Prøv avisen

Debatten om dannelse og kristendom genåbnet

"Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab", som er KLM-fagets egentlige navn, står til at få en reduceret plads på den nye læreruddannelse efter sommerferien, og den udvikling blev i går igen anbragt i centrum for dannelsesdiskussionen af landets biskopper. Arkivfoto af kristendomsundervisning i de ældste klasser på Haahrs Skole i Svendborg. Foto: Sonny Munk Carlsen Denmark

Bekymring for KLM, kristendomsfaget på læreruddannelsen, fik nyt liv på konference om dannelse, som landets biskopper indledte i går

Debatten om kristendommens placering på landets læreruddannelser er langtfra død. Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab, som er KLM-fagets egentlige navn, står til at få en reduceret plads på den nye læreruddannelse efter sommerferien, og den udvikling blev i går igen anbragt i centrum for dannelsesdiskussionen.

Det skete med landets biskopper som deltagere, og deres igangværende konference om dannelsesbegrebet lagde rum til den genoplivede bekymring for, hvordan dannelsen har det dér, hvor man uddanner dem, der skal uddanne fremtidens borgere. Biskoppernes konference finder sted i Nyborg, hvor gårsdagens første punkt på programmet var et oplæg fra professor ved Det Pædagogiske Universitet i Aarhus Ove Korsgaard.

LÆS OGSÅ: Kampen om dannelsen

Fra middelalderen over Grundtvig og J.N. Madvig leverede han et historisk rids over, hvornår, hvorfor og hvordan man begyndte at tale om dannelse.

Men da der efter oplægget blev givet tid til spørgsmål, handlede ingen af dem om opgøret med standssamfundet og enevælden, som ifølge Ove Korsgaard var skelsættende. Derimod lød overvægten af spørgsmålene på oplægsholderens syn på læreruddannelsens KLM-fag.

Skolen skal mere end blot uddanne eleverne til erhvervslivet. Er det ikke her, KLM-faget kommer ind? Vi er ved at indskrænke uddannelsens formål, fordi alt på uddannelserne skal være så evidensbaseret nu, lød det blandt andet fra sekretæren i Religionslærerforeningen for Gymnasier og HF, Gunnar Lundsgaard, som var blandt de godt 60 tilstedeværende.

Det var ellers ikke meningen, at det skulle handle om KLM-faget, lød det i pausen fra en af deltagerne, som vurderede, at det formentlig var et resultat af oplægsholder Ove Korsgaards rolle i debatten om faget, hvor han er fortaler for at bevare det, dog uden at bruge dannelse som argument. Det gjorde han heller ikke i går.

Dannelse er ikke kun proces. Det er også kundskaber, man skal erhverve sig. Man skal have en indføring i, hvad folket er. Jeg er ikke fortaler for et evidensbaseret regime. Bestemt ikke. Men jeg er modstander af at sige, at vi blot skal have dannelse i stedet, for så spørger folk: Og hvad så?, lød svaret på Gunnar Lundsgaards kommentar.

Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller meldte sig også med en kommentar, hvor han beklagede, at fantasi og følelse er forsvundet fra uddannelsessystemet. Han udtrykte glæde over, at KLM-faget får lov at bestå, men havde ingen kommentarer til fagets rolle på den nye læreruddannelse.

Min kommentar handlede ikke specielt om KLM-faget. Det var mere en kommentar om, at viden er i højsædet på bekostning af fantasi og følelse. Jeg er glad for, at KLM-faget får lov at overleve, men jeg vil ikke begynde at kloge mig på, hvor stor en rolle faget får fremover, sagde han efterfølgende til Kristeligt Dagblad.

Det obligatoriske kristendomsfag stod i et lovudspil sidste forår fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til helt at udgå af læreruddannelsen. Det mødte imidlertid modstand ikke alene fra den borgerlige blok, men også fra Enhedslisten. I juni sidste år indgik regeringen, V, K og DF derfor et forlig, som skulle sikre, at fagets indhold blev bevaret. Dog ikke som et selvstændigt fag, men som et område under faget Lærernes Grundfaglighed med egen målbeskrivelse og eksamen.

Da Uddannelsesministeriet så i december sendte et udkast til en bekendtgørelse for den nye læreruddannelse i høring, var KLM-fagets indhold ifølge de borgerlige ordførere så svært at få øje på, at de ikke ville lægge stemmer til det. Sagen tog endnu en drejning, da Morten Øster-gaard i februar lovede ordførerne fra partierne bag forliget om læreruddannelsen at imødekomme ønskerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative om at skrive bekendtgørelsen om, så der sættes mere fokus på elementerne fra det hidtidige KLM-fag. De får fremover betegnelsen almen dannelse.

Dannelseskonferencen fortsætter i dag.