Prøv avisen

De unge går mere i teatret end for 10 år siden

De unge har ellers længe haft ry for at være det ”svære” publikum, men de kommer altså, når rammerne er de rigtige, erfarer ikke bare Aalborg, men også Aarhus Teater, hvor man i de sidste fire år har haft ekstra fokus på at tiltrække dette publikum. Arkivfoto. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

En række teatre er de senere år lykkedes med at tiltrække det unge og ”svære” publikum. Men teatrene skal ikke vide sig sikre på, at successen fortsætter, for det kræver en helt særlig forestilling at overbevise de unge, siger lektor

Det var med god tilfredshed, at Aalborg Teater mod udgangen af sidste år kunne præsentere årsregnskabet for sæsonen 2018/2019. Man havde nemlig haft rekordmange mennesker i teatret, og en rekordhøj andel af dem var børn og unge. En af årsagerne var, at de unge mellem 15 og 25 år havde været mere i teatret.

Og Aalborg er ikke det eneste sted, de unge er blevet glade for at gå i teatret. Generelt er de danske unge tilsyneladende blevet gladere for teatret i løbet af de sidste 10 år. Tal fra Scenit, der indsamler data om solgte teaterbilletter i København, viser, at mens der i 2010 blev solgt 162.394 billetter til børn og unge under 25 år, er der de seneste fem år blevet solgt omkring 200.000 billetter hver sæson. I sæsonerne 2016-2017 og 2017-2018 endda endnu flere.

De unge har ellers længe haft ry for at være det ”svære” publikum, men de kommer altså, når rammerne er de rigtige, erfarer ikke bare Aalborg, men også Aarhus Teater, hvor man i de sidste fire år har haft ekstra fokus på at tiltrække dette publikum. Det fortæller direktør for Aarhus Teater, Allan Aagaard.

”Når vi snakker med de unge, siger de, at de kan lide fællesskabsstemningen i teatret, som vi kan skabe på en anden måde end i biografen. Det er ligesom at gå til landskamp eller festivaler, som også boomer i disse år. At noget er live er godt i en digital verden,” siger han.

På Aarhus Teater er den officielle målsætning, at en tredjedel af publikum skal være under 25 år, og i de senere år har man nået den målsætning. I den seneste sæson udgjorde de 39.050 børn, unge og studerende, der gæstede teatret, tilsammen knap 37 procent af publikum. Derudover kom en række skoleforestillinger, som også fik børn og unge ind i teatersalen.

Allan Aagaard kalder resultatet meget tilfredsstillende og tror, at det skyldes flere forskellige tiltag.

”Der har været fokus på at give de klassiske forestillinger en samfundsaktualitet, så de unge kan se en sammenhæng mellem dem og deres liv. Derudover har vi sørget for gode billige billetter, så de unge i stedet for at gå i biffen, kan komme mindst lige så billigt i teatret. Det skal ikke være prisen, der gør, at de ikke får de her oplevelser,” siger han.

På Det Kongelige Teater har man også haft en målsætning om at nå flere børn og unge, og siden 2012 har man hævet billetsalget til denne gruppe fra 46.000 i 2012 til over 80.000 i dag, og samtidig har man hævet ambitionerne. I dag går teatret efter at sælge 80.000 billetter til børn og unge frem for de 65.000 i 2015 og har iværksat rabatordninger, der skal tilskynde dem. Blandt andet en abonnementsordning, hvor unge under 25 år for 99 kroner om måneden kan opleve lige så mange teater-, opera- og balletforestillinger, de vil.

På Aveny-T på Frederiksberg i København satser man stort på de unge og har valgt at lave teater af unge, om unge og til unge. Det har vist sig at være en stor succes. Billetsalget er kun gået én vej, og det er fremad, som teaterdirektør Jon Stephensen siger. Ved forestillingerne i 2019 var gennemsnitligt 70 procent af publikum under 25 år. De unge er der altså, og ”de står selv og svinger dankortet”, siger han.

”Jeg kan se på de unge, at de synes, det er hammerfedt, når de kan spejle sig i skuespillerne og i historierne, fordi det er dem og deres liv, det handler om. Autenciteten og ægtheden er utrolig vigtig for dem, og hvis den ikke er der, så lurer de det med det samme,” siger han.

Ifølge ham har en del teatre efterhånden opdaget, at man kan få de unge i teatret.

”Konkurrencen fra de andre teatre var der ikke i starten, men den er blevet større, og det skal man kun være glad for.”

Ifølge lektor ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet, Stig Jarl, har Aveny-T åbenlyst ramt helt rigtig med de tre forestillinger ”Skam”, som bygger på den populære norske ungdomsserie om venskab, kærester, seksualitet, forholdet til forældrene og andre emner, der hører ungdomslivet til. ”Skam” blev en kæmpe succes og var med til at sikre, at der ifølge Scenit blev solgt langt over 200.000 teaterbilletter til børn og unge i Københavnsområdet både i 2016-2017 og 2017-2018.

”Det har vist sig de senere år, at teaterforestillingerne også kan appellere til de unge,” siger Stig Jarl.

Men når der ifølge Scenit siden er blevet solgt færre billetter til børn og unge i den sidste og indeværende sæson, tyder det på, at det stadig kræver noget ud over det sædvanlige at få de unge i teatret, påpeger han.

”De unge anser det lidt som en voksenting, og når de først er flyttet hjemmefra og begyndt at studere, så er de altså ikke så flinke til at gå i teatret. De ser ikke på teatret med modvilje. Det er bare ikke dem endnu,” siger han og tilføjer, at mens nogle teatre har succes med at gøre sig attraktive for de unge, er der stadig også andre teatre, som ikke har travlt med her at gøre sig bemærket.