betyder også, at 24-års-reglen, der trådte i kraft i 2002, har haft indflydelse på migrationen, da dansk-tyrkere under 24 år ikke længere kunne giftes med personer fra hjemlandet.

Også Anika Liversage fra SFI vurderer, at mange dansk-tyrkere er knyttede til Tyrkiet.

”Fordi hovedparten ikke er kommet som flygtninge, men for at arbejde, er der ikke noget politisk i vejen for for eksempel at rejse tilbage til Tyrkiet i ferierne. Rent praktisk kan det også være forholdsvis nemt at opretholde båndet. Hvis man sammenligner med Pakistan, som der også kom arbejdere fra, så ligger Tyrkiet tættere på, hvilket betyder, at man altid hurtigere og billigere har kunnet køre i bus eller bil og i dag flyve til Tyrkiet, selvom denne nærhed havde større betydning, dengang flyrejser var dyrere, end de er i dag. På den vis er der altså stadig en grad af fysisk nærhed til landet,” siger Anika Liversage.