Her står vi så ved heroinprojektet.
Jesper Andersen stopper og vender sig rundt mod gruppen af tilhørere, en 10. klasse fra Nørrevangsskolen i Randers.
Det er her, misbrugere kan få udleveret fri heroin.
LÆS OGSÅ: "Julen er lidelsens tid"
Jamen, betaler man ikke for det?, spørger 1 af de 17 elever.
Nej, ikke dem, der kommer her. De er på en kommunal ordning, hvor de får heroinen gratis. Når du har taget heroin i mange år, er du så afhængig af det, at du skal have det for ikke at dø. Du er nødt til at trappe langsomt ned, ellers går det galt. Det forsøger man at gøre her, forklarer Jesper Andersen.
Turen er lige begyndt. Eleverne står tæt rundt om deres guide. Han er lidt atypisk. Godt nok har han en mikrofon at tale i, men ellers er der ikke meget Turen går til ...-turistfører over ham. Guiden er 23-årige Jesper Andersen. Med tilnavnet Dreng. På det værested for hjemløse, hvorfra turen kort forinden er begyndt, var der i forvejen så mange, der hed Jesper eller Andersen, at de andre brugere hurtigt tildelte ham drenge-prædikatet. På grund af hans unge alder.
Værestedet tilhører Foreningen Oplysning om Gadeliv, der i et halvt års tid har tilbudt folk at komme på Poverty Walks, fattigdomsvandringer, i Aarhus. Initiativet begyndte under Projekt Udenfor i København for et års tid siden for at give danskerne indblik i hjemløses liv.
Jesper Andersen har trukket en hue ned over det smilende hoved og stukket arme og ben i en sort Hus Forbi-termodragt. Den bruger han normalt, når han sælger hjemløsebladet Hus Forbi, men på denne klamme, kolde og blæsende decemberdag er den en perfekt guide-mundering.
Er du selv misbruger?, forsøger en elev forsigtigt.
Ja, jeg ryger stadig hash, men amfetamin og kokain er jeg stoppet med for længe siden.
Men har du ikke tænkt dig at stoppe helt?
Jesper griner og nikker. Jo, det har jeg tænkt på i mange år. Jeg kan bare ikke, jeg har ikke viljestyrken. Hashen giver mig ro. Jeg kan stikke af, når jeg ryger.
Jesper og skoleklassen står på Aarhus Havn. Ved siden af Reden, hvorfra heroinen udleveres, og kun et stenkast fra Filmbyen, hvor iværksættere, grafikere og reklamefolk tamper løs på bærbare computere i store glaskontorer. Mellem Film-byens parkeringspladser og et buskads er der hamret et fixer-skur op. Der kan misbrugere tage deres stoffer. På den måde er misbrugerne skubbet væk fra bybilledet, forklarer Jesper, inden han fører klassen videre mod turens næste stop, Kofoeds Skole ved spillestedet Train.
Mens Jesper går rask til, fortæller han sin historie: Som 13-årig døde hans mor, og efter at have boet på skiftende institutioner stod han pludselig på gaden i Odense. Siden i København og nu i Aarhus, hvor han har opholdt sig de seneste to år. På væresteder, på banegården, på trapperne bag shoppingcentret Bruuns Galleri og nu på et værelse hos en kammerat. Der har han boet i seks måneder, så i teknisk forstand er han ikke længere hjemløs, siger han. Og smiler igen med tænder, der snarere ligner en tandpasta-reklame end et misbruger-gebis.
På vejen mod Kofoeds Skole passerer kvinder og mænd med overlæssede gaveposer i hænderne. Men efter cirka ni år på gaden rører julen ikke længere Jesper:
De første år var julen bestemt ikke sjov. Man var jo helt malplaceret, var alene og manglede den dér generelle hyggestemning. Man ønskede sig det, man kunne se hos folk i stuerne, når man gik forbi.
Men nu er årene gået, og jeg gider det faktisk ikke rigtig. Der er ingen familie at hygge med. Den 24. december går jo over dagen efter, og sidste år hang jeg ud i 7-Eleven i fire og en halv time med en kammerat.
Fra havnefronten ved Kofoeds Skole, som aktiverer udsatte mennesker, går turen til Bispetorv ved Aarhus Domkirke. Kofoeds Skoles kommunale tilbud med ubrugelig aktivering har Jesper ikke meget tilovers for. Til gengæld lovpriser han den sagsbehandler, som hjalp ham til at tage et kørekort. Nu er drømmen et lastbilkørekort, et kranførercertifikat og et regulært job.
Har du det egentlig okay med at fortælle om dit liv?, spørger en elev.
Ja, helt sikkert. Også selvom folk ofte bliver helt overraskede over at se en hjemløs med tænder i munden, svarer Jesper.
Efter et kort ophold på Bispetorv med de tidligere underjordiske junkie-toiletter fortsætter gruppen forbi Royal Hotel og Casino og ind i Mejlgade med restauranter og barer. Her er en grønlænderstue for nylig lukket på grund af for megen larm og ballade. Jespers dom:
Det er ærgerligt, for folk på gaden har brug for de her steder.
Med Jesper i spidsen går den stadigt mere frysende gruppe gennem Latinerkvarterets små gader ud på Nørre Allé, hvor busserne brager forbi. Jesper stopper ved en grå boks på en rød murstensmur. Her trækker misbrugere kanyler med et elektronisk kort, de kan få udleveret hos nattjenesten lige rundt om hjørnet.
Ej, det er da løgn!, udbryder en pige.
Jesper peger lidt hen ad gaden på to små beværtninger Café Århus og Celinas Bar.
Det er der, de udsatte kommer. De sidder i Mølleparken indtil ved 15-tiden, og så rykker de herhen og drikker til ud på aftenen.
Og havner nogle gange i Fakta på den anden side af gaden, hvilket Fakta-medarbejderne klager over.
Men Fakta burde da tænke på, at de ikke har det så nemt, mener en elev.
Tjah, men mange kan ikke se de problemer, hjemløse har. Man bliver hurtigt dømt på sit udseende og på, at man skiller sig ud, svarer Jesper.
Efter at have hørt om Nørre Allés varmestuer, hvor hjemløse kan få en gratis soveplads og et måltid mad for under en 10er, nærmer gruppen sig turens sidste stop: Mølleparken ved Aarhus Hovedbibliotek.
I parkens udkant skutter et par hårdtudseende knægte sig i deres dynejakker. Hashhandlere, fortæller Jesper. De udgør en af Mølleparkens tre faste grupper sammen med punkerne med hunde og håndbajere, og spritterne, som dingler rundt ved bænkene op mod Hovedbiblioteket. Jesper takker af og siger farvel til eleverne. En kvitterer:
Jeg synes, du er et godt menneske, selvom du er hjemløs.
Turen er slut. 17 elever og en lærer (og en journalist) er blevet halvanden time klogere på et hjemløst liv i Aarhus.