Defensive udskiftninger er et symptom på borgerlig krise

Når ministre forlader deres post kort før et folketingsvalg, tyder det på, at der i regeringskredse er en manglende tro på sejr ved det kommende valg

Ministerskiftet kan ses som et symptom på, at regeringen er i defensiven – for at bruge en anden fodboldmetafor end de mange, der blev brugt under ministeroverdragelsen i går, samtidig med at Danmark spillede fodboldlandskamp mod Australien ved VM.
Ministerskiftet kan ses som et symptom på, at regeringen er i defensiven – for at bruge en anden fodboldmetafor end de mange, der blev brugt under ministeroverdragelsen i går, samtidig med at Danmark spillede fodboldlandskamp mod Australien ved VM. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Erhvervspolitik afgør ikke folketingsvalg. Digitalisering, afbureaukratisering, vækstteams og innova- tion får de færreste vælgeres blod i kog. Så på kort sigt får gårsdagens udskiftning af den konservative Brian Mikkelsen med partifællen Rasmus Jarlov som erhvervsminister næppe afgørende betydning, hverken for De Konservative eller for regeringen frem mod næste valg.

Alligevel kan ministerskiftet ses som et symptom på, at regeringen er i defensiven – for at bruge en anden fodboldmetafor end de mange, der blev brugt under ministeroverdragelsen i går, samtidig med at Danmark spillede fodboldlandskamp mod Australien ved VM.

Brian Mikkelsen, der nu er blevet direktør i Dansk Erhverv, tog nærmest hele billedet, da han af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev rost til skyerne for sin indsats gennem 24 år i Folketinget, heraf 12 år som minister. Den tiltrædende minister, Rasmus Jarlov, fik derimod at vide, at han foran sig har ”en stejl læringskurve”. Som konservativt folketingsmedlem har Jarlov flere gange markeret sig i opposition til regeringen, særligt i værdipolitikken, senest da han kritiserede kulturminister Mette Bock (LA) for at rejse til verdensmesterskaberne.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, møder også den nye minister med en usædvanlig og temmelig krads velkomsthilsen om, at han er ”lidt hovskisnovski, arrogant og aldrig hilser”, som ordføreren udtrykker det over for DR. Netop Dansk Folkeparti går meget op i relationer, så det antyder, at Rasmus Jarlov ikke får meget spilleplads fra regeringens støtteparti.

Det kan blive udfordrende nok for ham til efteråret, selvom erhvervspolitik normalt ikke skaber de store ideologiske konflikter. For De Konservative er problemet, at de nu har mistet deres mest rutinerede folketingsmedlem – på de indre linjer deres spillende træner, siden Søren Pape Poulsen kom til som partiformand i 2014.

Brian Mikkelsen sagde mange gange i går, at hans jobskifte ikke var et fravalg af politik, men et tilvalg af den spændende nye post, og at han mente at have aftjent sin politiske værnepligt. Begge dele er uantastelige, men regeringens problem er, at vælgerne formentlig ikke skelner så knivskarpt mellem tilvalg og fravalg. Brian Mikkelsen har fravalgt det, der i hvert fald på papiret må være en af de vigtigste politiske poster, set med erhvervslivets briller.

Det kommer kun to måneder efter, at Venstres Søren Pind forlod Forsknings- og uddannelsesministeriet, og Esben Lunde Larsen (V) gik af som miljøminister. Begge tilsyneladende uden at have et konkret andet job på hånden. Det efterlader indtrykket af, at man langt ind i regeringskredse ikke tror på, at man kan vinde næste valg – eller på at man kan fortsætte med at regere på Dansk Folkepartis nåde, selv med fortsat borgerligt flertal. Historien er i øvrigt rig på indflydelsesrige politikere, der har søgt en karriere i erhvervslivet, når den politiske magt ebbede ud. For eksempel fik den daværende konservative finansminister Palle Simonsen tilbage i 1989 et nyt topjob som direktør for ATP. Dengang knirkede det slemt i firkløverregeringen efter syv år ved magten.

Den socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup blev sent i 2014 direktør for organisationen Landbrug & Fødevarer, mens samme regerings finansminister Bjarne Corydon (S) blev direktør for McKinsey Center for Management for Government. Det skifte kom dog først i 2016, efter at SR- regeringen året forinden havde mistet magten.