Det var et nær-paradisisk syn, der mødte Meriwether Lewis en septemberdag i 1804 på en prærie i det område, som senere blev til den amerikanske delstat South Dakota.
“Landskabet, som i forvejen var rigeligt nydelsesfuldt og smukt, blev endnu mere forskønnet af enorme flokke af bison, hjorte og gaffelbukke, som græssede i enhver retning på bakkerne og sletterne,” skrev han, som mente, at han med ét enkelt øjekast så alene 3000 bison.
Vi har en tendens til at tænke, at før landbruget var naturen naturlig og havde det dyreliv, den kunne bære
Lewis var den ene halvdel af den i dag legendariske Lewis og Clark-ekspedition, som den 14. maj 1804 begav sig afsted på en dels politisk, dels videnskabelig ekspedition ind i Nordamerikas ”vilde” ødemark.
Spørgsmålet er, om Lewis faktisk så naturens naturlige tilstand dengang på prærien?
For hvordan så dyrelivet og også europæisk natur ud, inden mennesket rykkede massivt ind med skov- og landbrug? Dén debat er højaktuel i dag, ikke mindst med etableringen af 15 såkaldte naturnationalparker i Danmark, hvoraf de seneste 10 blev udpeget i marts.
Og ifølge Jens Christian Svenning, biologiprofessor på Aarhus Universitet, leverer den gamle ekspedition stadig perspektiver på de moderne spørgsmål.
”Vi har en tendens til at tænke, at før landbruget var naturen naturlig og havde det dyreliv, den kunne bære. Men beskrivelserne fra Lewis og Clark-ekspeditionen kan også læses som et vidnesbyrd om, hvor massivt mennesket påvirker naturen, også de oprindelige folk, ekspeditionen mødte,” siger han.
Ekspeditionen var væk i to et halvt år, hvor den bevægede sig igennem et - fra europæisk-amerikansk perspektiv - så godt som uudforsket land fra Missouri til Stillehavet.
De beskrev omkring 200 arter, som for europæerne var nye, herunder gråbjørnen, hvis aggressivitet skræmte mændene, som ellers kun kendte den mere omgængelige sorte bjørn.
Men i deres optegnelser veksler beskrivelser af et overdådigt dyreliv med andre om steder, der var decideret drænet for dyr. Flere gange på rejsen måtte mændene leve af heste og hunde, som de købte af de dér-boende oprindelige folk, som selv levede nøjsomt af rødder og tørret fisk.
Clark konstaterede, at der var mest vildt i det ingenmandsland, hvor forskellige stammer lå i krig med hinanden.
Kort fortalt var fravær af dyr ikke nødvendigvis udtryk for, at dyrene ikke kunne leve i de områder, men for menneskelig påvirkning; nemlig om de blev jaget eller havde fundet en fredelig plet på grund af krig – og den betragtning har fundet støtte i forskning i vor tid.
For Jens Christian Svenning er det et vidnesbyrd om, at naturens såkaldte basislinje skal findes før, at selv såkaldte naturfolk påvirkede økosystemer over hele kloden.
”Jeg argumenterer ikke for, at man i naturforvaltningen i dag skal have som mål at få naturen-før-mennesket tilbage. Men vi kan undgå at misforstå, hvad et økologisk system har af potentiale, og hvad man kan opnå, hvis man arbejder målrettet med biodiversitet,” siger han.
For eksempel kan man genetablere bestande af store dyr i større naturområder og på den måde mime mere naturlige tilstande, uanset om de præcise arter historisk har hørt til netop dér eller ej, konkluderer internationale forskere i én artikel om Lewis og Clark-ekspeditionen.
Omtrent som når politikerne ønsker at genindføre ”vilde” heste og kvæg i de kommende naturnationalparker.