I 1950’erne kunne man som gæst se flodhesten Maren ligge i et betonbadekar i Zoologisk Have i København. I dag er den slags forhold uhørte, og flodhestene svømmer nu rundt i et langt større og mere naturligt bassin. Det er blot en af mange ting, der har ændret sig i måden zoologiske haver fungerer på.
Ifølge Peter Sandøe, som er professor i bioetik ved Københavns Universitet, er der sket en generel stigning i fokus på dyrevelfærd i zoologiske haver i de sidste mange år. Ikke desto mindre mener han, at mange zoologiske haver stadig holder for meget fast i et billede af at være en slags Noas ark, der skal genudsætte dyr en dag. Han peger på, at zoologiske haver i stedet skal vælge, om de primært vil underholde deres gæster eller gøre en indsats for truede dyrearter.
”På den baggrund kan der være lidt absurd teater over det menageri, som de zoologiske haver holder kørende,” siger Peter Sandøe.
Richard Østerballe er direktør i Givskud Zoo og understreger, at Givskud Zoo ikke som udgangspunkt vil levere underholdning, men viden.
”Vi udnytter gæsternes fascination til at gøre dem klogere og til, at de måske bidrager til at gå hjem og støtte truede dyrearter,” siger Richard Østerballe.
Formidlingen er en del af de tre opgaver, som mange danske zoologiske haver har. De tre opgaver består i at formidle viden om dyr til besøgende, forske i dyrene og bevare dyrearter via for eksempel avlssamarbejde.
Ifølge Peter Sandøe er der ingen tvivl om, at de zoologiske haver bidrager til at underholde, men hvor godt zoologiske haver lykkes med at skabe opbakning til beskyttelse af de vilde dyr er uvist.
I Givskud Zoo oplever de, at mange gæster drager stor nytte af at besøge haven, fortæller Richard Østerballe. Han tilføjer, at hvor meget formidlingen skal virke, før det er berettiget at have en zoologisk have, er en smagssag.
Udover formidling er artsbeskyttelse en af hovedmissionerne i zoologiske haver. Og i Givskud Zoo har man netop avlsprogrammer med det formål at sikre en bestand af truede dyrearter, så de kan sætte dem ud igen, fortæller Richard Østerballe.
Mickey Gjerris, cand.theol. og lektor i bioetik ved Københavns Universitet, forstår dog ikke, hvorfor der stadig bruges så mange ressourcer på artsbevarelse, når målet er så uklart.
”Det er en levende genbank, som man ikke ved, hvad de skal bruge til,” siger Mickey Gjerris.
Han mener, at der i stedet skal bruges ressourcer på at afsætte mere plads i zoologiske haver til dyrene, så man kan leve op til løftet om at drive zoologiske haver på dyrenes betingelser.
Og han er ikke ene om den holdning.
Ifølge Peter Sandøe er det en stigende tendens, hvor mange mennesker mener, at dyrene i zoologiske haver ikke blot er interessante som repræsentanter for vilde dyrearter, men også som individer, hvilket balladen om giraffen Marius vidnede om.
”Mange mennesker ser dyrene i zoo som individer med ret til liv og reagerer stærkt, når zoologiske haver afliver individer, som ikke er nyttige i forhold til projektet om at beskytte arten, som de tilhører,” fortæller Peter Sandøe.
Og derfor tror også Mickey Gjerris, at zoologiske haver vil ændre sig i fremtiden.
”Den tidlige fascination af at se rovdyr bag tremmer var et tegn på menneskets magt. I dag er det mere et billede på noget ynkeligt,” siger Mickey Gjerris.
Richard Østerballe fra Givskud Zoo afviser den kritik, men påpeger dog, at der kan være en udfordring i at have godt 50 zoologiske haver, som det er tilfældet i Danmark i dag. Kunne disse samles i 10 zoologiske haver, kunne man på mange måder sikre dyrene en endnu bedre tilværelse, påpeger han.