Prøv avisen

Den 9. april minder os om, hvor stærke vi er sammen

Torsdag d. 9. april 2015 blev der flaget på halvt fra officielle bygninger overalt i Danmark for at mindes den tyske besættelse, der sidste år havde 75-års jubilæum. Her er det Christiansborg Slot.

Besættelsesdagen den 9. april står stærkt som national mærkedag, og der skal en ny krig eller et alvorligt terrorangreb til for at ændre det, mener historikere. Datoen står stadig som symbolet på, hvor stærkt vores nationale sammenhold er. Læs eller genlæs i anledning af, at det er 78 år siden, Danmark blev besat

Artiklen er skrevet i 2016. Vi bringer den igen i anledning af, at det i dag er 78 år siden, Danmark blev besat.

Som vanligt vil tyskernes besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig blive markeret officielt med flag på halv og uofficielt med en række lokale arrangementer rundt om i landet. Men der er stadig færre, som faktisk kan huske den 9. april 1940. Og det er da også begyndt at tynde ud i markeringerne af dagen, oplever flere historikere.

Når det alligevel giver god mening fortsat at markere den 9. april som en national mærkedag, er det især, fordi der ikke siden 1940 har været begivenheder, som på samme måde har udfordret og bevist styrken af vores nationale sammenhold, mener historiker og lektor emeritus Palle Roslyng-Jensen fra Københavns Universitet:

”Modsat mange andre lande kom vi jo nogenlunde helskindet gennem en besættelse, både politisk og kulturelt. Der var indrømmelser, og vi er ikke lige stolte af det hele, men vi undgik borgerkrigslignende tilstande som i eksempelvis Frankrig. Vi har ikke tradition for at dyrke det nationale, så i stedet er den fortsatte markering af den 9. april en dyrkelse af, at vores fællesskab var robust nok til at overleve så voldsomt et overgreb. Og sådan tror jeg, det bliver ved med at være, indtil en anden begivenhed kan træde i stedet – eksempelvis et alvorligt terrorangreb.”

En tilsvarende vurdering har lektor i historie på Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen. Dels fordi interessen for besættelsestiden generelt er uformindsket, men også fordi netop den 9. april markerer begyndelsen på den skæbnefortælling, som Besættelsen på mange måder var og er.

”Der skal en tredje verdenskrig til at stoppe vores brug af 9. april som national mærkedag, for selvom den kolde krig også påvirkede vores selvforståelse, var det ikke lige så klar en fortælling som Besættelsen. Den er så stærk, at vi ikke behøver at have oplevet den selv for at forstå dens vigtighed. Vi behøver ikke engang kende nogen, der levede dengang, og derfor bliver dagen ved med at være så vigtigt et symbol for os,” siger han.

I 2013 besluttede Frihedsmuseet i København ellers at stoppe sin årlige markering af besættelsesdagen. Interessen var simpelthen døet ud, vurderede man. Men det skabte så store protester, at museet, der er en del af Nationalmuseet, igen markerer dagen.

En del af forklaringen på , at vi trods alt ikke vil give helt slip på den del af vores fælles historie, er også, at vi bliver ved med at gøre den 9. april til en del af de aktuelle politiske og moralske debatter. Ikke mindst i forhold til vores engagement i krige uden for landet og i diskussionen om, hvordan vi som småstat skal klare os omgivet af stormagter.

”Vi lever jo lidt på især USA’s nåde,” siger Palle Roslyng-Jensen og uddyber:

”Men det forhold kan smuldre, og så har vi pludselig et stadigt stærkere Rusland som en potentiel trussel. På den måde er en ny besættelse ikke ren utopi, og den 9. april aktualiserer under alle omstændigheder bevidstheden om, at vi fortsat skal kunne agere klogt for ikke at blive ædt.”

Peter Yding Brunbech er ph.d. i historie og leder af Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. Han forsker blandt andet i historiske mærkedage og forudser ligeledes, at vi i mange år fremover vil holde fast i den 9. april som en vigtig dag i vores kollektive hukommelse.

”Det afgørende er ikke, hvor lang tid det er siden, men om vi stadig kan relatere os følelsesmæssigt til begivenheden. Slaget ved Dybbøl i 1864 markeres ikke længere, selvom vi efterfølgende mistede en tredjedel af landet. Sammen med andre stor slag er det for længe siden. Men 150-årsmarkeringen forrige år blev alligevel uventet omfangsrig, fordi vi kunne relatere 1864 til vores deltagelse i en igangværende krig. Og fordi vi fik billeder på via en tv-serie. På samme måde med den 9. april: Så længe vi stadig kan relatere besættelsesdagen til noget nutidigt, vil dagen være vigtig for os,” siger han.