Prøv avisen

Debattører: Mobilafhængighed er ved at undergrave vores kultur

”Sociale medier har fået os til at give store mængder tid og opmærksomhed væk til noget, vi egentlig godt ved ikke er vigtigt," mener Timme Munk Bisgaard, der er ph.d. i sociale medier og chefredaktør på fagmagasinet Kommunikationsforum. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

Vores afhængighed af skærme og sociale medier er blevet en reel sygdom, siger flere debattører. De opfordrer til en bevidstgørelse om det voldsomme kulturelle skred, som på 10 år har ændret vores syn på os selv og hinanden

En farlig sygdom spreder sig. Mange ved det godt, de mærker den endda på egen krop, men de ignorerer den eller siger til sig selv og andre med et skævt smil, at de alligevel er uhelbredelige. De hårdest ramte ved slet ikke, at de er ramt.

Vi er blevet skærmafhængige. Og især afhængige af de sociale medier på vores smartphones og tablets, men nu må der ske noget, mener flere debattører og forskere. For det har nået et niveau, hvor det er i færd med at ødelægge helt grundlæggende dele af vores kultur og syn på os selv og hinanden.

Én af dem, der opfordrer til en ny bevidstgørelse, er chefredaktør på Berlingske Tom Jensen. I en længere kommentar i sin egen avis skrev han i søndags:

”Vi har fået et redskab mellem hænderne, hvis magt over os vi ikke kan håndtere. Vi har fået adgang til en teknologi, der for hvert af de fantastiske kvantespring, det har bibragt det moderne menneskeliv, indeholder en tilsvarende omkostning. En sort side. En forbandelse. Det er en sygdom, der for hvert menneskeligt netværk den opbygger, isolerer mennesker endnu mere fra hinanden.”

Og han får fuld opbakning til det synspunkt fra blandt andre Bent Meier Sørensen, professor i organisation og filosofi på Copenhagen Business School. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal til at skrue tiden tilbage, understreger han, men talrige undersøgelser viser i disse år, at vi er på vej i den forkerte retning med vores hastigt øgede forbrug af digitale medier:

Forbruget er afhængighedsskabende på linje med alkohol og stoffer. Det påvirker vores hjerner, vores sociale kompetencer, vores søvn og koncentration. Flere børn er ikke indlæringsparate, når de begynder i skole, fordi de har siddet for meget alene foran skærmen, og kiropraktorerne er begyndt at behandle børn helt ned i seksårsalderen med nakkeproblemer. Selv spædbørn viser nu symptomer på manglende nærvær, fordi forældrene i stedet prioriterer Facebook eller YouTube.

”Det her er en meget reel sygdom, men de færreste siger det højt, for så er man ikke moderne,” siger Bent Meier Sørensen:

”Jeg ser det selv her på CBS, hvor det er forbudt at forbyde skærme i undervisningen. Det er jo de studerendes eget valg, lyder det, men det er helt hovedløst, for det er netop ikke deres eget valg længere. Det er blevet en norm, der brummer i lommen og får os til at gøre ting, vi ellers ikke ville. Nogle føler måske en lille skamfølelse over at være fordybet i sociale medier, mens jeg står ved tavlen og taler, men normen om at være på, at være tilgængelig, er så stærk, at de ikke kan lade være, og derfor er halvdelen af dem reelt fraværende. Det er da ikke moderne, det er et sygdomstegn.”

Også Timme Munk Bisgaard er dybt bekymret. Han er ph.d. i sociale medier og chefredaktør på fagmagasinet Kommunikationsforum og har løbende blandet sig i debatten om den digitale udvikling. Han kalder den ”uhyggelig” af flere grunde, men først og fremmest fordi internettet og især de sociale medier har drejet sig i en helt anden retning end den blomstrende demokratisering, alle – til at begynde med – hyldede den nye teknologi for at blive. Den digitale verden bliver i stedet i stadig stigende grad designet til at suge opmærksomhed til sig og sælge den videre til kommercielle interesser.

”Sociale medier har fået os til at give store mængder tid og opmærksomhed væk til noget, vi egentlig godt ved ikke er vigtigt. Og vi gør det helt gratis og uden større reflektion. Det er paradoksalt i en tid, hvor de fleste er enige om, at netop tid og opmærksomhed er noget af det dyrebareste, vi har,” siger han vel vidende, at det lyder frelst.

Men han gør selv det samme. Og forbander det samtidigt, for konsekvensen er, at vi bruger mindre tid på det, den tyske filosof Jürgen Habermas kalder livsverden, og som er den ånd og det ikke-kommercielle fællesskab, der er mellem mennesker.

”Internettet begyndte som et reelt fællesskab,” påpeger Timme Bisgaard Munk, ”men er i dag en netværkskonfiguration, der sætter os hver især i centrum. Det er en dybt egocentrisk konstruktion, hvor alle bliver konger i eget rige. Og vi gør alt for at udbrede det rige med det resultat, at vi kun kommunikerer det, vi er sikre på, alle kan lide. En sød kat og en solnedgang. Og vi bruger mere tid på at pleje de bekendtskaber, der ikke engang er vigtige, end på at se vores nærmeste i øjnene. Det er uendelig trist.”

Alligevel er der ikke noget oprør. For det, der burde være et socialt tabu – at vi i mange henseender er holdt op med at sætte andre før os selv – er i stedet blevet den norm, næsten alle spejler sig i. Og det er katastrofalt, siger Bent Meier Sørensen:

”Kultur opstår gennem behovsudsættelse. Det er der, vi skaber noget af blivende værdi, men vi får stadig sværere ved at gøre netop det, fordi det, der i stigende grad afgør vores valg, er noget, der prikker til os i lommen døgnet rundt. Og fordi den store fortælling stadig er, at det sociale i sociale medier må være godt for os. Men det er anti-socialt. Det ødelægger fællesskaber, tager folks stemme fra dem og designer deres identitet, så vi alle i stigende grad kommer til at ligne hinanden.”

Der findes mange eksempler på positivt brug af smartphones og tablets. Ikke mindst nye læringsmetoder til børn og unge, der gennem spil lærer bedre end gennem bøger. Og muligheden for bedre at kunne følge med i hinandens liv, selvom man ikke ses så ofte, er reelt berigende for mange.

Bevidstheden om de mulige farer ved teknologien bliver dog stadig mere tydelig. Eksempelvis er der alene i Danmark det seneste år udkommet mindst tre bøger, der sætter et kritisk lys på vores digitale kultur med de sigende titler: ”Når mobilen tager magten” af psykologen Morten Munthe Fenger, ”Phono sapiens” af fremtidsforsker og ekspert i digital medieudvikling Katrine K. Pedersen og senest ”Sluk” af læge og innovationsdirektør Imran Rashid.

Sidstnævnte påpeger over for Kristeligt Dagblad, at det ikke blot er en sygdom, der spreder sig, for den er ikke opstået tilfældigt. Den er en ny normalitet, som er nøje planlagt og manipuleret ind i os af virksomheder som Facebook og Snapchat med kommercielle interesser for øje. Og det er netop hovedforklaringen på, at vi har så svært ved at modsætte os udviklingen, siger Imran Rashid:

”Vi mennesker søger naturligt velvære og muligheden for at dyrke os selv, og det har aldrig været nemmere end med de sociale medier. Det har Facebook og andre udnyttet til at forme en ny adfærd, hvor man kan få kemisk belønning i hjernen uden særlig indsats. Vi søger derfor hele tiden mod den hurtige, digitale bekræftelse og behøver heller ikke at gå på kompromis på nettet, og så blegner virkeligheden nemt. Konsekvensen er, at vi er blevet dårligere til at sætte os ud over egne behov, og især mange unge viger fra fællesskaberne og det bøvlede. Det er et markant skred.”

Løsningen på det hele er lige for, men ikke nem. Vi skal lære at bryde ud af bevidstløsheden, siger Imran Rashid. Vi skal gøre det klart for os selv, hvordan vi reelt bruger vores tid, og hvordan vi faktisk gerne vil bruge den. Den bevægelse er så småt i gang, og meget sigende er nogle af foregangsmændene dem, der har udviklet den nye digitale virkelighed: medarbejderne i Silicon Valley, hvor Google og andre markante it-virksomheder holder til. Her er man begyndt at prioritere analoge skoler med tavler og kridt frem for iPads.

”Der er ved at ske en udskilning,” siger Bent Meier Sørensen.

”Men det er en eliteudskilning. Det store flertal er ikke i stand til det, for de føler, at de bliver hægtet af udviklingen. Det store spørgsmål er, om eliten kan – og vil – få resten med, eller om vi bare skal vente på det helt store opgør.”