I år var det, som om bladene ikke ville slippe grenene i efteråret.
Det var så varmt, at den selvsåede byg voksede sig stor på markerne og satte aks i oktober og november. Den første frost kom sent. Men de første dage i december var kolde og slukkede den sidste efterårsglød i træernes løv. Så træerne endte omsider med nøgne grene.
Det er december. Det er årets mørkeste måned, som kun forekommer lysere end november på grund af julen og den hvide sne, der som regel falder før eller siden i månedens løb.
November er næsten lige så mørk som december, og der er ingen formildende omstændigheder. Henrik Nordbrandt valgte november, da han skrev sin anklage mod årets værste måned i dette digt fra ”Håndens skælven”, 1986:
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september,
oktober, november, november, november, november.
I december vender solen. Efter lavpunktet 21. eller 22. december stiger den atter højere op på himlen. I starten umærkeligt, men dog sådan, at hvert lille tegn på lysere dage modtages med glæde og tro på lysere og varmere tider.
Derfor er december god. Det er tid til at finde tid. Det bedste, vi kan give hinanden, er tid til at gøre ting i ro og mag, som man siger.
For længe siden, da de fleste af os var bønder, var vinteren tid til at gøre mange både rare og nødvendige ting. Ikke i præstationskonkurrerende selvforkælelse, men i magelighed. Det var en vigtig dyd. River og andre redskaber skulle for eksempel repareres og gøres klar i de mørke og kolde måneder, hvor markarbejdet lå stille.
Skridtet fra ro og mag til ro og magi er ikke langt. Sådan kom julestemningen ind i vores hus i min barndoms dal på Nordbornholm. Der var meget at gøre, men det gjorde ikke noget. Tværtimod. Der skulle laves adventskranse, der skulle laves juledekorationer og julepynt, fremstilles kvædebrød, bages klejner og julekager af mange slags. Og vi elskede det. Vi elskede roen, og at der var al den tid, der var brug for. Det eneste, der kunne forstyrre, var sneen, som skulle udnyttes til leg, så snart den faldt.
Som børn bliver vi umiddelbart fanget af stemninger. Vi bliver fortryllet. Med fortryllelsen forholder det sig næsten som med kærligheden. Kærligheden, der ifølge Paulus er tålmodig og mild. Den misunder ikke, praler ikke og bilder sig ikke noget ind, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op og bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved det, der er. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.
Som voksne og vidende får mange det sværere og sværere ved at blive fanget ind af stemninger. De fleste kender sikkert længslen efter julestemningen. Vi kan ikke komme i julestemning.
Nisserne er noget pjat. De er forlængst afsløret som fup. Julemanden er ikke andet end et latterligt kommercielt påhit klædt i plasticskæg. Rensdyret er en simpel hjorteart, der selvfølgelig ikke kan flyve - hverken med eller uden kane. Jesus har aldrig levet, og fejringen af hans fødsel og historierne om ham er udspekulerede fortællinger, som mennesker har fundet på for at kunne udøve magt.
Hvis vi ser sådan på det, bliver fejringen af ham en tåbelighed. Rationaliteten tager over og piller al magi ud af tilværelsen. Rationaliteten er tal, kolonner og fakta, hvor stemninger ikke har plads.
Verden er imidlertid fuld af natur, der fremkalder stemninger og kalder på vores fantasi og forestillingsevner. Sneen fortryller, dyrelivet fortryller, vi spejler os i fuglesind, og vi finder på nisser og trolde og overnaturlige væsener af enhver art. Jo mere vild, mangfoldig og dramatisk naturen er, des mere er den befolket af magi. Vulkanøen Island er fuld af nisser, troldene huserer oppe i Norges vilde bjerge, og den afskyelige snemand holder til i Himalayas himmelske højder.
Allerede i 1905 forudså Max Weber bekymret det, han kaldte ”verdens affortryllelse”. Han mente, at viden og indsigt ville medføre tab af ånd ved at afmystificere virkeligheden. Han var på ingen måde modstander af forskning og oplysning. Men han ridsede det evige dilemma mellem tro og viden (eller ånd og materie) op. Han problematiserede konsekvenserne af viden og rationalitet, som han mente ville dræbe de stemninger, der betyder så meget for os som mennesker.
Videnskaben har ofte angrebet Webers udsagn og argumenteret med, at viden og videnskabelige erkendelser i sig selv er fortryllende.
Sådan er det bare ikke. Selvom vi søger viden og indsigt i verdens indretning, ligger det dybt i menneskets natur at have fantasi og skabe myter ud af vores omverden.
Derfor tror jeg, vi skal tage trolde, nisser og julemænd meget mere alvorligt. Ikke bogstaveligt, men som fænomener, der er affødt af menneskets basale behov for myter.
Det vakte for nylig politisk furore, at Det Frie Forskningsråd bevilgede 2,5 millioner kroner til antropologen Lars Christian Kofoed Rømer til forskning i overnaturlige væsener på Bornholm. Tiden, og dermed dele af dansk politik, er tilsyneladende grebet af en rationalitetsdagsorden, der truer med at frasortere alt det, der lugter af metafysik og irrationalitet.
Det er en skam. Forskning i menneskesindet, vores fortællinger og opfattelser af verden er lige så vigtig som forskning i det eksakte. Viden og indsigt i verden er vigtig for den materielle udvikling. Men størst af alt er det irrationelle.
Derfor er julen stor. Det bedste ved julen er at have tid til at dyrke det irrationelle og være ligeglad med alle kolonner og tabeller. Kolonner og tabeller er så meget antijul, at det gør ondt. Jeg vil flette julehjerter, selvom det ikke kan betale sig. Jeg vil gå til julegudstjeneste og synge med, selvom jeg ikke tror bogstaveligt på en skabende Gud. Jeg vil dyrke nisser og alle overnaturlige væsener, fordi de lever i fantasien.
Naturen taler til os derude i sine kolde vinterklæder, hvor træerne står nøgne, og solen står så lavt, at den knapt nok varmer mere. Uanset om julen er grøn eller hvid, sætter decembernaturen fantasien i gang.
Som barn samlede jeg mos og bær og frugter og svampe og grene og bark ind til alle slags dekorationer, som blev til små miniatureverdener. Inde på bordene eller i vindueskarmene bragte de frodighed og duft af skovbund ind i stuerne. De var som stykker af sommer og forskud på forår. Og vi elskede at krydre det hele med lys og nisser og andre juleting.
Op til dette års jul blev vi ramt af et dødsfald i familien. Det var ventet, efter et apoplektisk tilfælde i februar 2012 slog benene væk under min far, Paul.
Selvom han kom sig i løbet af nogle måneder, blev han aldrig rigtig frisk. Min mor, Bodil, passede ham hjemme i huset i Nyker på Bornholm. Men flere gange blev han syg, og til slut blev det så vanskeligt, at min far kom på plejehjem i Nexø.
Mor tog trofast bussen den lange vej frem og tilbage til plejehjemmet flere gange om ugen for at se til min far. Efter er år på plejehjemmet, hvor hans kræfter langsomt blev svagere, stødte der en lungebetændelse til. Det endte med, at han meget afkræftet blev indlagt på hospitalet i Rønne.
Her kom han i intensiv behandling og kom sig så meget, at han efter nogle dage kunne drikke og spise lidt. Men nyrerne fungerede ikke så godt, og infektionen ville ikke helt forsvinde. Så en halv snes dage efter indlæggelsen begyndte han at blive endnu svagere. Det enestående personale på hospitalet måtte erkende, at behandlingen ikke kunne give ham livet tilbage.
Herefter gik naturen sin gang, fredeligt, som den skulle. Tidligt om morgenen den 20. november 2014 sov min far fredeligt ind. 92 år gammel efter et langt og godt liv.
Far var hele livet optaget af naturen og naturens ro, som han både udtrykte i sine malerier og i hele sin væren. Han gav roen og tiden videre og åbnede mine og mange andres forundrede øjne over for verdens rigdomme. Det er jeg ham dybt taknemmelig for.
En større gave kan ingen give.