Radikalt hemmelighedskræmmeri splitter baglandet

De Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, er med sin håndtering medansvarlig for Radikale Venstres krise oven på krænkelsessager, mener dele af partiets bagland. Flere valgkredse bakker dog fortsat op om deres nye politiske leder

I de kommende måneder vil dansk politik blive ramt af flere sexisme-sager. Normalt ville De Radikale kunne profilere sig i disse sager med Sofie Carsten Nielsen som forkvinde. I stedet er partiet på forhånd bagud på point. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.
I de kommende måneder vil dansk politik blive ramt af flere sexisme-sager. Normalt ville De Radikale kunne profilere sig i disse sager med Sofie Carsten Nielsen som forkvinde. I stedet er partiet på forhånd bagud på point. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

De, som håbede, at Radikale Venstre kunne bilægge krisen med Morten Østergaards afgang, må være slemt skuffede.

I mandags kom det frem, at partiets nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, godt var klar over, at der ikke kun var tale om én enkelt hånd på låret. Hun havde holdt en anden af sin forgængers krænkelsessager vedrørende folketingsmedlem Kathrine Robsøe (R) hemmelig på grund af et løfte om fortrolighed.

Og det kommer tilsyneladende ikke bag på alle. I et debatindlæg i gårsdagens Kristeligt Dagblad skrev Søren Bald, tidligere landsformand for Det Radikale Venstre, at Sofie Carsten Nielsen umuligt kan have været uvidende om, ”at hendes forgænger ikke bare havde en ’hånd-på-låret-sag’, men også andre og mere reelle sager”.

Han fik ret i sin forudsigelse og mener, at Sofie Carsten Nielsen med sin håndtering er medskyldig i partiets krise.

”Folketingsgruppen har et stort problem. Man kan jo frygte, at de bare slutter ring om sig selv, men det løser jo ikke det troværdighedsproblem, som den nye gruppeformand har bragt sig selv i. Jeg synes, at Sofie Carsten Nielsen gemmer sig bag et fortrolighedssynspunkt, som man ikke kan bruge som leder. Når man er leder og har fået nogle informationer, så er man tvunget til at handle,” siger Søren Bald, der frygter, at den verserende sag vil komme til at koste Radikale Venstre dyrt.

”Hvordan skal et parti, der ikke engang kan styre sin egen selvskabte krise, gøre sig fortjent til at styre landet?,” spørger han.

Ole Dall, der er chefredaktør på det socialliberale Skive Folkeblad, og som tidligere har været medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse, kritiserer også den nye politiske leder.

”Sofie Carsten Nielsen skulle som ny leder have været en del af løsningen, men nu er hun blevet en del af problemet. Hun har et kæmpestort troværdighedsproblem. Hun har jo løjet og sagt, at hun ikke kendte til flere sager. Det er dybt problematisk for både den radikale folketingsgruppe og for offentligheden,” siger Ole Dall, der heller ikke køber argumentet om, at Sofie Carsten Nielsen har forsøgt at respektere Katrine Robsøes ønske om fortrolighed.

”Hun er jo ikke en katolsk præst, der sidder ved skriftestolen. Hun er politisk leder og kan derfor ikke holde oplysninger, der er afgørende for partiet, tilbage alene af den grund.”

Forståelsen for den nye partileder er større i hendes egen valgkreds i Gentofte.

”Overordnet set har hun gjort det godt. Det hører jeg også fra baglandet. Hun er i en svær situation, hvor oplysninger til hende er drysset fra tid til anden,” siger Martin Iversen, De Radikales formand i Gentoftekredsen, til Ritzau.

Klaus Back Trads, partiets kredsformand i Morten Østergaards valgkreds i Aarhus, virker også forstående for, at partiets nye leder har valgt at holde informationerne fortrolige.

”Vi er kede af, at Katrine Robsøe på grund af pressens opmærksomhed har følt sig tvunget til at dele noget, som hun ikke har lyst til at dele. En vigtig del af, at vi alle kan håndtere sexisme godt, er, at der er tillid til, at det håndteres i den lukkede kreds, man selv synes. Alle bør have ret til selv at bestemme, om ens historie er offentlig,” skriver han i en sms til Kristeligt Dagblad, hvor han også lovpriser partiets nye leder:

”Jeg er meget glad for, at folketingsgruppen har valgt Sofie Carsten Nielsen, og for at hun har slået fast, at vi ikke skifter politik, og at sexisme fortsat vil have stor prioritet for Radikale Venstre.”