Prøv avisen

Delesøskende er hele søskende

Selvom familien splittes i to, er sondringen mellem hel-, halv- og bonussøskende for mange børn ikke så vigtig. Foto: NIMA STOCK

Flere bliver skilt, og med skilsmisser kommer nye familiesammensætninger, men halv- og bonussøskende insisterer ofte på at være hele søskende

Artiklen er første gang udgivet 16. november 2017.

Politikerne Karen Ellemann og Jakob Ellemann-Jensen er halvsøskende, da de har forskellige mødre, men de insisterer selv på at fjerne ordet ”halv” foran søskende, når de taler om relationen mellem hele søskendeflokken på fire.

”Den terminologi med hele og halve har vores forældre aldrig brugt. Vi er søskende alle fire. Punktum. Det tror jeg er meget bevidst. Og vi har heller aldrig selv lavet den sondring. Når nogen har spurgt: ’Nåh, er det din halvsøster?’, har jeg svaret: ’Nej, det er min søster’,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Dermed ligner politikerparret mange andre halv- eller bonussøskende, siger Ida Wentzel Winther. Hun er kultursociolog og lektor på DPU (Aarhus Universitet). Fra 2011 til 2014 var hun leder på et projekt om søskende støttet af Egmont Fonden.

Her interviewede og fulgte forskerne over 100 børn rundt om i Danmark, der satte ord på at være søskende, og man opdagede, at der for mange af børnene ikke var nogen klar sondring mellem hel-, halv- og bonussøskende.

”Søskende er meget mere end blodsøskende og far, mor og børn. I dag ender halvdelen af alle ægteskaber i skilsmisse, og mange lever derfor i knopskydningsfamilier med hel-, halv- og bonussøskende. Søskende er meget mere end det biologiske, og når nogle insisterer på bare at være søskende i stedet for halv- eller kvartsøskende, er det en protest imod den for nogle noget snævre betegnelse. Det kan føles forkert at skulle forklare omverdenen, at man for eksempel er bonussøskende, fordi det for dem ses som en devaluering af deres søskendeskab,” forklarer hun.

”Om det gør en forskel, om man er hel- eller halvsøskende, er meget individuelt, men for mange børn er der et ønske om at gøre relationen stærk mellem sine søskende, hvad enten man er blodrelateret eller ej. Ved at insistere på at være søskende og kun søskende er man med til at understrege, at relationen er vigtig,” siger hun.

Også Camilla Terndrup, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, genkender billedet.

”Det med betegnelserne er ikke noget, de børn, vi er i kontakt med, går synderligt op i. Børnene ringer, hvis der er en problemstilling, de gerne vil tale om, og ringer de om bonus-, sted- eller halv- søskende, handler det ikke om betegnelsen, men om det forhold, søskende kan have til hinanden – på godt og ondt. Til gengæld hører vi tit fra børn, som er kede af at miste deres halv- eller bonussøskende, når forældrene går fra hinanden. Det oplever de som en stor sorg,” siger hun.

”Jeg tror, det er de voksne, der oftere bruger betegnelserne halv-, sted-, bonussøskende. Måske de har et større behov for at skille tingene ad end børnene. For børnene er det besværligt at skulle forklare hele sammensætningen af familien, hvis de siger halvsøskende. Så er det nemmere bare at sige lillebror eller storesøster,” siger hun.

Ifølge Ida Wentzel Winther handler det også om at signalere, at der er mange måder at være søskende på.

”Man kan ikke sige, at rigtige blodsøskende er bedst. Man kan være søskende på mange måder, og det er et benhårdt slid for skilsmissebørnene at koble sig op på nye søskende, men derfor gør det ikke betydningen af dem mindre. Relationen kan være den samme med en stedsøster som med en blodsøster,” siger hun.

For mange børn er der et ønske om at gøre relationen stærk mellem sine søskende, hvad enten man er blodrelateret eller ej. Ved at insistere på at være søskende og kun søskende er man med til at understrege, at relationen er vigtig

Ida Wentzel Winther