Dele af S-togstrafik forstyrres når nyt signalsystem tages i brug

Banedanmark er i gang med at rulle nyt digitalt signalsystem ud, og det sætter sig præg på S-togstrafikken.

Dele af S-togsnettet forstyrres den kommende weekend i forbindelse med overgangen til et nyt digitalt signalsystem. (Arkivfoto).
Dele af S-togsnettet forstyrres den kommende weekend i forbindelse med overgangen til et nyt digitalt signalsystem. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Den kommende weekend tager Banedanmark et nyt, digitalt signalsystem i brug i København, og det vil påvirke dele af S-togstrafikken.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Det er på strækningen fra Nordhavn i nord til henholdsvis Carlsberg og Sydhavn i syd, at det digitale signalsystem tages i brug.

Dermed vil mere end halvdelen af S-banen køre med den nye teknologi, oplyser Banedanmark.

Det er en omfattende opgave at udskifte de gamle analoge signaler med det nye system, forklarer Janus Steen Møller, direktør for Signalsystemer i Banedanmark:

- Skinner, tog og den centrale trafikstyring bliver sammenkoblet i ét digitalt system. På sigt vil det give flere tog til tiden. Derfor er det en omfattende opgradering, som vil være til gavn for passagererne. Ikke bare i det centrale København, men på hele S-banen, siger han i pressemeddelelsen.

Mens arbejdet står på, er det nødvendigt at slukke for de gamle signaler.

Det kommer til at berøre dele af S-togstrafikken i weekenden.

Der vil blive indsat togbusser mellem Åmarken og Valby til Svanemøllen lørdag klokken 01.30 til søndag klokken 18.

Søndag vil der i perioden fra klokken 02 til 07 blive indsat togbusser mellem Åmarken og Valby til Klampenborg, Hillerød og Farum samt på Ringbanen mellem Hellerup og Ny Ellebjerg.

Banedanmark oplyser, at man har forsøgt at mindske generne for passagererne mest muligt.

- Vi har sammen med vores leverandør planlagt vores arbejde, så passagererne kommer til at mærke så lidt til det som muligt, da vi udfører størstedelen af vores arbejde i weekenden i stedet for i hverdagene, siger Thilde Restofte Pedersen, direktør for Signalprogrammet.

Udrulningen mellem Nordhavn i nord og Carlsberg og Sydhavn i syd er den næstsidste i rækken, inden hele S-banen kan køre med det nye signalsystem.

I slutningen af 2022 forventer Banedanmark at tage det nye system i brug mellem Sydhavn og Køge samt mellem Carlsberg og henholdsvis Høje Taastrup og Frederikssund. Herefter vil hele S-banen køre med det nye system.

/ritzau/