Delte meninger om motorveje: Skidt for klima og godt for økonomien

Mere motorvej er skidt, mener Danmarks Naturfredningsforening. Dansk Erhverv glæder sig til gengæld.

Hvis det står til regeringen, skal der bygges mere motorvej i Danmark. (Arkivfoto)
Hvis det står til regeringen, skal der bygges mere motorvej i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Flere motorveje er skidt nyt for klimaet.

Det siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby om regeringens infrastrukturudspil.

Det præsenteres torsdag klokken 12. Men allerede onsdag er en række elementer sluppet ud i diverse medier.

Overordnet set vil regeringen bruge milliarder af kroner på vejnettet. Det kan være udvidelser, forlængelser og opgraderinger. Specielt motorvejene skal have et ansigtsløft.

- Vi mangler stadig at se regeringens samlede udspil, men overordnet set, så mener jeg, at vi skal vurdere udspillet på, hvor meget det nedbringer CO2-udledningerne med per milliard, der bliver brugt, siger Midtiby i en skriftlig kommentar.

- Vi står midt i en klimakrise, og så nytter det ikke noget, at regeringen bruger 100 milliarder på at bringe os længere væk fra målet om en 70-procents reduktion af CO2-udledningen i 2030.

-Regeringen lægger op til rigtig meget ny motorvej, og det holder bare ikke i et klimaperspektiv, når man sidste år lavede en alt for uambitiøs transportaftale, som betyder, at de fossile biler forsat vil fylde omkring tre fjerdedele af motorvejene i 2030.

- Samtidig kræver nye motorveje enorme mængder råstoffer at anlægge, så jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det skal hænge sammen med vores klimamål, siger Midtiby.

Hos Dansk Erhverv ser administrerende direktør Brian Mikkelsen anderledes positivt på samme emne. Et generelt løft af vejnettet er vejen frem. Det mener han.

- Det lyder rigtig positivt, for de er rigtig afgørende for vækst og velstand og arbejdspladser. Det tyder også på, at man vil give motorvejene et løft, hvor trængslen er slem.

- Det glæder vi os over i Dansk Erhverv, for køerne koster kroner og tid for både borgere og virksomheder, siger Brian Mikkelsen i en skriftlig kommentar.

Blandt elementerne i udspillet er en tredje Limfjordsforbindelse. Det projekt vil ifølge udspillet koste syv milliarder kroner.

Nye motorveje til Kalundborg og Hillerød er også med i udspillet. Desuden skal mulighederne for en fast forbindelse mellem Als og Fyn undersøges.

Fra regeringens støtteparti Enhedslisten er der ikke begejstring.

- Håbløst at regeringen fokuserer på flere motorveje. Det er ikke svaret på mobilitetsproblemer i en biodiversitets- og klimakrise, skriver natur- og klimaordfører Peder Hvelplund på Twitter.

/ritzau/