December bliver en bidende kold – og dyr – fornøjelse

Samtidig med at december byder på dagsfrostgrader, står vinden helt stille. Det betyder kolde næser og stigende elpriser

Fra i næste uge vil temperaturerne falde til minusgrader. Det vil betyde sne og høje elpriser.
Fra i næste uge vil temperaturerne falde til minusgrader. Det vil betyde sne og høje elpriser. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Hvordan vejret bliver i december, har mange et helt særligt forhold til. Det skal gerne være koldt og snefyldt, og så skal juleaften være hvid. 

Sådan bliver det sjældent, men sådan bliver det efter alt at dømme i år. Alligevel er langtidsmeteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut Martin Lindberg ikke begejstret. 

"I dette år med krig og inflation er vejret nok en bekymring for mange,” siger han.

Martin Lindberg har netop udarbejdet prognosen for, hvordan vejret bliver i december. Normalt sidder meteorologerne på kanten af stolen i spænding og håb om, at de kan glæde danskerne med udsigten til en hvid jul. I år håbede de i stedet på varme temperaturer, men sådan blev det ikke. 

"Vi kommer til at opleve et markant vejrskifte, hvor vi vil få vintervejr. Om det holder helt til jul, kan jeg ikke sige med sikkerhed endnu. Det mest sandsynlige er, at kulden vil aftage, når vi nærmer os juledagene, men der er også en mulighed eller risiko for, at kulden vil blive ved. Men ugerne forinden bliver med sikkerhed meget, meget kolde," siger han. 

Den seneste tid har vi oplevet et mildt vintervejr, hvor temperaturerne er faldet en smule hver dag. 

"Der har været et kraftigt højtryk over Rusland, som de seneste dage har udbredt sig til det nordlige Skandinavien. Det betyder nu, at vi oplever en østlig luftstrøm over Danmark med kølig luft, hvor temperaturen falder dag for dag. I weekenden vil vi kun opleve få plusgrader. Vi vil også opleve lidt nedbør, som efterhånden også vil blive hvid," fortæller Martin Lindberg. 

Men allerede på mandag vil temperaturerne styrtdykke. Det højtryk, der er over Rusland, vil nemlig bevæge sig længere østpå. Og det vil betyde to ting. 

For det første vil det give plads til, at lidt varmere luft fra syd vil bevæge sig op mod Danmark. Men det betyder ikke, at det bliver varmt i Danmark. For det andet vil et kraft højtryk nemlig bygge sig op over Grønland og Island, som vil sætte gang i arktiske luftstrømme. Samtidig med at de sydlige luftstrømme rammer Danmark, vil det strømme ned over Nordeuropa med arktisk luft. 

"Kombinationen vil betyde, at det på mandag vil begynde at regne. Men inden regnen rammer jorden, vil det blive til sne. Når det så klarer op, hvilket det nok gør torsdag, vil det være iskoldt. Vi vil opleve nogle fine, kolde dage med sol og få snebyger. Hvor snebygerne vil ramme, kan jeg ikke sige endnu," fortæller Martin Lindberg. 

Temperaturen om dagen vil i næste uge falde til mellem fire graders frost og frysepunktet. Om natten vil temperaturen være mellem minus én og minus 10 graders frost. 

Men selvom december altid er fyldt med sne i julekalendere og julefilm, er frostgrader i december faktisk en sjældenhed. December i år kommer dermed til at afvige markant fra det normale vejr, der som regel er mildt og kun betyder få dage med frostgrader.  

"Flere uger med så koldt vintervejr i december har vi ikke set siden 2012. Helt ekstremt var det jo i december i 2010, og det er ikke helt usandsynligt, at det vil blive lige så ekstremt i år. Fordi vi så sjældent ser frostgrader i flere dage i december, er det ekstra spændende det, vi ser i år," fortæller Martin Lindberg. 

Men selvom han kalder det "spændende," at vejret arter sig anderledes, end det plejer, er Martin Lindberg ikke glad for prognosen. Han kalder det faktisk en "dårlig nyhed," at det netop i år bliver så koldt. 

"Mange er presset på grund af inflationen, så man kan håbe, at prognosen ikke kommer til at passe. Jeg håber, det kun bliver lidt koldt, og at der kun kommer lidt sne," siger han. 

Samtidig med at temperaturerne falder, er der nemlig ikke udsigt til billige elpriser. Sol- og vindenergi er for tiden danskernes eneste håb for lave energipriser, og med korte dage i december, er det ikke solenergien, man skal satse på. I stedet er det vinden, der kan gøre underværker. 

"Det ser desværre ud til, at der ikke kommer så meget vind. Der vil være få dage med vind, men ikke nogen dage med kuling. Så vi får ikke produceret en masse vindenergi, og det betyder jo, at el-priserne vil gå op," slutter Martin Lindberg.