Prøv avisen

Delebørn får stress af at flytte rundt

Selv ressourcestærke børn skilsmissebørn bliver stressede, når de bor lige meget hos mor og far. Foto: Colourbox.com. Foto: Alexandre MARCHI /NCY

Selv ressourcestærke skilsmissebørn, hvis forældre fokuserer på barnets behov, oplever hverdagen som anstrengende, når de bor lige meget hos mor og far. Det viser den første interviewundersøgelse af deleordninger

Syv dage hos far og syv dage hos mor. Pakke taske, huske gymnastiktøj, pakke ud. Mangle ting glemt hjemme hos far og bevare overblikket over aftaler med vennerne hjemme ved mor. Omstille sig fra stemningen hos far og hans kæreste til livet hos mor og den nye lillebror.

Der er meget at tænke på, når man har to hjem. Og nu viser den første danske interviewundersøgelse om deleordninger, at skilsmissebørn føler sig belastet af de mange skift i hverdagen.

Det gælder både praktisk i form af pakning, huskelister og transport og mentalt, når en forælder har skiftende forhold til nye partnere, får flere børn eller blot laver om på dagligdags rutiner.

Socialrådgiver og tidligere børnesagkyndig i Statsforvaltning Hovedstaden gennem 23 år Hanne Sønder- gaard Jensen står bag rapporten To hjem – én familie, som bygger på interview med otte skilsmissefamilier. Fælles for dem er, at bruddet ligger nogle år tilbage, at forældrene er veluddannede og har et rimeligt forhold til hinanden. Og at de uden indblanding fra myndighederne er blevet enige om en ordning, hvor barnet bor lige meget eller næsten lige meget hvert sted.

Trods det lovende udgangspunkt giver børnene udtryk for, at de hyppige forandringer stresser dem.

"Børnene skal hele tiden forholde sig til skift, som minder dem om skilsmissen og det opbrud, den har medført. Det overraskede mig, at børnene oplever det som et konstant pres, når nu forældrene selv har fundet en løsning og gør sig så umage for at få hverdagen til at fungere," siger Hanne Sønder- gaard Jensen.

Hun understreger, at stort set alle børnene grundlæggende trivedes og i undersøgelsen gav udtryk for, at de var glade for at kunne være sammen med begge forældre i flere dage ad gangen.

Rapporten indeholder en række citater fra de interviewede, blandt andet en 9-årig pige, som sætter ord på, hvordan hun oplevede at skifte hjem hver onsdag:

"Jeg blev meget stresset, der var meget, jeg skulle huske ... jeg tænkte, nu onsdag igen, det var stressende. Derfor fik jeg flere dage her hos mor. Med hensyn til det praktiske, så kører de mig til de ting, jeg går til, mest far, for han bor lidt længere væk. Men det er upraktisk med alt det, jeg skal huske."

Formand for Foreningen Far, som arbejder for børns og fædres ret til samvær efter skilsmisse, Claes Ludvigsen, mener, at ulemperne ved deleordninger er overdrevne.

"Man kan skabe meget dramatik ud af, at børn skal skifte opholdssted, men det afgørende for børns tryghed er stabile og solide voksenkontakter og kontinuerlig kontakt med begge forældre. Børn befinder sig jo også fint med at blive passet af bedsteforældre, onkler og tanter," siger han.

Familiepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Halse mener, at en deleordning kan være en god løsning, hvis forældrene bor nær hinanden og er gode til at samarbejde. Men han advarer imod at fastholde et krav om deleordning af hensyn til de voksnes ret.

"Hvis der er evig kævl mellem mor og far, er det ikke optimalt for barnet at være syv dage hvert sted. Så skal det være mest muligt hos den ene, og det står helt åbent, om det er faderen eller moderen," siger han.

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk

danmark side 3