Prøv avisen

Er en skilsmisse nødvendig for at få hjælp til en demensramt?

Hans mor er slidt ned, og søsteren er ramt af stress. Derfor taler sønnen Daniel Sindhøj (på billedet) på vegne af familien i sagen om hans far, som er blevet ramt en demenssygdom. – Privatfoto.

Familien Sindhøj er i knæ på grund af faderens demenssygdom. Moderen føler sig tvunget til separation for at få hjælp. Et umenneskeligt system, lyder det fra Alzheimerforeningen

Skal man lade sig separere for at få hjælp til sin demente mand?

Det føler 67-årige Bendte Lisbeth Sindhøj fra Dragør nær København, at hun kan være tvunget til. Over de seneste 10 år har hun set sin 67-årige mand gå fra at være en rummelig og intelligent mand til at være en skal af et menneske. Alt sammen på grund af en demenssygdom, der har presset familien til det yderste, siden faderen, der optræder uden navn i denne artikel, fik diagnosen for fire år siden. Det fortæller Daniel Sindhøj, som er læge og søn til ægteparret.

Han taler på vegne af familien, da moderen, Bendte Lisbeth Sindhøj, med hans udtryk er ”slidt helt ned”, mens hans søster er blevet ramt af stress på grund af forløbet.

”Min mors situation er selvfølgelig præget af, at min far har det så dårligt. Min mor er nødt til hele tiden at være på ham og at holde ham under konstant opsyn,” siger Daniel Sindhøj.

Faderens helbred står udførligt beskrevet i Statsforvaltningens afgørelse fra midten af juli, hvor den offentlige myndighed på ny afviste en forespørgsel fra kommunen om at sende faderen på plejehjem.

Det er beskrevet, hvordan faderen opfylder betingelser for demens ”i svær grad”. Han er ”ude af stand til at tage vare på sig selv” og har ”næsten ophævet sprogforståelse”, har kommunen oplyst til Statsforvaltningen.

I dette dokument og øvrige papirer, som Kristeligt Dagblad har fået indsigt i, er det også beskrevet, hvordan faderen ”ikke kan opholde sig alene”, og at han står op om natten for at gå tur, spise eller gå i bad. Det er beskrevet, hvordan han spiser sten, som han tror er bolsjer, og at han tidligere har sat ild til en avis.

Alligevel finder Statsforvaltningen, at ”der i sagen ikke er tilstrækkelig dokumentation” for, at faderens ”behov for hjælp ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig”. For Statsforvaltningen understreger, at Bendte Lisbeth Sindhøj ikke forlader hjemmet, når faderen er der.

Faderen ”er således hele tiden under observation og i selskab med andre personer, der kan tilkalde hjælp, hvis det bliver nødvendigt.”

På grund af faderens demenssygdom er han blevet erklæret uegnet til at kunne give informeret samtykke. Alligevel skal han spørges, om han ønsker at komme på plejehjem, og her er automatreaktionen et nej, forklarer Daniel Sindhøj. Derfor har familien søgt om afgørelse om flytning uden samtykke, hvilket kunne lade sig gøre, hvis Statsforvaltningen fulgte kommunens vurdering af, at faderen er til fare for sig selv.

Det gør Statsforvaltningen altså ikke. Dermed har moderen ikke andre muligheder end at flytte fra sin mand gennem 47 år eller at lade sig separere, siger Daniel Sindhøj, som fortæller, at moderen har fået netop det råd fra flere offentlige sagsbehandlere.

”En separation vil selvfølgelig havde en masse økonomiske og følelsesmæssige konsekvenser, og selv hvis min mor bare flytter, vil det være et enormt traume for min far. Hans eneste holdepunkt er min mor, og jeg er sikker på, at han vil gå ud at lede efter hende, hvis hun flytter,” siger Daniel Sindhøj.

Daniel Sindhøj og hans familie har fået bistand af Alzheimerforeningen i den konkrete sag. Herfra fortæller direktør Nis Peter Nissen, at han ikke har hørt om lignende sager, hvor offentlige myndigheder direkte har foreslået pårørende til demente, at de kan lade sig skille eller flytte fra borgeren med en demenssygdom.

”Men vi hører fra vores rådgivning, at nogle folk føler sig presset så langt ud, at de ikke har andre muligheder, og når man læser afgørelsen i den konkrete sag, har moderen jo heller ingen anden mulighed. Simpelthen fordi systemet er så umenneskeligt. Og hvis denne afgørelse spejler den generelle fortolkning hos myndigheder, har vi et kæmpe problem,” siger Nis Peter Nissen.

”Det er trist, at vi har et samfund, hvor ægtepar, der har været gift i 20, 30 eller 40 år, føler sig nødsaget til at lade sig skille, fordi den ene får en demenssygdom,” siger han.

Når familien er havnet i den situation, skyldes det blandt andet, at der i Serviceloven tages et særligt hensyn til mennesker, der i juridiske termer ”har mistet fornuftsevnen.” Det forklarer lektor Eva Naur Jensen, der forsker i socialret ved Aarhus Universitet.

”Der stilles ret høje krav til en flytning uden samtykke, og det skyldes, at myndighederne eller de pårørende ikke skal have mulighed for gøre noget, den enkelte borger ikke ønsker. Selv hvis borgeren altså ikke forstår, hvad vedkommende siger ja eller nej til. I de tilfælde, hvor borgerne bor med en ægtefælle, skal det være umuligt at få hjælp i hjemmet, før man tager rettigheder fra en borger og flytter vedkommende,” siger Eva Naur Jensen:

”Det betyder, at ægtefæller nogle gange føler sig fanget i eget hjem.”

Eva Naur Jensen har læst dokumenterne fra Statsforvaltningen, der beskriver sagen, og ifølge hende er afgørelsen fra Statsforvaltningen værd at diskutere.

”Ud fra det, jeg kan læse i afgørelsen, synes jeg ikke, sagen er helt klar. Jeg hæfter mig ved, at han eksempelvis ikke selv kan tilkalde hjælp. Han spiser sten, som man ikke kan guide ham til at spytte ud igen. Der er i det hele taget en del situationer, hvor jeg tænker, at Statsforvaltningen har lavet en meget restriktiv afgørelse,” siger Eva Naur Jensen og tilføjer:

”Der bliver lagt et stort pres på ægtefællen, medmindre ægteparrets bolig gør det muligt at have en støttemedarbejder i boligen i de fleste af døgnets timer.”

Hos Statsforvaltningen anerkender Rie Thoustrup Sørensen, kontorchef for værgemålsafdelingen, der behandler sager om flytning uden samtykke, at praksis kan opleves stram.

”Det skyldes, at lovgivningen er stram. At tvangsflytte en person, der ikke er habil til at give samtykke eller som protesterer mod flytning, er et indgreb i den pågældendes selvbestemmelsesret. Det er magtanvendelse, og derfor er der opstillet en række meget strenge betingelser for at anvende reglerne om optagelse i de omhandlede botilbud” siger Rie Thoustrup Sørensen.

Der er nemlig en række betingelser, der skal være opfyldt for, at Statsforvaltningen kan tiltræde kommunens indstilling om flytning, forklarer hun:

Flytningen skal være absolut påkrævet, for at vedkommende kan få hjælp. Hjælpen skal ikke kunne gennemføres i vedkommendes hidtidige bolig. Pågældende skal ikke kunne overskue konsekvensen af sine handlinger, ligesom pågældende skal have udsat sig for væsentlig personskade. Det skal være uforsvarligt ikke at sørge for flytning. forklarer Rie Thoustrup Sørensen.

”Når betingelser er sådan, er det for at beskytte den pågældende mod det tvangsindgreb, som en flytning er. Flytningen kan således ikke ske, blot fordi kommune eller pårørende synes, at det er bekvemt og praktisk,” siger hun.