Debat om omstridt aarhusiansk moské blusser op igen

Justitsministeren er i dag indkaldt til en hasteforespørgselsdebat om den omdiskuterede Grimhøj-moské i Aarhus. Debatten får dog næppe noget konkret resultat og ligner mest af alt en symbolmarkering efter Charlie Hebdo-attentatet, vurderer politisk analytiker

Moskeen i Aarhus har også i flere omgange været under kraftig beskyldning for at stå bag rekruttering af hellige krigere, ikke mindst efter at Østjyllands Politi har peget på, at 22 ud af de i alt 27 unge aarhusianere, som er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen, forinden har haft deres gang i Grimhøj-moskéen. Foto: Scanpix
Moskeen i Aarhus har også i flere omgange været under kraftig beskyldning for at stå bag rekruttering af hellige krigere, ikke mindst efter at Østjyllands Politi har peget på, at 22 ud af de i alt 27 unge aarhusianere, som er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen, forinden har haft deres gang i Grimhøj-moskéen. Foto: Scanpix. Foto: Henning Bagger.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er i dag indkaldt til en hasteforespørgselsdebat i Folketinget for at drøfte mulighederne for at lukke den omstridte Grimhøj-moské i Aarhus. Indkaldelsen til debatten støttes af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, som dog ikke har valgt at blokere for indkaldelsen, som Folketingets partier ellers har mulighed for at gøre.
 
Ifølge Enhedslistens gruppeformand Stine Brix, skyldes det, at partiet ikke mener, at en lukning af moskeen er den rigtige vej at gå for at få løst problemerne med moskeen, der fra flere sider er blevet beskyldt for at medvirke til radikalisering af unge muslimer og direkte støtte til terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).

”Det er fint at få en debat om, hvordan vi kan løse problemerne med radikalisering, men vi er grundlæggende uenige i, at det er klogt eller realistisk at lukke moskeen. Der skal ikke være tvivl om, at flere derfra har udtrykt nogle forfærdelige holdninger. Problemet er bare, at de holdninger jo ikke sidder i mursten, men i hovedet på mennesker, og derfor nytter det ikke at lukke den,” lyder det fra Stine Brix.

Debatten om Danmarks måske mest yderligtgående moské er blusset op igen i kølvandet på DR’s dokumentar »Den fordømte moské«. Den blev vist tirsdag aften, hvor moskeens formand Oussama El Saadi blandt andet udtalte, han ”selvfølgelig” håbede på Islamisk Stat som vinder af den igangværende konflikt i Mellemøsten.

Moskeen i Aarhus har også i flere omgange været under kraftig beskyldning for at stå bag rekruttering af hellige krigere, ikke mindst efter at Østjyllands Politi har peget på, at 22 ud af de i alt 27 unge aarhusianere, som er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen, forinden har haft deres gang i Grimhøj-moskéen.

Indkaldelsen til forespørgseldebatten i Folketinget kommer også umiddelbart efter attentatet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris onsdag. Ifølge retsordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen har angrebet i Paris været med til at understrege, at det er nødvendigt at få lukket moskeen i Aarhus.

”Attentatet i Paris er endnu en faktor, der klart peger på, at den moské skal lukkes. For som vi ser det, er det overvældende sandsynligt, at det ville være det miljø, der stod bag, hvis noget lignende skulle ske i Danmark”, siger Martin Henriksen.

Ifølge politisk kommentator og tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, er det dog højst usandsynligt, at debatten i Folketinget kommer til at udmønte sig i konkrete resultater.

”Det er meget svært at feje mistanken af bordet om, at forespørgslen om den her debat kommer i forlængelse af attentatet i Paris, hvor der nu tales meget om en alvorlig trussel fra islamismen, som det er blevet meget vigtigt for politikerne at tage så meget afstand fra som muligt. Derfor handler det her formentlig primært om symbolik og om at demonstrere, at man er indstillet på en hård kurs. Så kan politikerene ellers konkurrere om, hvem der er bedst til at føre den her hårde linje,” siger han.

Ifølge Tim Knudsen kan meget tyde på, at Dansk Folkeparti nu står med gode kort på hånden, mens det straks ser lidt mere sort ud for justitsminister Mette Frederiksen (S):

”Den nuværende stemning om, at den moské bare skal lukke, og at det kun kan gå for langsomt, ligger lige til Dansk Folkeparti. Det er bare usandsynligt, at man overhovedet kan lukke moskeen. Juridisk set er det yderst tvivlsomt. Det bliver bare ikke Dansk Folkeparti, men Mette Frederiksen, der kommer til at skulle forklare vælgerne dét, og derfor risikerer hun at komme svækket ud af debatten.”